Mere udenlandsk arbejdskraft, mere udenlandsk arbejdskraft, mere udenlandsk arbejdskraft.

Sangen er blevet sunget med tiltagende styrke fra Det Radikale Venstre og ud til Liberal Alliance. Senest har de to partiers ungdomsorganisationer i øvrigt meldt sig i koret af stemmer, der ønsker at lukke helt op for udenlandsk arbejdskraft.

Argumentet kender vi: Den bølgende højkonjunktur har presset arbejdsløsheden helt i bund, og derfor er der ikke flere hænder at komme efter. Manglen på kvalificeret arbejdskraft vokser, og virksomhederne klager deres nød. Vækst og velstand er på spil. Landet stander i våde. Det er nu eller aldrig!

Gammel vin på nye flasker

Som en anden Holger Danske forsøger den liberalistiske gruppering i dansk politik at give indtrykket af, at den i dette for vores land så vanskelige tider nu har trukket et helt nyt og ikke-ideologisk forslag op af hatten: Mere import af arbejdskraft.

Historien levner desværre ikke meget plads til deres manipulation

Problemet er, at historien desværre ikke levner meget plads til deres manipulation. Højrefløjen har til alle tider slået sig sammen med arbejdsgiverne i kravet om at åbne vores arbejdsmarked op for udenlandsk arbejdskraft. I 1970’erne var de uenige i Anker Jørgensens indvandringsstop, og så sent som i 2011 forsøgte Det Radikale Venstre at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Med tidligere arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq i spidsen foreslog partiet sammen med Det Konservative Folkeparti at sænke beløbsgrænsen fra 375.000 kr. til 250.000 kr. med følgende begrundelse: ”Mangel på kvalificeret arbejdskraft udefra koster faktisk arbejdspladser i Danmark, og det betyder, at vi går glip af vækst og velstand. Det har vi slet ikke råd til i den nuværende situation” (DR, 23. oktober 2011).

Vi har altså at gøre med gammel vin på nye flasker

Dengang lå arbejdsløsheden på over 7 procent, og Danmark var endnu ikke kommet ud af finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise. Dramatiske nedskæringer på velfærden var blevet gennemført, og Det Radikale Venstre havde lige svunget kniven over efterlønnen. Situationen for Danmark var en helt anden end i dag – men argumentet for mere udenlandsk arbejdskraft det samme. Vi har altså at gøre med gammel vin på nye flasker.

Et ideologisk pres på lønningerne

Det, der står tilbage, er, at højrefløjens og arbejdsgivernes ønske om mere udenlandsk arbejdskraft ikke bunder i at finde pragmatiske løsninger på aktuelle problemer, men om at gennemføre et ideologisk korstog mod løn- og arbejdsvilkårene på det danske arbejdsmarked.

Det Radikale Venstre & Co. ønsker en økonomisk politik baseret på udbudslogik i et Excel-ark. Jo mere udenlandsk arbejdskraft vi kan få ind i Danmark til en billig penge, jo større en dæmper lægger vi på den danske lønudvikling.

Det Radikale Venstre & Co. ønsker en økonomisk politik baseret på udbudslogik i et Excel-ark

Toppen kan altså få lov til at stikke af med alle de økonomiske gevinster, som produktiviteten og væksten fører med sig, alt imens faglærte og ufaglærte i bedste fald kan opleve, at deres løn ikke rokker sig ud af flækken.

Hvis det liberalistiske sammenrend oprigtigt interesserede sig for at sikre mere kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne, så skabte de en reel praktikpladsgaranti, udviklede en ambitiøs industripolitik, investerede i erhvervsskolerne og opkvalificerede de titusindvis af ufaglærte på vores arbejdsmarked. Men de leverer intet på noget af det.

Stop de radikale løntrykkere

Lad os stoppe det dybt ideologiske forsøg på at destabilisere vores arbejdsmarked – også på den lange bane. Lad os stoppe de radikale løntrykkere, som altid har forsøgt at skabe mere velstand i samfundet ved at bede faglærte og ufaglærte om at klappe i med deres krav om en større bid af de økonomiske gevinster.

Vi vil sikre et ordentligt og værdigt arbejdsliv for mennesker.