Annonce

Mistrivsel på Sjælsmark og nyt liv i DSB-forhandlinger

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
En ny undersøgelser vidner om massiv mistrivsel på asyscenteret Sjælsmark. Det er én af fredagens store overskrifter på en dag, hvor DSB-forhandlingerne blev genoptaget og Therese May åbner for at udskyde Brexit yderligere.

Nyt liv i DSB-forhandlinger

DSB og Dansk Jernbaneforbund mødes igen allerede i eftermiddag for at komme tættere på en aftale.

Efter et møde med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation er parterne nu blevet enige om at sætte forhandlingerne op i gear. Det skriver DR Nyheder.

Det blev aftalt, at DSB og Dansk Jernbaneforbund i dag går ind i en ny intensiveret forhandlingsproces

”Det blev aftalt, at DSB og Dansk Jernbaneforbund i dag går ind i en ny intensiveret forhandlingsproces med henblik på at indgå lokale aftaler for lokomotivpersonale og togpersonale”, lyder det i en pressemeddelelse. En del af aftalen er, at hverken DSB eller Dansk Jernbaneforbund udtaler sig til medierne om forhandlingerne, mens de er i gang.

Fagbevægelsen går fra avisen.dk

Ejerne bag selskabet Avisen.dk, der udgiver avisen.dk og Ugebrevet A4, skal skilles og fra den 1. maj forlader avisen.dk derfor fagbevægelsen. Det skriver mediet medietrends.dk.

Radio24syv kunne for en lille måned siden fortælle historien om at den delvise ejer af Freeway, Morten Oliver Wagner, har sendt over 50 millioner kroners udbytte til selskaber i Malta. Afsløringen fik A-Pressens direktør til at sætte spørgsmålstegn ved samarbejdet.

”Vi synes, at det er mest rigtigt at have partnere, som man deler værdisæt med og det oplever vi ikke nødvendigvis med Freeway,” siger Rasmus Østrup Møller, der er direktør for A-Pressen, til medietrends.dk. Du kan læse hele historien på Pio.

Røde kors advarer om massiv mistrivsel på Sjælsmark

Børnene på Udrejsecenter Sjælsmark har det markant dårligere, end hvad der ses hos jævnaldrende børn. 61 procent af børnene ville således, hvis de blev udredt, sandsynligvis blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose. Det viser en ny rapport, som Røde Kors har fremlagt fredag morgen, og som de kalder "dybt foruroligende". En historie som TV2 bringer.

signifikante symptomer på mistrivsel

Rapporten konkluderer, at der er "signifikante symptomer på mistrivsel", og sammenlignet med en undersøgelse fra 2010 er der dobbelt så mange af børnene, der er i risiko for psykiske lidelser, end det er tilfældet blandt nyankomne børn

Centret blev oprettet under S-R-SF-regeringen i 2013 med det formål at styrke indsatsen med at "motivere" afviste asylansøgere til at vende hjem - eller udsende dem med tvang. Efter regeringsskiftet i 2015 blev det droppet, og derfor kan afviste børnefamilier nu anbringes i Sjælsmark på ubestemt tid.

Theresa May vil udskyde Brexit til udgangen af juni

Den britiske premierminister Theresa May har igen ansøgt om at udskyde Brexit fra 12. april til 30. juni. Dermed åbner May for at sende briterne til europaparlamentsvalg 23. maj, hvis hun ikke får sin skilsmisseaftale igennem Underhuset inden da.

Får May sin aftale igennem inden valgdatoen, vil hun aflyse valget og forlade EU senest 30. juni, lyder det i et brev til formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.

”Dette skridt viser, at den britiske regering er fast besluttet på at finde en afgørelse hurtigt,” skriver May som argument for sit nye forslag, der er designet til at vinde hende kostbar tid i en presset situation. Det skriver Altinget fredag.

Uffe Elbæk afviser hård kritik

Uffe Elbæk er godt og grundigt træt af, at interne mails og oplysninger bliver lækket i medierne. Nuværende og tidligere medlemmer af Alternativet har kritiseret partiets ledelse de seneste dage.  Elbæk forstår dog ikke, hvorfor kritik af partiledelsen bliver diskuteret offentligt fremfor internt i partiet.

Det siger han i et interview med DR Nyheder efter flere dages historier med kritik af partiledelsen.

Det bliver overhovedet ikke respekteret og udfoldet, når det handler om rygter og læk

”Vores ene værdi i Alternativet er gennemsigtighed. Det bliver overhovedet ikke respekteret og udfoldet, når det handler om rygter og læk. Det er en helt forkert måde at gøre tingene på”.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet