Torsten Gejl: Jeg har brug for en stærk makker på Christiansborg

Alternativet er kastet ud i en ny formandskamp efter Josephine Focks farvel. Folketingsmedlem takker nej til at kandidere og tidligere kandidat er i "tænkeboks"
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Torsten Gejl, politisk ordfører for Alternativet
Jagten går nu ind for at finde en afløser for Alternativets politiske leder, Josephine Fock, efter hun har trukket sig. Foreløbig står kun én ting klart: Alternativets enlige folketingsmedlem, Torsten Gejl, kandiderer ikke.

”Jeg forhandler, som vort eneste folketingsmedlem, i mange ministerier, ligesom vores politiske, og daglige, leder også har gjort det,” siger Torsten Gejl til Netavisen Pio.

”Hvis jeg skulle samle al magten på mine hænder, så ville det – af den grund – være uklogt. Så ville jeg både skulle tage mine egne forhandlinger, den politiske leders forhandlinger – og samtidig kunne nå i ud i landet og snakke med de menige medlemmer. I stedet har jeg brug for en stærk makker på Christiansborg, så vi kan nå det hele.”

Svært ved at samle

Josephine Fock offentligjorde lørdag en kortfattet meddelelse, hvor den nu tidligere politiske leder skriver, at ”det har været svært at samle partiet,” efter at hun i februar efterfulgte Uffe Elbæk på posten.

Et godt folketingsvalg, når det kommer

 

”Alternativet er mit hjerteblod, og jeg var selv med til at stifte partiet i 2013,” skriver Josephine Fock på Facebook. ”Derfor er det også vigtigt for mig, at partiet kommer godt videre og får et godt kommunal- og regionsrådsvalg næste år og et godt folketingsvalg, når det kommer.”

Derudover har hun ikke yderligere kommentarer til sin afgang.

placeholder

Hvilket Torsten Gejl heller ikke har.

”Jeg ønsker ikke at dykke ned i de gamle sager,” siger folketingsmedlemmet. ”Jeg kigger fremad.”

Holdt i 10 måneder

Det er således under et år siden, at Josephine Fock på et ekstraordinært landsmøde slog blandt andre Rasmus Nordqvist, der siden er skiftet til SF, i et kampvalg.

Valget af Josephine Fock faldt mildest talt ikke i folketingsgruppens smag, og i marts valgte fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer – heriblandt Uffe Elbæk – at forlade partiet og i stedet blive løsgængere. Siden har Alternativet derfor kun haft ét medlem af Folketinget, nemlig Torsten Gejl.

Nedsmeltningen var kulminationen på en lang række dårlige sager, som har martrede Alternativet, blandt andet en uholdbar festkultur, et dårligt arbejdsmiljø og en dårlig håndtering af en seksuel krænkelsessag.

Senest har den tidligere forperson for Alternativets hovedbestyrelse, Nilas Bay-Foged, kritiseret  Josephine Focks håndtering af netop sexkrænkelsessagen.

Kritikken kommer efter Josephine Fock i forbindelse med TV 2’s dokumentarfilm ”Partiernes skjulte overgreb" nok har lagt afstand til Alternativets håndtering af sagen med Mathilde Hougaard Boesen i 2015. Men Josephine Fock har samtidig henvist til, at hun – som partiets daværende gruppeformand - pressede på for, at krænkeren skulle afskediges.

En forklaring hverken Nilas Bay-Foged eller Mathilde Hougaard Boesen dog har kunnet genkende.

Københavnsk borgmester i kulissen

Alternativets hovedbestyrelse er for øjeblikket ved at undersøge, hvornår skal der afholdes ekstraordinært landsmøde - og hvornår der skal være deadline for at stille op som kandidat.

I kulissen lurer Alternativets borgmester for kultur og fritid i København, Franciska Rosenkilde, der – modsat Torsten Gejl – ikke har villet afvise, at hun kan finde på at gå efter posten som politisk leder.

Ved det seneste valg stillede i alt seks op til posten herunder Rasmus Foged, regionsmedlem af Region Midtjylland. I dag er Rasmus Foged gået i "tænkeboks".

Jeg skal lige tænke over det

"Josephine Focks afgang er jo kommet pludselig," siger Rasmus Foged til Netavisen Pio. "Så jeg skal lige tænke over det og snakke med nogle mennesker, og så afhænger det jo også af, hvem der ellers stiller op."

I den seneste meningsmåling fortsætter Alternativet tilbagegangen. Partiet ville kun få 0,4 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen. Hvilket er 2,6 procent færre end ved folketingsvalget i 2019.

Udover det enlige folketingsmedlem har Alternativet 11 medlemmer af byråd i otte kommuner samt to regionsrådsmedlemmer.

Frie Grønne

Uffe Elbæk og to andre af de tidligere folketingsmedlemmer fra Alternativet, nemlig Sikandar Siddique og Susanne Zimmer, præsenterede i september partiet Frie Grønne.

Udover Frie Grønne konkurrerer også Veganerpartiet i dag om de grønne stemmer, hvilket har skabt frygt for, om der ved det kommende folketingsvalg virkelig vil være plads til tre grønne partier. Eller om de vil kannibalisere hinanden med stemmespild som resultatet.

På spørgsmål om man kan forestille sig, at Alternativet – efter Josephine Focks farvel – igen finder sammen med dem, som forlod partiet i protest mod netop hende, svarer Torsten Gejl:

 ”Det vil jeg overhovedet ikke udtale mig om”.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce