Sidste gang, der var højkonjunktur, hed finansministrene Thor Pedersen og Lars Løkke Rasmussen. Og jeg skal da love for, at der blev delt gaver ud til højre og venstre - lige indtil festen var slut. I 2009 gik økonomien i stå, arbejdsløsheden steg og steg og bunden gik ud af de offentlige finanser.

Oprydning efter (forbrugs)festen
Uanset, hvad man mener om Helle Thorning, Bjarne Corydon og S-SF-R regeringen, var det et økonomisk morads, de overtog. Pengene var brugt på gaver og fest, der var investeret alt for lidt, og der var ikke nok penge i kassen til at gøre noget ved problemerne.

Pengene var brugt på gaver og fest, der var investeret alt for lidt, og der var ikke nok penge i kassen til at gøre noget ved problemerne.

Så spørgsmålet er, hvordan vi håndterer fremgangen denne gang. Om vi giver los og bare bruger løs eller benytter fremgangen til at fremtidssikre vores samfund. Hvis man spørger regeringen, er det skattelettelser, der skal til. Især til de rigeste. I sit baggrundsnotat skriver regeringen selv, at skattelettelserne vil gøre Danmark mere ulige. Men det med ulighed er ikke noget, der er værd at beskæftige sig med, mener vores økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll.

Virksomhederne skriger på arbejdskraft
I sin nyeste økonomiske redegørelse skriver regeringen, at det er op mod hver tredje virksomhed i byggeriet, der udpeger mangel på arbejdskraft som en produktionsbegrænsning. Man kan finde helt samme tendens i industrien og serviceerhvervene. Så tiden er til investeringer, der gør, at vi kan håndtere fremgangen og gøre det til en varig fremgang i stedet for en hurtig fest med efterfølgende tømmermænd.

Kort fortalt vil regeringen altså lette skatten for de rigeste for penge, den ikke har. Det er præcis det modsatte af, hvad der er brug for.

De 23 milliarder, regeringen vil bruge på skattelettelser, betyder, at der kommer underskud på finansloven. Regeringen regner selv med, at underskuddet på den faktiske saldo på 1,4 procent af BNP i 2017 og 1,2 procent af BNP i 2018. Vel at mærke forudsat, at de offentlige udgifter holdes i et finansministerielt jerngreb.

Kort fortalt vil regeringen altså lette skatten for de rigeste for penge, den ikke har. Det er præcis det modsatte af, hvad der er brug for.

Hvorfor investerer vi ikke i at uddanne fremtidens medarbejdere?
Det er ikke forbrug her og nu, men investeringer man har brug for, når økonomien er kommet op i gear. Investeringer, der for eksempel betyder, at vi ikke løber ind i flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Så hvorfor i alverden vælger regeringen at spare 500 millioner på erhvervsuddannelserne? I en situation, hvor virksomhederne skriger på uddannet arbejdskraft, og vi kan forudse en årrække, hvor det at kunne rekruttere medarbejdere med de rigtige kvalifikationer vil være den største begrænsning for vækst.

Ikke engang regeringens allierede i Dansk Industri og Dansk Erhverv er enige i, at det er en god ide at skære ned

Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner med, at vi kommer til at mangle mellem 44.000 og 70.000 faglærte i 2025 – om kun 8 år. Allerede i dag mangler vi SOSU-assistenter, viser en opgørelse lavet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Man skal heller ikke være blind for at se, at en højkonjunktur giver dem, der har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, en ny chance. Men det kræver selvfølgelig, at vi som samfund er villige til at investere i at give dem de kompetencer, der skal til.

Der er ingen andre end regeringen der forstår, hvorfor vi skærer ned i stedet for at investere på erhvervsuddannelserne. Ikke engang regeringens allierede i Dansk Industri og Dansk Erhverv er enige i, at det er en god ide at skære ned.

Hvorfor investerer vi ikke i sunde arbejdspladser?
Vi skal arbejde længere og længere. Mange af os kan først gå på pension, når vi er et godt stykke over 70. Det stiller krav til, at vi ikke bliver slidt ned – fysisk og psykisk – af et usundt arbejdsmiljø.

Det er så indlysende rigtigt, at der skal være nogen til at kontrollere arbejdsmiljøet på byggepladserne, i industrien og alle de andre steder, hvor en virksomhed kan være fristet til at slække på arbejdsmiljøet, når det går stærkt. At medarbejderne skal kunne ringe efter Arbejdstilsynet, når de oplever, at noget ikke er i orden. Det er bare ikke sikkert, at Arbejdstilsynet har tid til at komme. For igen bliver Arbejdstilsynet beskåret i sin bevilling. Hvis det står til regeringen, skal Arbejdstilsynet klare sig med en fjerdedel færre årsværk end i 2015.

I en tid, hvor hjulene kører hurtigere, og vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, burde vi investere i sunde arbejdspladser. Men regeringen gør præcis det modsatte.

Hvorfor investerer vi ikke i at udvikle vores samfund?
Det er ikke kun erhvervsuddannelserne og Arbejdstilsynet, der kræver investeringer. Vi er langt fra i mål med integrationen, selv om det er en opgave, alle kan se er påtrængende – af både menneskelige og samfundsøkonomiske årsager.

Regeringen har set sig blind på at give skattelettelser til de velstillede kernevælgere

Vi kunne også investere i skolerne. Eller i vores hospitaler, hvor alle – inklusiv sundhedsminister Ellen Trane Nørby – kan se, at det evindelige effektiviseringskrav på 2 procent må afskaffes, fordi det udsulter vores sundhedsvæsen.

Mulighederne for at lave fornuftige investeringer, der vil ruste vores samfund til fremtiden, er mange. Men regeringen har set sig blind på at give skattelettelser til de velstillede kernevælgere. Hvor er det dog ærgerligt. Vi får et dårligere samfund, og vi skubber en regning til nødvendige investeringer foran os.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.