Annonce

Nazi-retssag mod SS-mænd fra Auschwitz skildres rystende i ny miniserie

'Deutsches Haus’ er som et spejl fra fortiden, hvor man ignorerede et af verdenshistoriens største folkemord, og indbildte sig, at alt kunne fortsætte, som om forbrydelsen slet ikke havde fundet sted.
Foto: Disney+
’Deutsches Haus’ tager fat i en omfattende og skelsættende retssag mos SS-folk.
Det har angiveligt chokeret mange, at hver femte unge amerikaner ikke tror på, at Holocaust har fundet sted.

Det er skræmmende tal, der lige er kommet frem. Skræmmende især fordi ignorancen er stigende, og fordi denne uvidenhed går på tværs af sociale og uddannelsesmæssige skel.

Derfor er det desto mere rettidigt, at miniserien ’Deutsches Haus’ kommer netop nu, for den er som et spejl fra fortiden, hvor man også ignorerede et af verdenshistoriens største folkemord, og indbildte sig, at samfundet blot kunne fortsætte sin vante gang, som om forbrydelsen slet ikke havde fundet sted.

Det helt overraskende, og chokerende, er jo den kendsgerning, at man efter krigen, og under Nürnberg-processerne, slet ikke foldede den omfattende forbrydelse ud, og kun gik efter at retsforfølge ganske få notabiliteter fra den nazistiske top.

Verden fik øjnene op

Det var først efter tilfangetagelsen af nazisten Adolf Eichmann i 1960, som den israelske efterretningstjeneste opsporede i Argentina og sendte til Israel, at verden for alvor fik øjnene op for selve Holocaust.

Tidligere forsøgte de fleste at glemme. I Rusland og i Østlandene talte man om forbrydelser imod nazisternes fjender, men undlod at tale om den systematiske udryddelse af jøderne.

Sagen mod Eichmann var en skueproces

I Israel hyldede man de få oprørere, der forsøgte at bekæmpe nazisterne, men ignorerede stort set de utallige ofre fra koncentrationslejrene.

Det samme gjorde sig gældende i Tyskland, hvor for eksempel hele den juridiske stand havde arbejdet under Hitler, og som fortsatte med deres arbejde efter krigen, blot med nye retsregler.

Sagen mod Eichmann var en skueproces, der blev transmitteret til hele verden, men det var samtidig også en enestående mulighed for at lade ofrene for Holocaust komme til orde.

Gamle sår

Retssagen imod en gruppe af tidligere SS-mænd i Tyskland begyndte i Frankfurt i 1963, og dette blev et vendepunkt i tysk historie, på godt og ondt. Disse SS-folk havde det til fælles, at de alle havde arbejdet i koncentrationslejrene i Auschwitz-Birkenau.

Det er denne vanskelige proces, som miniserien ’Deutsches Haus’ handler om. Retssagen fik omfattende mediedækning i Tyskland, og det rev op i de gamle sår.  

Og serien gengiver denne svære tid særdeles fremragende med alle dens paradokser og umulige vinkler.

Vi følger en ung polsk-tysk kvinde, der lever sammen med sine forældre og søster, der driver en restaurant med navnet Deutsches Haus.

Både denne film og miniserien er seværdige

Ved et tilfælde bliver hun tolk i retssagen, og det forbløffende er, at hun aldrig har hørt om Auschwitz eller Holocaust.

For sådan var det rent faktisk. Enten var man ung og havde ingen viden om koncentrationslejrene og Holocaust, eller også var man gammel nok og havde viden om den dødsspiral, som Tyskland befandt sig i.

Man havde måske ovenikøbet deltaget i en af udryddelsesmaskinens mange led, men man talte ikke om det.

Tavshedens labyrint

Historien er også tidligere blevet skildret på film, blandt andet i den fremragende film, ’Tavshedens Labyrint’ fra 2014, instrueret af Giulio Ricciarelli.

Både denne film og miniserien er seværdige og man lærer forskellige vinkler på sagen bedre at kende.

Den franske teoretiker Pascal Bruckner har påstået, at Europa er den eneste kulturkreds, der har påtaget sig skyld for en forbrydelse af dette omfang, og at denne skyld netop gør en afgørende forskel. Men som ’Deutsches Haus’ viser så glimrende og eksplicit, var det ikke med folkets gode vilje.

Samtidig viste retssagen også, at mange slet ikke ønskede at angre

Men opgøret var nødvendigt og koncentrationslejre som Auschwitz-Birkenau, der i dag er mindesteder for de omfattende forbrydelser, er vægtige, fysiske manifestationer, der vidner om, at det faktisk fandt sted.

Retssagen i Frankfurt viste mange grimme sider af den tyske arv fra krigen, men den viste også, at selve retssystemet ikke var gearet til at straffe behørigt.

Nogle fik fængselsstraffe, mens andre gik fri. Meget af det handlede om teknikaliteter, hvor det var vanskeligt direkte at bevise, at den og den havde dræbt præcist den og den.

Samtidig viste retssagen også, at mange slet ikke ønskede at angre. Det var et chok for offentligheden.

Historien, der aldrig vil dø

Alle SS-mænd var en del af ødelæggelsesmaskinen, ligesom mange andre tyskere deltog på den ene eller anden facon. Læg hertil de polske og ukrainske arbejdere og soldater, der også deltog aktivt i massedrabene.

Det er som om, at denne historie aldrig vil dø, og selv i dag, debatteres håndteringen af mindesmærkerne og skyldsarven heftigt i alle landene.

Det er gruopvækkende og som sagt nærmest ubegribeligt

Det er som om, at vi aldrig bliver færdige med denne forbrydelse, der på så uendelig mange måder er ubegribelig, men ikke desto mindre sand.

Men det giver mening, at kulturen endnu producerer tekster, film og mindesmærker, når vi samtidig oplever at flere og flere betvivler, at det overhovedet har fundet sted.

Undgår blindgyde

Den næste store film i rækken af disse produkter er ’The Zone of Interest’, instrueret af Jonathan Glazer, der snart får premiere i Danmark. Den handler om SS-kommandant og øverste leder for Auschwitz-Birkenau, Rudolf Höss, som levede sammen med sin familie i en villa, lige uden for lejren.

Det er gruopvækkende og som sagt nærmest ubegribeligt.

Teorien er misvisende og farlig

Det helt særlige ved ’Deutsches Haus’ er især, at den ikke køber ind på filosoffen Hannah Arendts fortærskede teori om “ondskabens banalitet”, som hun fremførte i forbindelse med retssagen imod Eichmann i Jerusalem.

Teorien er misvisende og farlig, fordi den postulerer, at flertallet af morderne bare var funktionærer, der fulgte ordrer, nærmest uden passion eller ideologi, som bærende elementer.

Men man hverken bør eller kan tage ideologien ud af ligningen, for på den måde at reducere befolkningens reaktioner til rene banaliteter og medløberi.

Den blindgyde ender ’Deutsches Haus’ ikke i. Og heldigvis for det.

 

’Deutsches Haus’. Miniserie. Baseret på en roman af Annette Hess fra 2018. Produceret af Sabine de Marth. Fik premiere på Disney+ i dubbed version og med titlen: ’The Interpreter of Silence’, 15. november 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Uden sammenligning, men alligevel. Verden har overstået en såkaldt coronapandemi, hvor der blev uddelt milliarder af såkaldte vaccinestik. Anslået 17 mio mennesker er døde, ikke af sygdommen, men af vaccinerne, som ikke var vacciner i gammeldags forstand. Fabrikanterne af "vaccinerne" har tjent svimlende beløb, fx Pfizer over 1.000 milliarder dollars!
Men ingen vil vide af det. Man bliver beskyldt for at være konspirationsteoretiker.
Ingen vil undersøge sagen. Medierne medvirkede og holder nu kæft. Ingen skal have klinket noget. Ingen vil have ændret deres naive tro på at Mor Mette bragte os trygt gennem krisen.

Annonce