Annonce

Dansk industri overhaler nabolande

Danmark har de sidste år haft højere vækst i produktiviteten end en række af vores nabolande. Men der er stadig store gevinster at hente ved at investere mere i uddannelse, lyder det fra Dansk Metal.  
De seneste år har vi hørt meget om, hvor sløjt det står til med produktiviteten i Danmark. Men nu viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at industriproduktiviteten i Danmark har de seneste 15 år er vokset mere end i vores nabolande. Med en vækst på 3,3 procent om året klarer Danmark sig bedre end blandt andet Sverige, Tyskland og Storbritannien.

De nye taler glæder fagforbundet Dansk Metal, som peger på, at den øgede produktivitet styrker de danske virksomheders konkurrenceevne og gør det muligt både at fastholde og udbygge antallet af industriarbejdspladser i Danmark:

”Ny teknologi og robotter i produktionen har uden tvivl været med til at øge produktiviteten. Det afspejler sig også ved en langt bedre konkurrenceevne i den danske industri. Et teknologisk produktionsapparat betyder, at der går færre lønkroner per produceret enhed, og det skærper konkurrencekraften. Det skal vi glæde os over, fordi det betyder, at vi kan opretholde en høj produktion i Danmark og skabe nye industriarbejdspladser”, udtaler cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Steg kraftigt efter finanskrisen
Produktiviteten måler, hvor meget værdi der skabes per arbejdstime. Produktiviteten kan for eksempel øges fordi medarbejderne bliver bedre uddannet, fordi produktionsapparatet udvides, fordi der sker teknologiske fremskridt eller fordi man finder ud af at organisere arbejdet mere effektivt.

Den danske produktivitetsvækst på 3,3 procent om året er en smule højere end vores svenske naboer og markant højere end lande som Tyskland, Storbritannien og Finland. Den gennemsnitlige tyske produktivitetstilvækst var eksempelvis kun på 2 procent om året fra 2001 til 2015.

Udviklingen har dog været noget ujævn. Den danske produktivitet lå faktisk i mange år, helt frem til finanskrisen, under de øvrige lande. Men særligt i årene 2009 til 2012 steg produktiviteten kraftigt. Det har derfor også bidraget til, at den danske konkurrenceevne er blevet styrket markant, siden finanskrisen ramte.

Metal: Behov for bedre uddannet arbejdsstyrke
Ifølge Danmarks Statistik kan omtrent halvdelen af den øgede produktivitet forklares ved, at de danske virksomheder har fået et større eller bedre produktionsapparat. En del af udviklingen kan desuden forklares gennem tekniske fremskridt. Derimod spiller uddannelse kun en begrænset rolle, faktisk halter Danmark her efter flere af vores nabolande.

”Det peger på, at der skal investeres mere i digitalisering, teknisk forskning og infrastruktur, hvis der skal sættes yderligere tryk på produktiviteten. Men det understreger også det helt oplagte behov for mere og bedre uddannelse af den danske arbejdsstyrke. Det er sammenhængen mellem den veluddannede medarbejder og den nyeste teknologi, der skaber fremskridtene”, lyder det fra Thomas Søby.

 


Flere artikler om emnet