En vismand mener, at den gradvise udhuling af dagpengene kan få folk til at udfordre fleksibiliteten på arbejdsmarkedet.
Og så kan nye EU-regler betyde, at udlændinge skal have ret til dagpenge fra første arbejdsdag i Danmark.
God læselyst.
Hvert år stiger lønnen, men dagpengene bliver mindre værd. Et sted tipper balancen, så lønmodtagerne vil kræve en anden kompensation, vurderer overvismand:
“Der er en følelse i en del af befolkningen af, at dagpengene ikke er gode nok. Det kan vise sig i form af krav om længere opsigelsesvarsler. Men vi kan ikke sige, hvor balancen tipper,” siger Michael Svarer til Fagbladet 3F.
Overvismand og professor ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, har tidligere påpeget, at et forringet dagpengesystem kan få lønmodtagerne til at kræve højere økonomisk kompensation ved fyring eller længere opsigelsesvarsler. Det vil svække fleksibiliteten på arbejdsmarkedet.
Læs historien her.
Siden Uffe Elbæk og Alternativet stormede ind på Christiansborg ved folketingsvalget i 2015, har de cirka 30 ansatte i sekretariatet arbejdet uden overenskomst.
Men nu er Alternativets sekretariatschef Lykke Jensen og medarbejderne tæt på at være enige om en ny overenskomst, som snarest muligt sendes til HK, Dansk Journalistforbund og DJØF til godkendelse.
“Det er en alternativ overenskomst baseret på tillid. Jeg ser overenskomsten som et aftryk af og et spejl på vores politik” siger Lykke Jensen til Avisen.dk
Læs historien her.
EU-Parlamentet foreslår, at polakker, spaniere og rumænere skal kunne få understøttelse med det samme, hvis de flytter til Danmark.
Det er konsekvensen af en beslutning, som et flertal i EU-Parlamentet i Bruxelles har truffet tirsdag. Her vedtog parlamentet sin holdning til EU’s kommende forordning om social sikring.
Hos 3F frygter de for følgerne:
“Hvis man fremover kan modtage dagpenge efter kun én dags arbejde, bliver dagpengesystemet sat under pres,” siger Eva Obdrup, forretningsfører i 3F’s a-kasse.
Læs mere her.
Landets kommuner skal sikre støtte og pleje til hundredtusindvis flere ældre for færre penge. Det er konklusionen i Finansministeriets seneste opgørelse over udviklingen i de samlede bevillinger til kommunerne de seneste godt ti år.
Til trods for det forventer finansminister Kristian Jensen (V), at kommunerne fint kan levere samme velfærd næste år som for ti år siden. Det handler om både forbedret produktivitet og effektiviseringer i det offentlige, men også det, finansministeren kalder ’sund aldring’:
”Der er måske nok kommet flere ældre. Men de ældre er også sundere og dermed bedre i stand til at kunne klare sig uden hjælp fra det offentlige. Derfor mener jeg, at det helt klart er muligt at kunne levere en tilsvarende god service i dag, som man kunne i 2010,” siger Kristian Jensen.
Læs hele historien her.