Det forslag til aftale om Europol, som EU-Kommissionen har præsenteret Danmark for, er ikke en parallelaftale. Det forklarede Justitsminister Søren Pape Poulsen her til formiddag på et møde i Folketingets Europaudvalg.

Særligt Enhedslisten og Dansk Folkeparti har de seneste dage turneret rundt med det budskab, at der er tale om en parallelaftale. Det beviser ifølge de to partier, at ja-partierne førte skræmmekampagne, da de forud for folkeafstemningen sidste år sagde, at det kunne blive vanskeligt at opnå en parallelaftale.

Enhedslistens ansatte og folkevalgte har blandt andet henvist til en artikel fra Folketingets EU-Oplysning, hvor det hedder, at ”En parallelaftale er en mellemstatslig aftale mellem EU og en medlemsstat om at deltage i en del af et overstatsligt samarbejde.”

Mellemstatslig aftale er ikke nødvendigvis parallelaftale
Men fordi en parallelaftale er en mellemstatslig aftale, så kan man altså ikke nødvendigvis konkludere, at en mellemstatslig aftale også er en parallelaftale. Her er indholdet det afgørende, og i tilfældet med Europol er der altså netop ikke tale om en parallelaftale: ”Det er ikke en parallelaftale. En parallelaftale ville være en-til-en. Det er det ikke. Men statsretligt har det samme karakter”, lød det fra justitsminister Søren Pape Poulsen.

Med det mener Justitsministeren, at aftalens juridiske status som mellemstatslig svarer til den status en parallelaftale ville have haft. Det afspejler sig også i et svar, Justitsministeriet tidligere har afgivet, og som ligeledes er blevet misforstået af EU-modstandere som en opbakning til synspunktet om, at der er tale om en parallelaftale: ”En aftale mellem Danmark og Europol er statsretligt en mellemfolkelig aftale, der i denne henseende har samme karakter som en parallelaftale mellem Danmark og EU".

Igen er det vigtigt at være opmærksom på detaljen: Det er kun i denne henseende, altså ved at være en mellemstatslig aftale, at aftalen har samme karakter som en parallelaftale. Derimod siger svaret altså ikke noget om, hvorvidt aftalen i andre henseender har samme karakter som en parallelaftale – eksempelvis i indholdet!

Parallelaftale skulle sikre fuldgyldigt medlemskab
Med begrebet parallelaftale har der indtil nu været ment en aftale, der ville sikre Danmark et medlemskab af Europol på mellemstatsligt niveau og på samme vilkår – altså parallelt – som det, der ville gælde, hvis vi havde stemt ’ja’ ved folkeafstemningen 3. december sidste år og var blevet en del af det overstatslige Europol-samarbejde.

Det har også været anerkendt af EU-modstanderne, og kom eksempelvis til udtryk i et debatindlæg fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt op til folkeafstemningen, hvor han udstikker en ”garanti for, at Danmark både før, under og efter den kommende folkeafstemning vil være fuldgyldige medlemmer af Europol.”. Det afgørende er her ordet ’fuldgyldige’. Det bliver Danmark som bekendt ikke med den nye Europolaftale.

"En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!", lød rationalet hos Holbergs Erasmus Montanus for snart 300 år siden. I dag er logikken altså, at fordi en parallelaftale er mellemstatslig, og fordi Europolaftalen er mellemstatslig, så må Europolaftalen være en parallelaftale. Men det bliver det jo altså ikke nødvendigvis mere rigtigt af.