Annonce

Formand langer ud: En DI-direktør har ikke mere ret til at gå tidligt på pension end en 3F’er

Det er ejendommeligt, at DI den ene dag kan stå og udskamme tidlig pension og en lavere pensionsalder og den næste sende deres vicedirektør på pension som 63-årig
Foto: 3F Vejle
Martin Jensen, formand for 3F Vejle
Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen, da jeg i Ekstra Bladet kunne læse, at Dansk Industri (DI) nu sender deres vicedirektør på tidlig pension til næste år.

Altså DI, som bakker op om at skære i tilbagetrækningsmulighederne for de almene lønmodtagere.

DI, som meldte sig i koret af kritikere, der kaldte det en bombe under velfærdsstaten og pensionspopulisme, da Mette Frederiksen (S) forleden åbnede for at lempe på den automatiske stigning i pensionsalderen.

De kaldte meldingen for dybt uansvarlig, fordi vi mangler arbejdskraft.

3F’erne skal lænkes til samlebåndet

At DI få dage senere uden nogen kommentarer sender en topdirektør på tidlig pension, viser blot, hvor kolde og kyniske de er overfor jævne lønmodtagere, som står op og knokler med hårdt fysisk arbejde.

Man må forstå, at en stilling i toppen af dansk erhvervsliv med bløde lænestole, frugtordninger og bonusser, det slider så meget på krop og sind, så man må trække sig inden man bliver 64 år.

Og 3F’erne, de skal knokle. De skal slide, og de skal slæbe og hvis de bare overvejer at trække sig inden de bliver 67 år, står DI klar med pisken. For der er mangel på arbejdskraft.

Men topcheferne i deres isblå jakkesæt, de er fredet

3F’erne skal lænkes til samlebåndet. Og de må først forlade arbejdsmarkedet, når det sidste pilleglas med smertestillende er tømt og der er kommet en ny fancy robot, der kan arbejde i døgndrift.

Men topcheferne i deres isblå jakkesæt, de er fredet. For de har fuldfede pensioner og aktieporteføljer, så de udgør ikke nogen trussel for sammenhængskraften eller den manglende arbejdskraft, når de stempler ud af arbejdsmarkedet som 60-årige.

Hamrende usolidarisk

Jeg bliver simpelthen så harm over det hykleri og den dobbeltmoral. At man kan få sig selv til at tvinge andre, der har arbejdet og bidraget til velfærdsstaten fra en ung alder, til at blive på arbejdsmarkedet til de er slidt i stykker.

DI skylder at sende en undskyldning til de hårdt arbejdende lønmodtagere

Det er tarveligt, og hamrende usolidarisk.

3F’s medlemmer har lige så meget ret til at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet og nyde deres otium, som topcheferne i DI og andre erhvervsorganisationer.

DI skylder at sende en undskyldning til de hårdt arbejdende lønmodtagere, der har bidraget til velfærdsstaten og væksten i danske virksomheder lang tid før deres topdirektører kom ud på arbejdsmarkedet.

Formand for 3F Vejle.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Men hvorfor skal politikerne have en kæmpe løn og unaturlig høj pension, imens de fattige blir behandlet ad helvede til?
Socialdemokratiske klasseforrædere!

De rige drikker dyrere vine end de fattige, de kører i dyrere biler end de fattige, de bor på flere kvadratmeter end de fattige, de har flere penge end de fattige, de har bedre pensionsvilkår end de fattige osv osv.
Hvordan kan det dog blive ved med at komme bag på nogen?

Folkepensionsalderen bliver i de moderne tider styret af statistikker over den gennemsnitlige levealder i den danske befolkning. Ifølge den statistik lever kvinder hele 4 år længere end mænd. Det må som konsekvens have, at kvinder skal arbejde 4 år længere end mænd for at nå folkepensionsalderen. Og da kvinderne fortrinsvis arbejder inden for de store omsorgsområder som SOSU, sygeplejesker, pædagoger og lærer, hvor der er stor mangel på arbejdskraft, løser de en stor del af de fremtidige udfordringer.

Så 4 år mere. For kvinder på arbejdsmarkedet. Det siger de retningsgivende statistikker.

Jeg har ikke noget imod at nogen mennesker i vores samfund er rigere end andre og ej heller at nogen kan gå på pension før tid. Når det så er sagt handler det om hvad det er for et samfund vi gerne vil leve i og om vi ønsker ulighed i vores kerne velfærd, herunder pension. Jeg syntes det er alt for skævt, at man kan gå på en tidlig og nok os en forholdsvis høj pension, når der er mennesker der har arbejdet i mange år og har betalt deres skat med glæde, ikke har de samme muligheder for at kunne på pension før de når en alder på ca. 70 og som jo er stigende i relation til velfærds-forliget fra 2006. Den kommende generation, kan jo se frem til en pensionsalder på 77, det er klart noget der bør have politiks fokus.
Det er helt ok at nogen i vores samfund kan få en højere pension end andre, da de selv har sparet op, men i forhold til hvornår man kan gå på pension, må der være lige adgang, ligesom der burde være mere lige adgang til sundheds-ydelser.
Det der mangler i vores samfund idag, er begrebet "solidaritet" som er udvisket for mange år siden! Idag er det liberalismens mantra "enhver er sin egen lykkes smed" der gennemsyrer vores samfund, men det vil jo kræve, at vi alle fødes med den samme størrelse jern at smede med, så den er ikke rigtig gangbar.
Og så lige til sidst! Velfærd er ikke kun lig med velstand, solidaritet, foreningslivs muligheder, hvordan vi taler til hinanden osv. er også velstand, herunder lighed i pensionsalder og som sagt lighed i sundhed.