Annonce

Ny magtfuld spiller i fagbevægelsen vil gøre op med tiltagende forråelse af byggebranchen

Fagbevægelsen skal blive bedre til at samarbejde med højrefløjen og arbejdsgiverne, hvis man vil se resultater, mener ny direktør i lobbyorganisationen BAT-kartellet, Søren Sand Kirk.
Foto: NNF
Søren Sand Kirk, direktør, BAT-kartellet
Det handler om at få mest mulig politik igennem. Og det gør man bedst, hvis man samarbejder bredt.

Sådan lyder det fra Søren Sand Kirk, der fra 1. marts kan kalde sig direktør for BAT-kartellet - en sammenslutning af syv fagforbund inden for byggebranchen, der påvirker politikere, embedsværk og andre organisationer til bygningsarbejdernes fordel.

Han har øjnene stift rettet mod, hvad han anser som sin vigtigste opgave som BAT-direktør: At gøre op med den stigende forråelse af byggebranchen, der er sket i kølvandet på tilstrømningen af øget udenlandsk arbejdskraft til branchen.

Og hvis det skal lykkes, skal man turde tænke nyt og tænke i utraditionelle samarbejdspartnere, mener han.

Flere udlændinge på danske byggepladser

Søren Sand Kirk har lånt sin formands kontor i dagens anledning. Netavisen Pio møder ham i NNF’s hovedkontor på Sydhavnen kort før hans tiltrædelse i BAT-kartellet til en samtale om byggebranchen anno 2024.

I bogreolen står et eksemplar af den velkendte røde Arbejdersangbogen og Kaare Dybvads bog ‘Arbejdets Land’ og vidner om, at den tætte forbindelse mellem venstrefløjen og fagbevægelsen stadig fylder meget.

Men byggebranchen står overfor så alvorlige problemer, at det ikke er nok kun at have fokus på den ene fløj, når man vil skabe forandring, mener Sand Kirk.

“I løbet af de seneste 10-15 år er antallet af udlændinge på danske byggepladser fordoblet. Det er klart, at de er svære at organisere og komme ind på livet af alene på baggrund af sprogbarrierer. Det er ikke altid, de snakker engelsk. De snakker i hvert fald ikke dansk,” siger Søren Sand Kirk til Netavisen Pio.  

“Det er en udfordring, når man skal organisere folk og skabe tillid,” tilføjer han.

Mafia-tilstande på danske byggepladser

Han henviser til en rapport, som Aalborg Universitet har lavet, hvor det dokumenteres at migrantarbejdere bliver presset til at udføre arbejdet hurtigere end andre på arbejdspladsen og har dårlige lønvilkår:  

“Det er også de grupper, som får det farlige arbejde. De får det tungeste arbejde og det mest nedslidende arbejde. Så man får et A- og B-hold på arbejdsmarkedet i den danske byggebranche,” siger Sand Kirk og tilføjer: 

“Det er enormt råt og hårdt”.

Det er enormt råt og hårdt

I visse tilfælde er det endda gået så vidt, at den italienske mafia har huseret på danske byggepladser. Ifølge Sand Kirk har der været sager, hvor bygningsarbejdere har meldt sig ind i en fagforening for efterfølgende at opleve, at deres familier hjemme på Sicilien er blevet kontaktet af mafiaen.  

“I dansk kontekst er det helt vildt, men det er sådan, det foregår. Det er godt nok råt,” siger Søren Sand Kirk.

Derudover nævner Sand Kirk alle de mere almindelige tilfælde på udnyttelse, hvor bygningsarbejdere “kun” oplever at arbejde flere timer, end de bliver betalt for, og hvor der “bliver fusket med deres lønudbetaling”.

Venstre- og højrefløj

Løsningen på byggebranchens problemer er ifølge Sand Kirk en blanding af højere bøder for grov arbejdskriminalitet, hårdere sanktioner og mere kontrol af arbejdsforholdene sammen med samarbejde og frivillige aftaler med velorganiserede arbejdsgivere.

Men hvordan opnår man det? 

Udover hvad Sand Kirk betegner som “godt gammeldags fagforeningsarbejde” - altså at komme ud på byggepladserne og organisere folk - så skal lobby-strategien skifte gear, mener han.

Arbejdsgiver og højrefløjen skal være en af de centrale samarbejdspartnere for at opnå politiske resultater.

Søren Sand Kirk understreger flere gange i interviewet, at det ikke er et enten-eller, når det kommer til at samarbejde med venstrefløjen og højrefløjen. Det er både-og, lyder det bestemt.

Men det er i forhold til samarbejdet med arbejdsgiver og højrefløjen, at skoen trykker i forhold til fagbevægelsens lobbyarbejde.

“Man er kommet langt på mange områder. Man er kommet langt med arbejdsklausuler, hvor man på store offentlige byggepladser for eksempelvis oftest har krav om, at der skal være lærlinge, der skal være ordnede forhold, man skal ikke underbetale arbejdskraft og så videre,” siger Søren Sand Kirk og tilføjer:

det man kan blive bedre til er at lave alliancer med erhvervsorganisationerne

“Men det man kan blive bedre til er at lave alliancer med erhvervsorganisationerne. Altså arbejdsgiver - og brancheorganisationer. Det har man gjort med succes, men man kan blive endnu bedre til det”.

Et godt samarbejde med DF gav resultater 

Andet ben i strategien handler om at bevæge sig bredere rundt i det politiske spektrum.

“En anden ting, man skal blive bedre til i fagbevægelsen, er at snakke med blå blok. Fagbevægelsen har traditionelt været bedre til at snakke med rød blok. Det skal vi selvfølgelig fortsætte med. Men man må erkende, at politiske resultater bliver skabt henover midten,” siger Søren Sand Kirk.

Et eksempel på et godt samarbejde henover midten er at finde i den såkaldte Arne-pension.

“For eksempel kunne tidlig pension ikke være blevet skabt uden Dansk Folkeparti,” siger Sand Kirk, der fortæller, at forslaget oprindeligt blev født i Fødevareforbundet NNF, hvor han har arbejdet de seneste 5 år.

Her satsede man hårdt på at skabe et samarbejde med blandt andre Dansk Folkeparti for at få forslaget gennemført.

Og det kan man tage ved lære af, mener han.

“Fagbevægelsen har mange samarbejdsflader og bekymringer til fælles med partier som Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti og i virkeligheden også Venstre og Konservative, som grundlæggende er tilhængere af den danske model og ordnede forhold,” siger Søren Sand Kirk.

Hvad er BAT-kartellet?

  

Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT) er en faglig samarbejdsorganisation for 7 forbund, der alle er med i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Forbundene er følgende:

  • 3F
  • Malerforbundet
  • Blik- og Rørarbejderforbundet
  • Dansk El-Forbund
  • Dansk Metal
  • HK/Privat
  • Teknisk Landsforbund

Forbundenes medlemmer, som er beskæftiget i bygge- og anlægssektoren, er tilmeldt BAT-samarbejdet, svarende til ca. 90.000 medlemmer.

Opdateret 2.3 med boks om BAT-kartellet.
Opdateret d. 4.3 hvor "arbejdstager" er rettet til "arbejdsgiver" i sætningen om centrale samarbejdspartnere.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet