Erik Clausens karriere som entertainer og politisk aktivist siden de sene halvfjerdsere, har sat et markant aftryk på dansk folkelighed, der gør, at de fleste nu pludselig husker, at de har et nært forhold til ham.

Her især folk fra arbejderklassen, samt folk fra København, der måske endda har mødt ham i virkeligheden.

Måske de har truffet ham som den glade gøgler, der sammen med vennen Leif Sylvester, underholdt og performede i parker og på gader og stræder.

Hans tilknytning til Troels Trier og Røde Mor viser, at han var en del af denne generation af socialister og kommunister, der ville lave det hele selv, og som skosede systemet og de etablerede institutioner.

Og det var en position, som Erik Clausen fastholdt gennem hele livet.

Brovtende arbejder

Det gjorde han Ikke mindst i Erik Ballings sidste spillefilm, ’Midt om Natten’, hvor Erik Clausen sekunderede Kim Larsen, hans livslange ven og samarbejdspartner.

I filmen kæmper de to imod systemet, og vil som slumstormere bare gerne have et sted at bo, og fritages fra systemets lange arm.

Erik Clausens hovedrolle i den mesterlige film, ’Den store badedag’, er ikke bare mindeværdig, men måske også hans bedste præstation som skuespiller.

Det er et rørende portræt af en arbejderklasse, der har sine egne spilleregler og egne glæder, sorger og strabadser

Her spiller han den brovtende arbejder, der hele tiden kommer i klemme, på grund af egen stolthed og mangel på evner.

Det er et rørende portræt af en arbejderklasse, der har sine egne spilleregler og egne glæder, sorger og strabadser.

En anakronisme

Efter dødsfaldet skriver den blå presse, at Erik Clausen nok beskrev et Danmark, der var væk, eller et Danmark, der aldrig har eksisteret.

Dette hænger angiveligt sammen med det massive opgør, som blandt andre politikeren Ole Birk Olesen tog med ham, for åben skærm, da en voldsom debat om fremtidens kulturpolitik på DR2 omkring årtusindeskiftet blussede op.

Ole Birk Olesen beskyldte Erik Clausen for at være bedaget, en anakronisme, som ingen længere interesserede sig for.

Og i suset fra det nye årtusind blev Clausen og co. taberne

Det var samtidig med, at forfatteren Knud Romer angreb datidens kulturelle anmeldere og kaldte dem for gamle, nussede fans af Bob Dylan, der ikke længere havde fingeren på pulsen.

Og i suset fra det nye årtusind blev Clausen og co. taberne, og de kom sig aldrig rigtig over dette slag, selvom man i dag hører røster om, at medierne ikke længere dækker kultur ordentligt, efter rusen har lagt sig, og krisen synes at være permanent.

Hans stjerne burde skinne mere klart

Erik Clausens egne film er også mindeværdige, lige fra de helt tidligere gøglerfilm, til hans senere succesfilm, ’De Frigjorte’ og ’Slip hestene løs’.

Her udfolder han sin klassiske, humoristiske figur: den flabede, rapkæftede stodder, der indbilder sig, at der findes solidaritet blandt ‘hans egne’, men må sande, at det ikke er tilfældet.

Det er også derfor, at den blå presse tager fejl, når de beskriver Erik Clausen som en kunstner, der skildrer noget ideelt.

Det var jo præcis det modsatte: Clausen skildrede en virkelighed, hvor det ideelle netop ikke havde plads.

Han vil blive savnet, og mange kan i dag godt mærke, at han har ramt noget særligt i dem

Gøgleren, københavneren og arbejderklassekunstneren Erik Clausen har endelig fået fred.

Han vil blive savnet, og mange kan i dag godt mærke, at han har ramt noget særligt i dem. Samtidig må man håbe, at man i filmkredse vil give ham den plads, som han fortjener.

Sidste år fik han en æresbodil, der måske kan betragtes som slags trøstepræmie.

I hvert fald burde hans stjerne på den danske filmhimmel stå mere klart skinnende, for det fortjener han.