Medlemsgoder er en fair og farbar vej for fagbevægelsen

Det er ikke retfærdigt, at man kan nyde godt at overenskomstsystemet uden at betale for det, mener formand for HK Privat Sydjylland.
Foto: HK Privat Sydjylland
Dan Kirkel, formand HK Privat Sydjylland
Jeg har gjort mig selv til bannerfører for medlemsgoder i overenskomsterne. Det har jeg af to grunde.

Den første grund er, at jeg mener, det kan være med til at redde den danske model, som er alvorligt truet på sin eksistens.

Den anden grund er, at jeg finder den nuværende praksis dybt uretfærdig og gerne vil rette op på det.

Sparer penge og får goderne alligevel

Overenskomster er kernen i den danske model. 4 ud af 5 danske lønmodtagere er dækket af en overenskomst, som sikrer dem ferie, pension, uddannelse og en masse andre goder.

Men det er ikke gratis at lave overenskomster. De fagforeninger, der forhandler overenskomsterne med arbejdsgiverne, har en masse udgifter forbundet med det.

De udgifter er der kun fagforeningernes medlemmer til at betale. Og det er her, uretfærdigheden opstår.

Lad os for eksempel sige, at vi har en arbejdsplads med 10 medarbejdere. 5 er medlem af HK, 3 er medlem af gule fagforretninger og 2 er slet ikke medlem af noget.

De 5 HK-medlemmer alene betaler for, at der bliver forhandlet og udarbejdet overenskomster til gavn for alle kolleger.

Ingen af de resterende bidrager overhovedet, men kan blot hygge sig med de penge, de sparer ved enten slet ikke at være organiserede, eller ved at stå i en gul fagforretning, der kan tilbyde discountpris, fordi den ikke har udgifter til at udarbejde overenskomster.

Det er uretfærdigt. Og det er ikke bæredygtigt. Flere og flere medlemmer forlader nemlig de overenskomstbærende fagforeninger.

Formentlig fordi det går op for dem, at de kan spare pengene og alligevel få goderne. Smart.

Der skal være kontante fordele ved at være én af dem, der gennem fagforeningsmedlemskab sørger for, at der bliver udarbejdet overenskomster.

Det er derfor, vi skal have medlemsgoder ind i overenskomsterne. Der skal være kontante fordele ved at være én af dem, der gennem fagforeningsmedlemskab sørger for, at der bliver udarbejdet overenskomster.

Og det er slet ikke så svært, som mange gerne vil gøre det til.

Sådan kan en fondsløsning se ud

Jeg forestiller mig, at man i overenskomsterne opretter en fond. Vi kan kalde den ”Fonden til bevarelse af den danske model”.

Ved enhver forhandling eller genforhandling af en overenskomst, er der en pulje af penge, som skal fordeles blandt medarbejderne. De penge kan gå til pension, fridage eller andet godt.

Jeg foreslår, at man tager en del af denne pulje, og sætter pengene ind på føromtalte fond.

Pengene fra fonden skal gå til goder til medlemmer af den fagforening, der har tegnet overenskomsten. I det tidligere eksempel skal pengene fra fonden således deles mellem de 5 HK-medlemmer, mens resten af kollegerne må undvære.

Det er kun fair. De andre sparer jo udgifterne til en overenskomstbærende fagforening.

Og arbejdsgiverne? Det kan være hip som hap for dem.

Når jeg taler om medlemsgoder i overenskomster, møder jeg tit folk, der indvender, at arbejdsgiverne så vil undlade at ansætte medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger.

Den pulje, der afsættes i overenskomsten, vil nemlig have samme størrelse uanset, om der er 5, 10 eller 100 til at dele den.

Men det har de ingen grund til. Den pulje, der afsættes i overenskomsten, vil nemlig have samme størrelse uanset, om der er 5, 10 eller 100 til at dele den. Størrelsen vil beregnes ud fra medarbejderstabens størrelse og lønniveauet.

Arbejdsgiverne vil slet ikke få indsigt i, hvem der får del i puljen. Det klarer fagforeningen. Således behøver man heller ikke at fortælle sin arbejdsgiver, hvor man er organiseret, hvis man ikke har lyst.

Medlemsgoder bør være landsdækkende 

Medlemsgoder dukker for tiden op i en del lokale overenskomster. Nogle steder har det så stor effekt, at den overenskomstbærende fagforening pludselig fordobler sit medlemstal på virksomheden. For nu har folk fået et håndfast incitament til at melde sig ind.

Jeg ønsker, at medlemsgoderne breder sig fra de lokale overenskomster til de landsdækkende.

Her vil de gule forretninger muligvis råbe op om frit fagforeningsvalg. Det vil der stadig være. Og Højesteret har for længst afgjort, at medlemsgoder i overenskomsterne er helt lovligt i relation til reglerne om eksklusivaftaler.

Vi bliver alle nødt til at erkende, at som tingene kører nu, så bliver den danske model svagere og svagere, fordi der bliver færre og færre medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger.

Det rammer alle lønmodtagere. Også dem, der er uorganiserede eller medlemmer af gule foreninger. Det er ganske enkelt ikke i vores fælles interesse.

Over 4000 mennesker har meldt sig ind i Facebook-gruppen ”Medlemmernes overenskomst”, der kæmper for at sætte medlemsgoder på dagsordenen. Jeg har selv været med til at stifte gruppen.

Vi holder stormøde om emnet i Forum Horsens d. 13. april kl. 10.30. Jeg er selv blandt arrangørerne.

Jeg opfordrer på det kraftigste til, at alle, der bekymrer sig om lønmodtageres vilkår, overvejer medlemsgoder som en realistisk og retfærdig mulighed.

Formand for HK Privat Sydjylland Dan Kirkel


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Lyder fint i mine ører. Arbejdsgiveren har netop ikke krav på at få at vide, om man er medlem det ene eller andet sted, hverken ved ansættelsen eller senere.

En for alle, alle for en.

I NATO forpligter medlemslandene sig på at hjælpe hinanden i tilfælde af krig. Mange kender uden tvivl artikel 5. I folkemunde kendt som NATOs musketéred. Hvis et land bliver angrebet, kommer resten af alliancen til undsætning.

En vis hr. Trump taler om gule medlemslande og lande der knap nok er medlem!

En for alle, alle for en!

De bredeste skuldre må bære det tungeste læs!

Super Bowl.

De fans, som gerne vil ind og se dette års Super Bowl, skal være forberedt på at smide de store summer efter en billet, hvis de ikke allerede har gjort det.

Ved billetudbyderen, HelloTicket, skal man på dagen, hvor kampen bliver spillet, betale 7.600 dollars for en enkelt billet. Dette svarer til i omegnen af 52.000 danske kroner.

Ifølge Trumpf er det slut med de “gule” NATO lande!

Betal hvad medlemskabet koster 2% af BNP!

Ellers:

Vi bliver alle nødt til at erkende, at som tingene kører nu, så bliver den danske model svagere og svagere, fordi der bliver færre og færre medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger.

Og NATO bliver svagere og svagere!

Putin og milliardærerne vinder!

Make the unions great again!

Hr. Trumpf ville elske oplægget:

“Det er kun fair. De andre sparer jo udgifterne til en overenskomstbærende fagforening.”

De Nordatlandiske landes fagforening imod krig og ødelæggelse og besættelser.

En fair og farbar vej!

Det starter alt sammen i din egen fagforening!

En for alle, alle for en!

Make America great again!

I USA lever 38 millioner i fattigdom, hvilket er én ud af ni voksne og ét ud af otte børn, og ud af disse børn er over en million skolebørn hjemløse, bor på moteller, i biler, på herberger eller i forladte bygninger. I 2020 levede 18 millioner i 'dyb fattigdom'.

Annonce

Annonce