Karsten Høgild, direktør i Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), hæver her i Netavisen Pio stemmen i indignation over, at lønmodtagere – også dem uden for 3F's fold – via skatten bidrager til fagbevægelsens kasse.

Anledningen er de 15 millioner kroner som parterne bag OK24-forhandlingere, er blevet enige om at bruge på udvikling af den danske aftalemodel. Og som altså ikke kommer KA til gavn.

Høgilds argumentation har på overfladen appel til dem, der hylder det frie valg og individets ret til selv at bestemme over egne penge.

Men den facade af frihedsretorik krakelerer ved nærmere eftersyn, særligt når man husker på, hvad der er forretningsmodellen bag de kristelige arbejdsmarkedsorganisationer som Krifa og KA.

Lever fedt af andres arbejde

Her lever man nemlig fedt på at tilbyde lønmodtagere og arbejdsgivere den tryghed, der er i at være organiseret, samtidig med at man reelt ikke bidrager til det, som er selve grundlaget for den danske model: nemlig overenskomsterne.

For at forstå den dybere ironi i KA's argumenter er det vigtigt at skelne mellem de såkaldte 'gule fagforeninger' og de traditionelle fagforeninger, som 3F.

Hvem betaler i sidste ende prisen for arbejdsmarkedets fred og velstand?

For sagen er, at de gule foreninger, under dække af at tilbyde en alternativ foreningsmodel, i virkeligheden snylter på de resultater, som deres mere kampberedte kollegaer har opnået.

Det er et økosystem af arbejdsmarkedets relationer, hvor de gule fagforeninger lever i bedste velgående takket være det arbejde, de selv hverken vil eller kan udføre.

Overenskomster gavner os alle sammen

I stedet for at brokke sig over dem, der tager ansvaret på sig, så skulle Høgild hellere stille spørgsmålet: Hvem betaler i sidste ende prisen for arbejdsmarkedets fred og velstand? 

Det gør vi alle sammen.

Når staten vælger at støtte infrastrukturen bag den danske model, er det en anerkendelse af, at kollektive overenskomster, retfærdige arbejdsvilkår og en stabil arbejdsmarkedsmodel ikke blot gavner medlemmerne af en specifik fagforening, men samfundet som helhed.

Når Høgild og KA raser mod 3F, overser de en vigtig pointe

Den danske model – rost og beundret langt ud over landets grænser – hviler på en grundsten af solidaritet og fælles ansvar.

Modellen er ikke en statisk størrelse, men et dynamisk resultat af årtiers forhandlinger, konflikter og kompromisser.

Saver i den gren, de selv nasser på

Når Høgild og KA raser mod 3F, overser de en vigtig pointe: uden den kollektive indsats og de udgifter, som arbejdsmarkedets parter tager på sig, ville arbejdsmarkedet være et mere utrygt og uretfærdigt sted.

Til gengæld er det ikke kun 3F's eller DA's medlemmer, der betaler prisen for KA's fripas

Så lad os være klar i spyttet: Karsten Høgilds kritik rammer ved siden af. Den ignorerer den værdi, som fagbevægelsen – 3F inklusive – skaber for alle danskere, uanset om de er medlem af en fagforening eller ej.

Værdier som Høgild selv forstår at lukrere på, uden at bidrage til festen, men her saver han i den gren, han selv nasser på.

Til gengæld er det ikke kun 3F's eller DA's medlemmer, der betaler prisen for KA's fripas på arbejdsmarkedet; det er os alle sammen.