Det er jo en kommission der er inhabil så det basker, få ændret det, jo før des bedre. Et erhverv der var på vej ned, som har megen skyld mht coronasmitten, de skal selvfølgelig have en erstatning som er rimelig men ikke vild som 30 milliarder.

NÅ - DEN BLEV VIST FOR TYK OG STINKENDE - HVA JAKOB FRA VENSTRE!!

Ja, når selv Venstre kan se at det er galt. Så er det VIRKELIGT galt.

Ja nu gælder det og her er MOLIN fra Zetland der fortæller sandheden

Af Theis Ehler Molin

00:00

19:38

12. februar 2024⋅
13 min.⋅
Politik⋅
123 anbefalinger⋅
26 bidrag⋅
221 delinger
IFLERE ÅR HAR NYHEDERNE handlet om mink. Eller mere præcist om beslutningen om at aflive over 15 millioner af dem. Som mange andre journalister har jeg først og fremmest været optaget af dén beslutning. Hvordan blev den truffet? Af hvem? Mogens Jensen eller Mette Frederiksen? Hvor meget blandede Barbara Bertelsen sig? Og hvorfor læste de ikke de papirer, hvor der stod, at beslutningen ikke var lovlig?

De spørgsmål er vigtige. Men i vores kollektive besættelse af dem er der noget, vi har overset. For i skyggen af den ene beslutning blev en anden truffet. En historisk beslutning om, at Danmarks minkavlere skulle have “fuldstændig erstatning”, en blankocheck, som ingen reelt kender størrelsen på. For godt tre år siden mente den ansvarlige minister, at det maksimalt ville koste fem milliarder kroner at aflive alle danske mink. Siden da er regningen blevet skruet op og op og op. For få uger siden blev estimatet hævet med 6,3 milliarder, så det seneste bud nu hedder 29,5 milliarder. Det er omkring 10.000 kroner fra hver eneste dansker i arbejde og nok til at hyre 5.700 ekstra sygeplejersker i ti år – inklusive tillæg og pension. Det er lige så meget, som vi bruger på Forsvaret på et almindeligt år. Kun fantasien sætter grænser for, hvad vi kunne have fået for de penge.

Når så store beslutninger bliver truffet, har vi som journalister et ansvar for, at detaljerne bliver studeret, og at eventuelle fejl bliver opdaget så hurtigt som muligt. At alt bliver vendt og drejet, så hver enkelt dansker selv kan tage stilling til, om erstatningen er fair. Siden jeg hørte, at tallet var blevet skruet gevaldigt i vejret, har jeg haft en følelse af, at vi har svigtet det ansvar.

Derfor vil jeg nu undersøge, hvordan vi endte med en historisk betaling til et erhverv, hvor mange i forvejen var på nippet til at dreje nøglen om, og som en lang række europæiske lande allerede har forbudt. En stor del af forklaringen handler selvfølgelig om regeringens forhastede beslutning om at aflive minkene, der uden tvivl gjorde regningen større. Men den del er dækket grundigt, så i den her historie prøver jeg at forstå, hvorfor regningen med et trylleslag er blevet mange milliarder højere.

Forklaringen, jeg har fundet, lyder helt kort, at stort set alt i de foreløbige afgørelser ser ud til at gå minkavlernes vej. Den lidt længere version handler om en regnefejl til milliarder. Om proteinfattigt foder. Og om et helt særligt minkskind med navnet moondust.

Den 28. oktober 2020 oplyste daværende fødevareminister Mogens Jensen til Folketinget, at en aflivning af alle mink som led i en smittebekæmpelse ville "koste staten 2,3-2,8 milliarder kroner i umiddelbare erstatninger til besætningerne for dyr og driftstab". Dertil kom cirka 2,4 milliarder til rengøring og desinfektion af farmene. I alt altså cirka fem milliarder kroner. Den store forskel til det nuværende estimat skyldes blandt andet, at beløbet dengang ikke indeholdt erstatning for fremtidig indtjening, hvilket Folketinget senere besluttede, at avlerne skulle have.

Minkfarmene havde ifølge Danmarks Statistik i 2019 i gennemsnit et underskud på 0,7 millioner kroner, mens antallet af konkurser også var i kraftig stigning.

Hjælp mig
Ved du noget om sagen? Kontakt mig fortroligt på theis@zetland.dk, telefon 28921032 eller krypteret via appen Signal på samme nummer.

Ved du noget om sagen? Kontakt mig fortroligt på theis@zetland.dk, telefon 28921032 eller krypteret via appen Signal på samme nummer.

POLITIKERNE HAR BESLUTTET, at minkavlerne skal have erstatning for mere eller mindre alt, man kan forestille sig. For de millioner af mink, der blev aflivet under pandemien, men også for alle de hvalpe, deres avlstæver kunne have født hvert år frem til 2030, og som avlerne kunne have pelset, solgt og tjent penge på. De får erstatning for de tomme pladser i deres bure og de mink, der i teorien kunne være flyttet ind i dem i fremtiden. For gyllepumper, grusveje, 400-liters-frysere, aflivningsvogne og fodercomputere, der ikke længere er noget værd. De får penge til de advokater og revisorer, der hjælper dem med at få de penge, de har ret til. Selv de 290 minkavlere, der slet ikke havde nogen mink i 2020, skal have erstatning, efter deres tomme farme med ét blev værdiløse.

Regningen slutter ikke der. Staten skal bruge milliarder på at rive de tomme minkbygninger ned. Indtil det sker, skal avlerne have erstatning for “nødtørftig vedligeholdelse” af deres maskiner, for brand- og tyveriforsikring og i nogle tilfælde også husleje. Embedsfolk, dommere og kommissionsmedlemmer skal have løn, mens de behandler de i alt 1.222 ansøgninger om erstatning. Og så har alle, der under pandemien arbejdede med mink, fået fuldstændig frihed til at tage en hvilken som helst uddannelse, offentlig eller privat, på statens regning og uden prisloft.

De afgørende ord er “fuldstændig erstatning”. De var en del af en politisk aftale, der blev indgået få måneder efter beslutningen om at aflive minkene. Planen var, at det hele skulle gå stærkt, men så begyndte afgørelserne af, hvor meget hver enkelt minkavler skal have, at trække i langdrag. Nu er de første 58 afgørelser dog langt om længe landet. Jeg har fået aktindsigt i beløbene, og de viser, at den enkelte minkavler i snit får 12 millioner kroner i erstatning. De viser også, at der er meget stor forskel fra top til bund. Lavest ligger en minkavler fra Roslev ved Skive, der står til at få 1,4 millioner. Højest er en minkavler fra Løgumkloster i Sønderjylland. Som erstatning for, at hans minkfarm blev lukket, får han 48,5 millioner kroner.

De foreløbige afgørelser giver os ikke kun et interessant indblik i, hvor meget de enkelte minkavlere kan høste i erstatning. De er også grunden til, at det samlede forventede beløb nu er blevet skruet markant i vejret. Fødevareministeriet har nemlig set afgørelserne igennem og fundet ud af, at kommissionerne ser ud til at give minkavlerne mere, end myndighederne havde regnet med. Hvis den tendens fortsætter, ja, så stiger det samlede beløb.

Men hvorfor har minkavlerne fået mere? Det fandt jeg et par forskellige forklaringer på, da jeg dykkede helt ned i papirerne. De giver et fascinerende konkret indblik i, hvordan man som minkavler kan få forhøjet sin erstatning. Og dermed hvorfor vi allesammen ender med en større og større milliardregning.

LANGT STØRSTEDELEN AF MINKAVLERNES erstatning kommer fra det, man kalder tabt fremtidig indtjening. Den enkelte minkavler får nemlig ikke bare erstatning for de mink, der blev slået ned under corona. De får – som nævnt – også erstatning for alle de mink, deres avlstæver i de næste ni år kunne have født, og som avlerne siden kunne have aflivet, pelset og solgt på auktion til kinesiske pelskøbere.

Og hvordan beregner man så det? En uafhængig kommission skal afgøre, hvor meget hver enkelt minkavler skal have. Som det første skal kommissionen have styr på, hvor mange minkskind avleren producerede om året. Her tager de udgangspunkt i det antal mink, der var på farmen i 2020, medmindre minkavleren kan dokumentere, at der var konkrete planer om at skrue op for antallet i de kommende år. Og her viser de foreløbige afgørelser, hvordan minkavlerne har forsøgt at overbevise kommissionerne om, at 2020 på ingen måde var et retvisende år for lige deres minkfarm.

En minkavler fra Ringsted havde for eksempel i 2020 knap 6.000 mink. Men da myndighederne en decemberdag var på besøg for at se farmen, fortalte han dem, at han havde haft planer om at bygge nye stalde, så han kunne få flere mink. Helt præcist havde han tænkt sig at få 465 nye avlstæver, hvilket ville føre til flere tusind ekstra minkskind om året. Og derfor ville han gerne have en højere erstatning, end han havde udsigt til.

Faktisk, sagde han, havde han allerede fjernet jord for at gøre klar til at bygge nye minkhaller. Men Fødevarestyrelsen var ikke helt enige i den forklaring. Jorden var nemlig allerede blevet fjernet helt tilbage i 2015, og siden da var der ikke sket det store. Minkavleren havde hverken købt byggematerialer til de nye haller eller lånt penge til at bygge dem. Det erkendte minkavleren senere, men sagde ifølge afgørelsen, at han “uden tvivl ville kunne have fremskaffet den nødvendige finansiering”.

En anden minkavler gik endnu længere. Gennem sin advokat, som staten også betaler for, forklarede han, at han i 2019 havde fået dårligt foder fra Holstebro Minkfodercentral. Der var, mente han, ikke nok protein i foderet, og det betød, at hans avlstæver i 2020 havde fået færre hvalpe end normalt.

Derfor argumenterede han for, at hans årlige skindproduktion i stedet skulle beregnes som et gennemsnit af de foregående ti år. Dog med én undtagelse, som jeg synes er ret interessant: I 2015 var hans mink blevet ramt af plasmacytose. En sygdom, der giver glansløs pels, nedsat ædelyst, åndedrætsbesvær, aborter og væsentligt forøget dødelighed. Det betød, at det efterfølgende år havde været særligt dårligt, og derfor skulle lige det år ikke tælle med i gennemsnittet, mente han. Modsvaret ville selvfølgelig være, at pointen med et gennemsnit netop er, at man tager både de gode og dårlige år med. Men sådan så han det altså ikke. Og ud fra det regnestykke mente han, at hans årlige produktion skulle forhøjes med 1.000 avlstæver og 5.270 hvalpe i forhold til 2020.

I begge de to eksempler fik minkavlerne afslag på deres forsøg på at få forhøjet deres erstatning. I det sidste eksempel dog med det mindst tænkelige flertal. Her mente to af kommissionens fem medlemmer nemlig, at minkavleren havde dokumenteret, at det dårlige foder havde ført til færre hvalpe.

Jeg har søgt aktindsigt i alle de 58 foreløbige afgørelser, men foreløbig kun fået udleveret tre, som myndighederne har udvalgt. Så der er med andre ord meget, jeg stadig ikke ved. Men der er også noget, jeg godt ved. Nemlig at andre minkavlere er lykkedes med at overbevise kommissionerne om at skrue op for den forventede skindproduktion. I et brev til Folketinget fra slutningen af januar har Fødevareministeriet oplyst, at det samlede erstatningsbeløb pludselig er vokset med godt seks milliarder. Her kommer ministeriet samtidig med nogle detaljer om, hvorfor beløbet er vokset, der hidtil er blevet overset i mediedækningen. Og en af grundene er, at den “samlede skindproduktion er opjusteret med cirka syv procent”. Med andre ord er det altså i gennemsnit lykkedes minkavlerne at få lagt syv procent oven i det antal mink, de havde i 2020. Et ret bemærkelsesværdigt tal, når man ser på udviklingen op til corona: Her var der absolut ingen tegn på, at produktionen var stigende. Tværtimod faldt antallet af avlsdyr fra 2018 til 2019 med hele 26 procent.

Alligevel lykkes minkavlerne altså med at overbevise kommissionerne om, at de ville have skruet op for produktionen efter 2020. Og netop den forklaring er, ifølge mine oplysninger, en meget stor del af forklaringen på, at den samlede forventede erstatning er ved at stikke af.

Og ikke nok med det: Da myndighederne fandt frem til tallet syv procent, havde de, igen ifølge mine oplysninger, valgt at trække flere afgørelser fra regnestykket. Nemlig de afgørelser, hvor tallet blev opjusteret allermest. Hvis man tager de tal med, skal den samlede skindproduktion ikke opjusteres med syv, men i stedet med ni procent. Et tal, der alt andet lige vil føre til en endnu højere samlet erstatning end det nuværende estimat.

Næste skridt er at finde ud af, hvad skindene er værd. Her tager kommissionerne udgangspunkt i en standardpris – 333 kroner pr. skind – som så kan blive højere eller lavere, alt efter hvor mange penge den enkelte minkavler fik for sine skind i årene op til coronapandemien. Det burde være forholdsvis simpelt. Men også her har minkavlerne mulighed for at sige ‘stop lige en halv’. Hvis de kan dokumentere, at kvaliteten af de skind, de ville have produceret fra 2021 og frem, “afviger væsentligt” fra de tidligere skind, kan prisen stige. Og netop det lykkedes avleren med det dårlige foder faktisk med.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

“MINK SKINS HAVE REACHED THE MOON.” Sådan lød en overskrift i Kopenhagen Furs lækkert layoutede nyhedsmagasin i 2013. En minkavler fra Holstebro havde fremavlet en ganske særlig mink med en helt ny pelsfarve, der fik navnet moondust, og som blev beskrevet som en blanding af de allerede eksisterende farver cinnamon og stardust. En italiensk pelsblogger kunne ikke vente med at komme til København og se den nye farve med egne øjne.

Nu, godt ti år senere, har moondust-minken også fanget mit blik. For da minkavleren bag skulle have afgjort sin erstatning, skrev hans advokat, at “den unikke og populære minktype” blev solgt til “en merpris på op til 60 procent over den danske gennemsnitspris”. I årene op til corona havde avleren dog valgt at fryse moondust-skindene ned for at samle sammen til en stor kollektion. Derfor er de ikke med i hans gennemsnitspris. Og derfor mente avleren, at prisen – og dermed hans erstatning – skulle hæves.

Fødevarestyrelsen var enig i, at der kunne være grund til at hæve prisen, men ikke så meget, som minkavleren ønskede. Men lang historie kort, så endte kommissionen med at stille sig på minkavlerens side. På baggrund af et skøn fra Kopenhagen Fur mente de, at det var dokumenteret, at moondust-skindene ville blive solgt for 25 procent mere end gennemsnitlige skind.

Da ikke alle avlerens mink havde den særlige månestøvsfarve, betød det samlet set, at hans gennemsnitspris blev justeret fra 319 til 337 kroner. Umiddelbart en lille justering på bare 18 kroner. Men prisen gælder over 16.000 skind om året, og avleren skal have erstatning for ni års tabt indtjening. Og så betyder det lige pludselig en opjustering af den forventede indtjening på ikke mindre end 2,6 millioner kroner.

Jeg ved ikke, hvor mange minkavlere der har fået hævet deres skindpris. Men ifølge Fødevareministeriet har man i de foreløbige sager set en tendens til, at gennemsnitsprisen “fastsættes højere end oprindelig antaget”, hvilket “medfører højere erstatning”.

Det er altså en del af forklaringen på, at de samlede udgifter ser ud til at stige. Men der er en vigtig detalje. Jeg har nemlig fået oplysninger om, at myndighederne har valgt at gå ud fra, at tendensen til højere skindpriser ikke vil fortsætte i resten af afgørelserne. I teorien bør afgørelserne ende med at ramme gennemsnittet på 333 kroner pr. skind. Så det holder embedsfolkene fast i. Også selvom virkeligheden har vist noget andet. Så hvis tendensen til højere skindpriser viser sig at fortsætte, ja, så kommer regningen til at stige endnu en gang.

MINKAVLERNE FÅR IKKE HELE den tabte indtjening udbetalt. Først skal deres forventede udgifter trækkes fra, så de kun får erstatning for selve overskuddet. I papirerne finder jeg en tredje grund til, at den samlede erstatning er eksploderet, der handler om netop det. De første gæt på minkavlernes udgifter har været for høje. Og det betyder, at deres erstatning var sat for lavt.

For at regne en minkavlers udgifter ud skal myndighederne finde ud af, hvor meget løn minkavleren og hans ansatte ville skulle have, hvis man ikke lige havde slået alle minkene ihjel først. Af grunde, jeg ikke kender, bliver minkavlernes løn nu sat lavere end forventet. Lavere løn betyder et større teoretisk overskud i fremtiden og derfor højere erstatning. Af netop den grund er det næste også helt afgørende: Ministeriet har fundet en grum regnefejl i det oprindelige estimat.

Fejlen er, at man i 2021 kom til at regne ejerne af minkfarmenes løn med to gange. Det betød, at omkostningerne blev alt for høje, og erstatningen derfor for lav. På baggrund af ministeriets nye beregninger af løn “kan udgiftsskønnet med usikkerhed alt andet lige blive cirka to milliarder kroner højere, end hvad der oprindeligt var estimeret i 2021”, skriver Fødevareministeriet.

Det har ikke været en sjov dag på kontoret, da den fejl blev fundet.

Fejlen har tidligere været omtalt i Finans.

DEN KORTE FORKLARING PÅ, at regningen er eksploderet, er altså, at afgørelserne indtil videre er gået i minkavlernes retning. De har samlet set fået skruet op for både antallet af mink og prisen på pelsene. Og ned for deres udgifter. Alt sammen noget, der fører til højere erstatning. Også værdien af minkavlernes “kapitalapparat”, det vil sige alt det grej, de skal have erstatning for, er blevet vurderet “højere end oprindeligt antaget”.

For mig har mit foreløbige hovedspring ned i den store pengetank af erstatning først og fremmest efterladt mig med én tanke: at en fejl kan avle flere. Det hele begyndte med den forhastede beslutning om at slå alle mink ned. Den fejl satte så gang i en lavine, der stadig ruller. En regnefejl er nu med til at hæve regningen med milliarder. Tidsplanen for sagsbehandlingen var ikke realistisk. Det betyder så, at der skal sættes penge af til inflation. Og nu tegner der sig altså samtidig et billede af, at stort set alle de oprindelige estimater var for lave. Én ulykke kommer sjældent alene. Det samme gælder fejl.

Samtidig er det kun blevet tydeligere for mig, at der er mange sten, der mangler at blive vendt. Derfor fortsætter jeg også med at undersøge, hvordan staten gik fra at tro, at det her problem kunne løses for fem milliarder kroner, til at ende med en regning på knap 30 milliarder, der stadig risikerer at vokse til et beløb, man kun kan gisne om.

Jeg får brug for hjælp. Så hvis du ved noget, så kontakt mig endelig på theis@zetland.dk, telefon 28921032 eller krypteret via appen Signal på samme nummer.

Mere fra samme serie
Han er med til at afgøre minkerstatninger for milliarder. Nu kalder han sine kolleger for inhabile
Mink for milliarder
9 min.
•
Politik
•
21.03.2024
Han er med til at afgøre minkerstatninger for milliarder. Nu kalder han sine kolleger for inhabile
Af Theis Ehler Molin og Helle Fuusager
Staten klager over 93 procent af minkavlernes erstatninger. Men gæt, hvem der behandler klagesagerne

Fint arbejde af Molin. Bliv endelig ved med med at belyse rimeligheden i dette cirkus.

Skal man sælge sit selskab, vil en køber normalt foretage en due diligence analyse af firmaet.
Det er de mere saglige kerneinformationer, der sætter tal på salgsprisen, og handler selvfølgelig om omfanget af selskabets fremtidige evne til værdiskabelse (overskudsdannelse), som generelt er betinget af udsigterne på markedet, slutkundernes fremtidige interesse i produktet, minkavlerens stilling i kæden fra produktion til salg, afhængighed af aftagernes magtstilling osv.
Om minkmarkedet ved vi, at mink møder stadig øget modstand hos de miljøbevidste og dyreetisk optagne kunder, modehusene forlader mink i kollektionerne, og at Kina forventes at udvise lavere efterspørgsel fremover. Det taler ikke for en opskruet forventning til selskabernes rentabilitet.
Det ville vel være naturligt, om en kommission til vurdering minkselskabernes markedsværdi bestod af uvildige personer med erfaring i sådanne due diligence analyser, og ikke en række branchefolk med økonomisk interesse i at skrue prisen op.
Al den megen klynk om producentens fortrædeligheder, f.eks. ved indkøb af dårligt foder, er ikke bare et spørgsmål om uheld og leverandørens fejltagelser, men også spørgsmålet om producentens egen dårlige beslutningsevne.
Kan man ikke finde ud af at bedømme sit køb af foder, viser det jo en generel manglende dømmekraft, og rettelig burde det vel nedsætte størrelsen på den forventede pris producenten kan opnå for sin bedrift.
Det er jo netop ideen for køberen, at kunne opnå en fordel af købet ved også at tilføje en højere professionelt niveau for de trufne beslutninger i forhold til sælgers.
Ideen om, at avleren skal kompenseres for 10 års tabt fortjeneste er en noget arbitrær tilgang. Ejeren skal, såfremt denne sidder i en ikke lukningstruet going concern, kompenseres for en rimelig kapitalisering af de fremtidige overskud fritaget fra hypotetiske fantasier. Og så må det være en politisk beslutning, og uden for kommissionens kommissorium, om der skal tages særlige hensyn at man bryder et liv op, helt som når folk i 30 år
har haft anden beskæftigelse.