Måske skulle der tænkes MERE over hvorfor flere og flere springer ud foran toget. Og hvorfor flere og flere får
angstanfald og tynges ned af depression. Måske skulle der forskes MERE i MISTRIVSEL og sammenhæng mellem årsag og virkning. ADFÆRD skal ikke styres af PILLER. Flere og flere diagnoser løser ikke FAKTUM. At flere og flere VANTRIVES og FREMMEDGØRES. "Sættes af" og reduceres til "ingenting",som "tempobelastede". ER DET EN SYGDOM at kunne sige NEJ til ENSRETTEDE "tilbud" ? Hvori består det rigtige i at gøre mangel på livskvalitet til sygdom ? Så DET at være MENNESKE med naturlige reaktioner på "afmagt" bliver sygeliggjort ?

Når man samler DYR i store flokke på for lidt plads, udvikler dyrene STRESS relaterede symtomer. Det samme sker med mennesker. Når man trænger DYR op i en krog reagerer dyret på det med panik og angreb.
Der er ikke væsentlig forskel på dyr og menneskers adfærd.

ORDENTLIGE livsbetingelser for mennesket, ville nedbringe "behovet" for psykiatrien. Til det kan man tilføje ...HVEM kan SE ind i et andet menneske og sige klart HVAD det ER der foregår i det "kemianlæg"
alle hjerner er ? Har psykiatere PATENT på ånd ? Og bør de have det ?

Kære Ika!
Man kan af det, du skriver, fornemme, at du egentligt ikke ved så meget om psykisk sygdom. Vel kan der være ydre årsager, men andre mennesker kan have de samme problemer uden at blive psykisk syge. Jeg, som gennem et helt liv har været et tilfælde for psykiatrien, og som har megen erfaring med psykisk sygdom, både af egen erfaring, men også gennem utallige samtaler med medpatienter, ved, at det i rigtigt mange tilfælde foregår på de indre linier, men at de tilfælde, hvor patienter er udadreagerende, er dem, der får mest omtale, og som præger det billede, folk, som ingen viden om psykiatri har, har af psykatriske patienter. Det rammer høj som lav og har intet med intelligens at gøre. Der er i disse år bestræbelser på at skaffe viden om den genetiske baggrund for psykiske lidelser, men det billede, der tegner sig, er, at det er et meget stort antal gener, der er involverede, og at de bagvedliggende mekanismer på ingen måde er simple. Det ser ud til, at problemerne ligger i visse kombinationer af gener, som giver vanskelighederne, men vi er meget langt fra at have forstået den genetiske baggrund for psykisk sygdom. At der er en sådan, vil mange psykisk syge skrive under på, da der i mange tilfælde er tale om vanskeligheder, der har fulgt familier. Så der er i mange tilfælde system i galskaben. Men jeg må stærkt advare mod den opfattelse, at psykisk sygdom i almindelighed skulle være reaktiv. Psykisk sygdom er ikke et udtryk for at man knækker. Såkaldte nervesammenbrud er et gammelt begreb som kun dækker en meget lille del af de psykiatriske tilfælde. Men når det gælder oplysning om psykisk sygdom, ved jeg virkeligt ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har selv haf generaliseret angst, svær depression og schizofreni med stemmehøring gennem mange år, og jeg ville ikke have været så godt kørende, som jeg er i dag, hvis det ikke var for medicinen. Det er en virkelig gammel traver, den der med, at medicin er skadeligt osv., og hvor har der dog været mange tilfælde, hvor psykiatriske patienter, enten af egen drift eller tilskyndet af andre såkaldte klogeåger, som intet vidste om psykiatri, holdt op med at tage medicinen. Der er meget alvorlige, og i mange tilfælde livsreddende, grunde til, at psykiatriske patienter får medicin.

Avid Nielsen har tydeligvis sine fejl og mangler.

Nogle andre, ret upåagtede forhold i forbindelse med behandling af psykisk sygdom, synes jeg ikke skal stå uomtalte. Mange psykiatriske patienter oplever, når de bliver sat i medicinsk behandling, at der sker rent kropslige ændringer; muskelpanseret strammer op, og kuldefornemmelser i mange lemmer forsvinder, hår og negle begynder at gro meget hurtigere, og det generelle aktivitetsniveau stiger. Jeg har været ude for tilfælde, hvor vedkommende sagde, at vedkommende kunne fare vild i en telefonboks, i forbindelse med behandlingen pludseligt kunne finde vej i indviklede systemer af gader. Jeg selv har af og til givet udtryk for den opfattelse, at jeg blev dum af at være psykisk syg, og at behandlingen udvirkede, at jeg pludseligt kunne bruge min forstand. Så der er altså meget andet end det rent psykiske, det handler om, når man iværksætter medicinsk behandling af psykisk sygdom.

Det tror jeg nu ikke. Udlændinge er ikke overrepræsenterede på de psykiatriske afdelinger.

I debatten omkring psykiatrien bliver det store medicin forbrug, som ødelægger mange mennsker ikke nævnt som vigtigt. Der burde være større kontrol med hvad man fylder i folk. Af erfaring kender jeg et ungt menneske som efter 20 minutters udfyldning af et skema - hos en psykiater fik diagnosen Skizofreni. Ingen dybtgående samtale om, at den unge mands far lige var død. Denne unge mand som fik diagnosen som 16 årig er i dag 33 år, førtidspensionist og har i 15 år levet i et medicinhelvede, hvor et præparat skabte bivirkninger - som blev dulmet med et andet psykofarmaka osv. Han talte sjældent med en lægen, som blot var hurtig til at ordinere ny medicin. - Først gennem nedtrapning af al medicinen lever den nu voksne mand et helt normalt liv, hvor han har et ønskejob og er lykkelig for at "medicin tågerne er lettet" og han endelig har venner. Jeg har haft job i bofællesskab for psykisk belastede og har set mange blive nedbrudt og ikke opbygget af medicinal industriens "forgiftninger". At der er brug for medicin i et kort forløb kan være givende, men at "ligge låg" på folks virkelighed og det at kunne leve er en samfunds sygdom, som der burde være meget større opmærksomhed på. HUSK at læse bivirkninger, når der ordineres medicin til dig eller dine nærmeste !!! Disse kan være så voldsomme og mange, at de kan "overdøve" den fastlagte diagnose !!