På Christiansborg fortsætter forhandlingerne om næste års finanslov og i Storbritannien fortsætter slgasmålet om Brexit. Velkommen til Nyhedsoverbliket Aktuelt.
Lykke Friis bliver ny direktør i Tænketanken Europa. Hun tiltræder stillingen 1. december.
”Europæisk politik har altid været min hjertesag. Jeg glæder mig til at bidrage til, at Tænketanken Europa bliver en endnu stærkere aktør i den danske europadebat. To af Danmarks hovedalliererede, USA og Storbritannien, vender i disse år ryggen til EU. Danmark har derfor mere end nogensinde brug for en saglig og nuanceret diskussion af, hvordan vi bedst muligt engagerer os i det europæiske samarbejde,” siger den nyslåede direktør i en pressemeddelelse.
49-årige Lykke Friis har siden august 2018 været korrespondent i Berlin for Berlingske.
Hun har tidligere blandt andet været prorektor for Københavns Universitet, klima-, energi- og ligestillingsminister og forskningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut.
Hun afløser Bjarke Møller, der stoppede tidligere i år.
Tænketanken Europa blev stiftet i 2014 af CO-industri og Dansk Industri med det formål at styrke den europapolitiske debat og politikudvikling i Danmark.
Læs mere her.
Tidligere politisk ordfører for Liberal Alliance Christina Egelund, der ikke blev genvalgt ved folketingetvalget, forlader partiet som hun synes er blevet for ”nationalkonservativt”.
”Den uenighed, det martrer de fleste borgerlige partier i disse år, findes også i LA. Splittelsen mellem den nationale strømning og den moderne liberale strømning er hverken ny eller unik for LA. Det er dog min opfattelse, at mens rummet til den moderne liberale strømning i LA bliver mindre og mindre, udvides det nationalkonservative tilsvarende. Og deri ligger årsagen til min beslutning om at forlade LA,” skriver hun på Facebook og forsætter:
”Jeg anerkender til fulde, at det er op til folketingsgruppen at sætte den politiske retning. Derfor må det også være sådan, at når retningen ift mit politiske kompas sættes for kraftigt i en konservativ retning, er det op til mig at drage konsekvensen i forhold til mit eget engagement i LA.”
I en kommentar siger partiets nye leder, Alex Vanopslagh:
"Christina Egelund har i dag meddelt, at hun forlader Liberal Alliance. Christina har gjort et stort arbejde for partiet i mange år. Jeg kan forstå, at Christina forlader os, fordi hun ikke synes, at LA er et rigtigt liberalt parti. Det er jeg ikke enig i,” skriver han på Facebook.
41-årige Christina Egelund kom overraskende for de fleste i folketinget i 2015, hvor hun slog Thyra Frank om partiets ene mandat i Nordjylland. Ved det seneste valg fik hun 2026 personlige stemmer.
Nye ansættelser i seks ministerier bliver mødt med kritik fra Christiansborgs borgerlige partier, der mener, at Socialdemokratiet forsøger at udskifte det ellers neutrale embedsværk med folk i røde partifarver.
Siden valget, hvor Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering blev erstattet af Mette Frederiksens, har otte ministerier ansat nye presse- og kommunikationschefer, og i seks af tilfældene har de nyansatte mere eller mindre tætte bånd til Socialdemokratiet eller har forbindelser til en nuværende minister, skriver Berlingske.
Det drejer sig blandt andet om de nye pressechefer i Skatteministeriet og Erhvervsministeriet, hvor de nyansatte tidligere har været på lønningslisten i Socialdemokratiet.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup mener, det hele er en plan udtænkt og effektueret af statsministerens stabschef Martin Rossen.
Samtlige seks ministerier afviser, at Socialdemokratiet, Statsministeriet eller de enkelte ministre har været involveret i ansættelserne af de seks embedsmænd.
Læs hele historien her.
Planen var at fortsætte årlige besparelser på studenterrådgivning, men mandag har regeringen skiftet kurs. Regeringen havde ellers lagt op til at fortsætte de årlige toprocentsnedskæringer på rådgivningen.
"Jeg har som minister besluttet, at indenfor rammen af mit ministerium, hvor Studenterrådgivningen ligger, prioriterer jeg, at de ikke skal spare næste år, siger forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Ritzau.
Hun begrunder den sløjfede besparelse med bekymring for et stigende antal unge, som enten mistrives, er ensomme og oplever stresssymptomer, mens de læser.
"Studenterrådgivningen er et sted, hvor man kan gå hen og tale med nogle, når man får det sådan. Derfor skal der ikke spares på deres arbejde," siger hun.
Studenterrådgivningen har behandling i tilknytning til videregående uddannelser i hele landet. Mere end 5200 studerende søgte sidste år hjælp i rådgivningen. Besparelsen blev i Information kritiseret af bl.a. de radikale og SF og herefter blev den hurtigt taget af bordet.
Læs hele historien her.
En rumænsk landbrugsmedarbejder har fået efterbetalt knap en kvart million kroner, efter at han blev snydt i løn hos en stor svineproducent i Jylland. Det er ikke første gang, at arbejdsgiveren har betalt for løndumping. Det skriver Fagbladet 3F.
Rumæneren har modtaget pengene som dækning for manglende betaling af løn, feriepenge og pension - efter at 3F har indgået forlig i en faglig sag med virksomheden Onsildgaard Produktion ApS i Hobro.
”Arbejdsgiverne har udnyttet vores rumænske medlem og spekuleret i hans uvidenhed om det danske arbejdsmarked. Rumæneren er et arbejdsomt menneske, der har ønsket at skabe sig en god tilværelse for sig selv og sin familie. Men da medlemmet gør opmærksom på, at han ikke får pension, fyrer arbejdsgiverne ham. Det er for dårligt,” siger Mette Thordahl, faglig sekretær hos 3F Mariager Fjord til fagbladet 3F.
Læs hele historien her.
I nat er der valg i Canada, hvor den politiske udgave af en krammebamse, Justin Trudeau, skal forsøge at blive genvalgt. Meningsmålingerne inden valget spår dødt løb mellem ham og den konservative oppositionsleder Andrew Scheer.
I de seneste fem målinger, som blev offentliggjort søndag, førte Trudeas liberale parti i de tre af dem, mens Scheers konservative førte i to. Begge partier ligger til lige omkring 32 procent af stemmerne, mens det socialdemokratiske New Democrat Party ligger til omkring 20.
Canadas valgsystem gør det dog noget kompliceret at forudsige udfaldet. Valget foregår nemlig ligesom i USA og Storbritannien som flertalsvalg i enkeltmandskredse, men i Canada er der fire-fem partier og det betyder at selv små udsving kan få afgørende betydning.
Valget bliver yderligere kompliceret af, at man har en fransk uafhængighedsparti, Bloc Québécois, som kun stiller op i provinsen Quebec.