I fredags fandt den mest mediedækkede begivenhed sted: Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident. Helt så stor interesse samlede der sig ikke om valget af ny formand for Europa-Parlamentet, der også fandt sted i sidste uge.

Den tidligere socialdemokratiske formand for parlamentet, Martin Schultz, er vendt tilbage til Tyskland for at gøre indenrigspolitisk karriere. I den forbindelse skulle der vælges ny formand, der skal beklæde formandsposten frem til næste Europa-parlamentsvalg i 2019.

Den nye formand blev den konservative kandidat, italieneren Antonio Tajani, der endte med at vinde afstemningen blandt parlamentets medlemmer.

Afgørelsen faldt først efter fire valgrunder, hvilket er noget mere dramatisk, end man er vant til i Europa-Parlamentet. Den fjerde og sidste valgrunde vandt Antonio Tajani med 351 stemmer over den socialdemokratiske kandidat, landsmanden Gianni Pittella, der fik 282 stemmer.

Overraskelsen, som bakkede ud
Kort før afstemningsdagen var der tre reelle kandidater til formandsposten: En socialdemokrat, en konservativ og en liberal. Den største overraskelse var den liberale kandidat, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt. Han annoncerede den 6. januar, at han stillede op som ny formand for parlamentet.

Guy Verhofstadt valgte imidlertid at trække sig lige op til afstemningen og kastede i stedet sin anbefaling efter den konservative kandidat. Det skete efter et noget bizart forløb, hvor Verhofstadt, der er formand for den liberale ALDE-gruppe (der rummer danske europaparlamentarikere fra både Venstre og De Radikale), blandt andet pønsede på at indlemme medlemmer fra den italienske Femstjernebevægelse, der for nylig har annonceret, at den vil trække sig ud af deres nuværende gruppe, hvor britiske UKIP sidder.

Manøvren skulle angiveligt have styrket Verhofstadts position forud for valget til formandsposten i Europa-Parlamentet. Men et flertal i ALDE, herunder Morten Løkkegaard (V), som er næstformand i gruppen, modsatte sig indlemmelsen af Femstjernebevægelsen i gruppen, og har udtalt, at han “har vanskeligt ved at forstå, hvad de vil. Der er centrale dele af det politiske spektrum, hvor de befinder sig stik modsat.”

Men Guy Verhofstadt endte altså med at trække sit kandidatur, og så var der kun de to “traditionelle” kandidater tilbage i den afgørende valgrunde: den konservative og den socialdemokratiske.

Kampvalg som anledning til politisk nytænkning?
Selv om formandsvalget i Europa-Parlamentet ikke tiltrak sig lige så stor opmærksomhed som Donald Trumps indsættelse (og de efterfølgende mærkværdigheder, der velfortjent har fyldt mediespalterne) er det dog værd at dvæle lidt ved valget.

Der har været tradition for, at formandsposten i parlamentet er gået på skift mellem den socialdemokratiske og den konservative gruppe; de to største grupper i parlamentet. Den tradition er altså blevet brudt ved det seneste kampvalg.

Hovedårsagen til kampvalget var, at den socialdemokratiske gruppe mente, at det ville give en skævvridning med borgerlige politikere i spidsen for både Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet på én gang. Derfor ville gruppen ikke uden videre overgive formandsposten til den konservative gruppe, selv om den stod for tur ifølge traditionen.

Slut med politisk våbenhvile
Skal man så begræde eller juble over denne nye kampvalgs-iver i Europa-Parlamentet?

Traditionen med at dele formandsposten har formentlig sikret en vis politisk stabilitet. Samtidig har aftalen formentlig også lagt en væsentlig dæmper på incitamentet for at udfordre den førte politik – fra både den socialdemokratiske og den konservative side af salen – når den anden gruppe har haft formandsposten.

Når “våbenhvilen” mellem de to største politiske grupper i Europa-Parlamentet nu er brudt, bliver der forhåbentlig bedre mulighed til at vise Europa-Parlamentet som reel (fløj)politisk kampplads i højere grad, end vi har været vant til. Det ville ikke skade den europapolitiske debat i medlemslandene.

Sabina Askholm Larsen er uddannet cand.mag. i retorik og arbejder til daglig på Danmarks Tekniske Universitet. Hun er desuden formand for politisk udvalg i Europabevægelsen.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.