Annonce

Kurt var medlem af Krifa – nu står han i spidsen for FOA Ungdom

Kurt meldte sig ud af FOA i frustration. I dag håber han at gøre fagforeningen mere imødekommende for folk, der står i samme situation, som han selv gjorde
Foto: FOA
Kurt Rudolph Vandborg, talsperson for FOA Ungdom
Siden Kurt Rudolph Vandborg gik i folkeskolen, har han været en del af fællesskaber, der forsøger at forandre verden til det bedre.

Først som aktiv i Danske Skoleelever. Siden som aktiv i FOA Ungdom, hvor han for to måneder siden blev valgt som talsperson.

Men før Kurt blev en drivkraft i FOA Ungdom, var han medlem af Krifa.

Det var både retfærdighedsfølelsen, som fik ham til at melde sig ind og ud igen af den gule fagforening.

Presset og hårdt arbejdsmiljø

Kurt, som er uddannet social- og sundhedsassistent, havde som mange andre med hans baggrund et FOA-medlemskab.

På et tidspunkt arbejdede han på et botilbud med multihandicappede borgere, hvor de ansatte var alene på vagt nærmest hele natten.

“De var tunge og kunne ingenting selv. Nogle skulle vendes flere gange om natten,” fortæller Kurt Rudolph Vandborg til Netavisen Pio.

De ansatte fik en smule hjælp omkring midnat til at vende borgerne i sengen, men det ændrede ikke på, at det var svært at skulle tage sig af alle beboerne inden for rammerne.

Det var presset. Det var et hårdt miljø. Derfor tog jeg selvfølgelig fat i min fagforening

“Det var presset. Det var et hårdt miljø. Derfor tog jeg selvfølgelig fat i min fagforening og spurgte, om det kunne være rigtigt, at det var sådan, og om det var lovligt,” siger Kurt.

Da han henvendte sig til FOA, fik han dog langtfra den hjælp og forståelse, han havde håbet på.

“Jeg fik et kort og kontant svar om, at ja, det må man gerne. Der tænkte jeg, at det kan jeg ikke bruge til noget. Hvis I ikke kan hjælpe mig med det her, må I sejle jeres egen sø. Så meldte jeg mig ud af FOA og ind i Krifa,” siger Kurt.

Tilbage til FOA

Som mange andre medarbejdere, der tager sig af sårbare mennesker i et presset system, oplevede Kurt frustrationen over ikke at kunne gøre nok.

Og da dem, som havde til opgave at hjælpe ham, ikke udviste empati for hans situation, blev frustrationen forvandlet til raseri.

Men som det ofte sker i sådanne situationer, kølnede Kurt af. Efter raseriet kom refleksionerne og eftertankerne.

“På et tidspunkt nåede jeg til et punkt, hvor raseriet var væk. Jeg begyndte at tænke rationelt igen,” siger Kurt, der begyndte at overveje, hvilke opgaver en overenskomstbærende fagforening tager på sig.

“Jeg tænkte, at jeg ved jo godt, hvem der forhandler min løn. Jeg ved godt, hvem der har part i min uddannelse. Og det er i hvert fald ikke Krifa. Så skiftede jeg tilbage igen,” siger Kurt. Han nåede at være medlem af Krifa i tre-fire måneder.

Herefter besluttede Kurt at tage skeen i den anden hånd ved at kaste sine kræfter ind i FOA.

"Da jeg kom tilbage igen, tog jeg fat i den daværende ungdomskonsulent og spurgte, om der ikke var noget, man kunne lave. Jeg har altid været en del af organisationslivet igennem Danske Skoleelever i tidernes morgen. Så jeg manglede også det der fællesskab,” siger Kurt.

Han kom med som menigt medlem i et af FOA's netværk, hvor han var aktiv i et halvt år inden, han valgt til hovedbestyrelsen på vegne af FOA Ungdom.

Den 30. juni – halvandet år efter Kurt blev aktiv i FOA – blev han valgt som talsperson for FOA Ungdom.

At møde medlemmerne

Selvom Kurts beslutning om at melde sig ud af FOA var taget i et hidsigt øjeblik, giver oplevelsen anledning til refleksion på organisationens vegne.

Har du nogle tanker om, hvad du vil gøre bedre i FOA i lyset af dine egne oplevelser?

“FOA kan være en svær organisation på den positive måde, fordi hver lokal fagforening er lidt suveræn. Så jeg synes, det kan være svært at ytre sig om. Men havde det været mere samlet, ville jeg sikre mig, at der var bedre medlemsservice,” siger Kurt.

“At man møder medlemmerne i deres frustrationer og siger: 'Det kan jeg godt forstå, men kan vi ikke tage en snak sammen med lederen,'” tilføjer han.

Men selvom de lokale fagforeninger har en stor grad af selvbestemmelse, kan man vel komme med en opfordring til dem?

“Lige netop. Men man kan jo have en opfordring. Og jeg har også snakket med nogle i vores lokale fagforening om, at jeg synes, man skal have fokus på det. Og jeg ved, at der er fokus på i FOA lige nu, at medlemsservicen skal være bedre,” siger Kurt.

Du kan lytte til Kurt Vandborg i Netavisen Pios nye podcast 'Ungdommen Overta´r' hvor unge, faglige ledere får ordet.

placeholder

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man har altid ret til at blive klogere...

Stærkt Kurt! Bare mas på - det er nemlig aktive medlemmer der stiller krav, smøger ærmerne op og giver organisationerne en god konstruktiv rusketur, der giver den voldsomt nødvendige udvikling.
Per Bergmann - også medlem af FOA.