Annonce

Bornholms borgmester stopper

Efter 11 år som borgmester på Bornholm skal Winnie Grosbøll fremover være direktør i Friluftsrådet.
Bornholms socialdemokratiske borgmester Winnie Grosbøll stopper. Hun skal i stedet være direktør i Friluftsrådet.

Det skriver hun på Facebook.

Winnie Grosbøll har været borgmester siden 1. januar 2010.

"Jeg har takket ja til et tilbud om at blive ny direktør for Friluftsrådet, der en privat paraplyorganisation, der samler 85 organisationer inden for natur, miljø og friluftsliv i Danmark. Et fantastisk spændende job, hvor jeg får mulighed for at arbejde med noget af det jeg synes er allersjovest; frivillige engagererede mennesker, foreninger der favner mange interesser, politik, lokale projekter, børn, unge, ældre og de mange oplevelser, som naturen giver os, og aldrig før har friluftsdagsordenen været så vigtigt," skriver hun i opdateringen og fortsætter:

"Det betyder jo så desværre også, at jeg vemodigt må forlade mit virke som borgmester på Bornholm med udgangen af december måned."

Winnie Grosbøll er især kendt som en af initiativtagerne til Folkemødet i Allinge

Winnie Grosbøll er især kendt som en af initiativtagerne til Folkemødet i Allinge, en begivenhed der årligt trækker titusinder af politisk interesserede til Nordbornholm.

I Friluftsrådet skal Winnie Grosbøll arbejde for at forbedre vilkårene for at dyrke friluftsliv i Danmark. Her byder formand Niels-Christian Levin Hansen den nye direktør velkommen.

”Vi har valgt en stærk kandidat, der har en solid forankring i Friluftsrådets værdier om at naturen skal være åben og at friluftsliv skal være for alle. Winni har desuden en baggrund, der giver nye og spændende perspektiver i Friluftsrådets politiske interessevaretagelse både nationalt og lokalt, hvor vilkårene for friluftsliv for alvor skal på dagsordenen de kommende år. Den udvikling er vi sikre på, at Winni Grosbøll er den helt rigtige til at varetage," skriver Friluftsrådet i en pressemeddelelse,

44-årige Winnie Grosbøll er uddannet gymnasielærer i historie og samfundsfag, og inden hun blev borgmester, arbejdede hun som sådan på Bornholms Gymnasium.

Veteran overtager posten

Det bliver den politiske veteran, 71-årige Thomas Thors, som kommer til at afløse Winni Grosbøll som borgmester.

"Først og fremmest vil jeg sige et stort tillykke til Winnie," siger Thomas Thors til TV2/Bornholm:

Jeg vil også gerne udtrykke min store beundring på den måde, som hun har været borgmester på i de seneste 11 år

"Jeg vil også gerne udtrykke min store beundring på den måde, som hun har været borgmester på i de seneste 11 år," fortsætter han.

Den garvede socialdemokrat, som nu afløser Winni Grosbøll, erkender at Winni  Grosbølls afgang bliver et tab for Bornholm. Thomas Thors regner ikke med at stille op som spidskandidat ved kommunalvalget næste år.

Thomas Thors var borgmester i Rønne Kommune fra 1996-2003 og for Bornholms Regionskommune fra 2003-2005.

 

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet