Annonce

Det er jo knækprosa - bare uden knækket. Christina Hesselholdt har skrevet endnu en roman

‘Gennem et filter af rødt’ er en stilsikker og velskrevet roman, som dog desværre sidder fast i 90'erne
Foto: Vinter Forlag.
Christina Hesselholdt har skrevet en ny og stilsikker roman
Christina Hesselholdt nye roman har titlen er ‘Gennem et filter af rødt’, men jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår hvad den har at gøre med selve fortællingen.

Den, fortællingen, er til gengæld rimelig forståelig og til at tage fat i. For den minder på en måde om så meget andet fra selvsamme horisontale udsigtspunkt, på godt og på ondt.

Kigger man lidt ned af bogreolen, her hos boganmelderen, kan man skimte Helle Helles seneste roman, ’Hafni fortæller’, som udkom for nærmest præcis et år siden, og jeg tror faktisk, at jeg om endnu et år ikke længere vil kunne skelne mellem Helle Helles Hafni-figur, og Christina Hesselholdts Gustava-figur, sådan som hun optræder i denne nye roman.

Ja, det kan da godt være, at man kan blive irriteret over at blive karakteriseret som en genreskabende forfatter, ligesom Christina Hesselholdt tidligere har gjort det, når man har talt om at hun var indbegrebet af halvfemserne kortprosastil.

Men sådan er det nu engang.

Minder om en Woody Allen-film

Sammen med Helle Helle, Solvej Balle, Kirsten Hammann samt en lang række andre forfattere, her især kvindelige, opstod der denne knappe, prosaiske stil, der var lige dele ironi og eksistentiel forvirring.

Stilen er ret nem at beskrive: sætningerne er korte, knappe, og ofte meget lidt pyntede. Ord tages op til debat, og forfatteren undrer sig tit og ofte over noget sprogligt, men det er aldrig akademisk eller traditionelt lyrisk.

Disse forfattere skriver knageme godt

Selvom jeg-personen er en ‘helt almindelig’ person, så bliver selve fremstillingen (fordi forfatteren jo selv er mere sofistikeret) ofte et eller andet, der minder om en Woody Allen-film.

Disse forfattere skriver knageme godt, og man både griner og græder sig gennem deres tekster. Det er en slags blottelse af det moderne hverdagsliv med fedt på siderne af kroppen, underlige eksistentielle situationer af tvivl og en slags indrømmelse af, at lyst til sex og fornemmelsen af ensomhed og det ikke at kunne slå til faktisk er pinagtigt sørgeligt, men samtidig ret sjovt.

‘Gennem et filter af rødt’ er alt dette her.

Gustava og Mikael

Vi præsenteres for et søskendepar, der har mistet deres moder, og sammen bor de i et hus, hvor deres apati og langsomme forrådnelse næsten sætter tiden i stå.

Men samtidig lurer de slumrende følelser, og her og der popper der så disse ustyrlige, undertrykte og sårede følelser op, der giver personerne karakter og gør, at man kan holde af dem.

Gustava og hendes bror, Mikael, fremstår i romanen som en slags pupper, hvilket ikke er usædvanligt i denne type litteratur.

Sekunderet af Mikaels oppasser, Bruno, der skal forsøge at holde sammen på det hele, tager den ene dag den anden, og livets komedie spiller musik for os.

Det minder sgu mere om socialrealisme

Hvis ikke verden nu engang var så vanvittig, som den faktisk er, ville man nok mene, at dele af Hesselholdts historie er en kende for fantastisk, men igen:

Det minder sgu mere om socialrealisme, knækprosa uden knækket, hvor man lige aner noget selvbiografisk, og samtidig ikke rigtig ved, om det nu engang er godt altid at kunne se skævt ironisk på en problematisk situation, eller om det mon ikke er på at tide at komme videre? 

For ja, Helle Helle, Christina Hesselholdt og de andre fra den generation skriver stadigvæk godt, og jeg var også underholdt og stimuleret denne gang.

Men jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at det forhåbentligt er en anakronisme, og at de fleste mennesker ikke længere har denne bløde, selvhealende ironi i sig, og at disse oplevelser af fremmedgørelse måske er blevet mindre navlepillende i dag.

Symbolske kulisser

Underholdt bliver man i hvert fald. Det er en stilsikker roman, sproget er mestret til fulde, men sådan er det jo også med en god stiløvelse, og det er nok desværre også det, som man sidder tilbage med, efter igen, igen at blive spøjst stimuleret.

Det er som med meta-teater: man kan se kulisserne, der faktisk er kulisser, men samtidig skal man have en fornemmelse af, at selve skuespillet alligevel er alvor, at der er noget sandt på spil, der midt i alle effekterne, i rodet med at skabe illusioner, gerne skulle skabe noget tyngde alligevel.

Det er symbolske kulisser, der så alligevel ikke rigtig symboliserer noget alligevel

Og netop 90’ernes digtere har et eller andet opgør med disse kulisser, som de formaliserer, udstiller som flade og bruger som staffage, men aldrig tager rigtig seriøst, ligesom alt livet derude, hvor virkeligheden begynder og den egen krop hører op.

I ’Gennem et filter af rødt’ bliver kulissen så karikeret, at man næsten ikke rigtig gider at lege med, i form af Mikaels eksistentielle skulptur, og naboens etablering af en sø.

Det er symbolske kulisser, der så alligevel ikke rigtig symboliserer noget alligevel. Men sådan er det nu engang bare.

 

Christina Hesselholdt: ’Gennem et filter af rødt’. Roman. 185 sider. Vinter Forlag. Bogen udkommer i dag.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet