Velkommen indenfor i forkontoret til de beskidte politiske beslutningers forkontor. Det er sådan vi bliver budt indenfor til filmen Vice, der lover at fortælle historien om Dick Cheney, historiens mest magtfulde amerikanske vicepræsident.

Den grå eminence bag George W. Bush, den sande shot-caller og Amerikas svar på vores egen Struensee.

Filmen er bygget op om den amerikanske talemåde: ’We’re putting the band together’.

Som en anden anden Elwood Blues, har instruktør og manuskriptforfatter, Adam McKay, nemlig fundet både skuespillere og virkemidler frem fra sit mesterværk af en politisk film ”The Big Short” om årsagerne til finanskrisen fra 2015.

Med Christian Bale i hovedrollen som Dick Cheney og Steve Carell som forsvarsminister Donald Rumsfeld er der lagt op til et brag af en film.

Og med intet mindre end 8 nomineringer til Oscaruddelingen, så er Vice da også allerede udråbt til en af årets hele store film. Men måske er der også er slået et alt for stort brød op.

Masser af satire, en smule biografi og et pift af gonzo

Historien om hvor dum og uselvstændig George W. Bush var i det Hvide Hus har vi hørt før og det samme gælder spekulationerne hvem der var den virkelig magt bag Bush.

Det er både overrumplende og underholdende, når det er bedst

Der er skrevet flere bøger om rådgiveren Karl Rove som hjernen bag Bush, men McKay udpeger altså Dick Cheney, som den der i virkeligheden traf beslutningerne.

Filmen er ikke biografisk, men bygger på udvalgte scener fra Dick Cheneys liv, som er tilsat en masser satire, Shakespeare-lignende dialog og ren gonzo-fortælling. Det er både overrumplende og underholdende, når det er bedst.

Vi følger Dick Cheney som ung dovenlas, der får skæld ud af kæresten, som den politiske uinteresserede praktikant, der arbejder sig op igennem Nixons administration, som familiefaderen, der sætter familien først (indtil han ikke gøre det mere), som den kyniske rådgiver, der ender i Det Hvide Hus og frem for alt som vicepræsidenten, der vil have al magt for sig selv.

Magten til at gøre præcis, som man ønskede

Dick Cheney er for mange det ubeskrevne blad, der kom som den erfarne Washington-insider og stille og roligt kastede sig glubsk over al tænkelig magt. En magt som har brugt til at forandre verdens gang i årti.

Mest interessant beskrives Cheneys fascination af ”The unitary executive theory”

Mest interessant beskrives Cheneys fascination af ”The unitary executive theory”, som en teori, der tilsiger at en præsident (i hvert fald med hjælp fra en vicepræsident som Cheney) kan overtage hele den lovgivende magt, hvilket betød at Dick Cheney fra det Hvide Hus sammen med sin makker (og gamle ven) Donald Rumsfeld fra Pentagon kunne kaste både USA og verden i krig.

Det gav dem efter terrorangrebet 11. september magten til at oprette fangelejren på Guantánamo, invadere både Afghanistan og Irak, hæve forsvarsudgifterne, og generelt smække sømmet i bund på alt hvad der handlede krigen om terror.

Andelen af tvivlsomme beslutninger var mange og det samme var antallet af Cheneys hjerteanfald som bliver gjort komiske.

Tragikomikken går igen filmen, hvilket også gælder den jagtulykke i 2006, hvor Dick Cheney skyder en 78-årig advokat i hovedet. En fuldstændigt absurd situation, der endte med at den forulempede efterfølgende rykkede offentligt ud og undskyldte overfor skytten og dennes familie.

Lette kalorier: Mindre information og mere underholdning

Filmen er et langt gys af dårlige beslutninger, der først bliver afløst af optimisme og begejstring, da volumenknappen bliver skruet i bund på den sejrsmusik, der fører Barack Obama ind i Det Hvide Hus, som en anden messias.

Hvis målet er at gøre biografgængerne klogere, så drukner det fuldstændigt i fordømmelse, berøringsangst og fraværet af empati

Der er således ingen tvivl om filmens antipatier og sympatier, hvilket givet også er forklaringen på de mange Oscar-indstillinger. I et stærkt opdelt USA bliver man vist belønnet for at bekræfte de eksisterende fordomme.

Det er muligvis angsten for at menneskeliggør Dick Cheney, der gør at vi aldrig kommer tættere på ham og aldrig får et seriøst bud på hans motiver. Vi lærer grundlæggende meget lidt nyt om tiden under og op til George W. Bushs præsidentperiode. Motiverne blafrer fortsat i vinden.

Hvorfor gjorde Cheney, Rumsfeld, Bush (som måbende statist) og deres andre kumpaner alle de skurkegerninger som filmen viser? Vi får ganske enkelt ikke noget, der minder om et svar eller et bud. Hvis målet er at gøre biografgængerne klogere, så drukner det fuldstændigt i fordømmelse, berøringsangst og fraværet af empati.

Det er sjovt og imponerende, men det er fandme ikke en Oscar værdigt

Derfor bliver filmen, i modsætning til The Big Short, også mere ’tainment’ end ’info’. Det er næsten 2,5 times politisk underholdning om en flok meget onde mennesker. Det er sjovt og imponerende, men det er fandme ikke en Oscar værdigt.