Arbejdstilsynet har givet mange påbud om problemer med arbejdsmiljøet i firmaet
Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse sker efter gentagne påbud fra Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø, lyder det fra formand i 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, til Fagbladet 3F:
“Arbejdstilsynet har givet mange påbud om problemer med arbejdsmiljøet i firmaet. Det kan vi kun opfordre Menzies til at efterleve,” siger han.
3F og Menzies har torsdag været i fællesmøde om sagen, men Henrik Bay-Clausen kan ikke på nuværende tidspunkt fortælle om resultatet af mødet, fortæller han til Netavisen Pio.
De seneste tre år har Menzies i København Lufthavn fået syv påbud fra Arbejdstilsynet. Det skriver Fagbladet 3F.
Påbuddene har handlet om manglende tekniske hjælpemidler til de mange tunge løft, som portørerne hver dag foretager.
Senest har Menzies søgt om udsættelse af et påbud om “løft af bagage fra flyenes lastrum”, der skulle have været efterlevet pr. 1. maj 2019.
Vi følger alle regler og har en god dialog med Arbejdstilsynet
Trods udsættelsen mener direktør i Menzies, Michael Gammelgaard, at selskabet overholder de påbud, som de har fået af Arbejdstilsynet.
“Min og virksomhedens højeste prioritet er sikkerheden for vores gæster, kunder og medarbejdere. Vi skal overholde gældende lovgivning i forhold til Arbejdstilsyn og de påbud, som vi modtager. Vi følger alle regler og har en god dialog med Arbejdstilsynet,” skriver Michael Gammelgaard i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.
Henrik Bay-Clausen opfordrer bagageportørerne til at genoptage arbejdet:
“Uanset hvad skal den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse stoppe, så parterne kan få løst problemerne,” siger han.
Onsdag aften afskedigede Menzies tre personer, som reaktion på strejken
Onsdag aften afskedigede Menzies tre personer, som reaktion på strejken. Derudover blev en medarbejder hos Menzies for nyligt bortvist, efter at personen var blevet testet positiv for cannabis og kokain.
Arbejdsnedlæggelsen rammer især Norwegians, hvor ansatte i Menzies skubber flyene til start på landingsbanen og laster brændstof og kufferter ombord.
Københavns Lufthavn oplyser, at der er længere ventetid, når man skal have sin bagage ved ankomst, og at enkelte fly er forsinket.
De skal vente længere på at få udleveret deres bagage, og at bagagen ikke er med flyet
For nogle rejsende kan strejken betyde, at de kommer frem uden deres kuffert, fortæller lufthavnens pressechef, Kenni Leth:
“Passagerer oplever, at de skal vente længere på at komme af sted med deres fly, at de skal vente længere på at få udleveret deres bagage, og at bagagen ikke er med flyet,” siger han til Ekstra Bladet.