☰
☰
Annonce
Nekrolog: En ideologisk værdikriger er død
Søren Krarup rehabiliterede en af højrefløjens mest kontroversielle tænkere og stod i en menneskealder urokkeligt fast, indtil han endte med at få ret.
Søren Krarup døde onsdag. I dag vil nationalkonservative i hele landet hylde ham, og kalde ham for en hædersmand.
En betegnelse, som Søren Krarup selv yndede at bruge om alle dem, som han mente kæmpede for den nationale sag.
For Søren Krarup var en sprogmand af den gamle skole, der evnede at skabe et nyt værdigrundlag for de ikke-liberale og anti-liberale borgerlige, der siden afslutningen af Anden Verdenskrig levede en skyggetilværelse.
Søren Krarup debuterede som forfatter i 1960 med en bog om Harald Nielsen, der nærmest var glemt på daværende tidspunkt.
Harald Nielsens fjende nummer ét var Georg Brandes og kulturradikalismen, og det var netop Brandes, som han angreb for at være “fremmed”.
Hadet mod Brandes drev Harald Nielsen ud i antisemitisme og gjorde ham urørlig indtil Krarups rehabilitering.
Systemisk kulturradikalisme og det moderne sammenbrud
Med afsæt i Tidehvervsbevægelsen, som Søren Krarup overtog fra sin fader, indledte han et korstog imod den moderne kulturradikalisme politisk og ideologisk.
Han overtog Harald Nielsens betegnelse, “Systemet Politiken”, der indikerede, at der var tale om strukturer, og ikke bare individer, der fremstod som hans modstandere.
Helt i tråd med Erhard Jacobsen udvidede han kritikken mod journaliststanden og Danmarks Radio, som han anklagede for at være en enklave af “røde lejesvende”
De selvbetalte annoncer fra 1986 mod flygtningeindsamlingen, blev hans gennembrud i offentligheden
Dansk Flygtningehjælp, menneskerettighederne og “Godhedsindustrien” fik på puklen for at åbne portene for islam.
En totalitær ideologi, Krarup, ligesom historikeren Bent Jensen, anså for at være i slægtskab med nazismen og kommunismen.
De selvbetalte annoncer fra 1986 mod flygtningeindsamlingen, blev hans gennembrud i offentligheden.
Gav dansk borgerlighed et ekstra ben at gå på
Resten er historie, kunne man hævde. Da Søren Krarup, sammen med sin fætter, Jesper Langballe, blev medlem af Folketinget, opstillet for Dansk Folkeparti, blev hans ideologi et samlingsprojekt for store dele af højrefløjen.
I begyndelsen grinede alle af de to gamle mænd fra Seem, der umiskendeligt mindede om de sure herrer fra Muppet Show.
Det var under Anders Fogh Rasmussen, der ligesom de andre “stuerene” partier, ikke ville stå Dansk Folkeparti for nært.
Han var ikke modstander af skatter og omfordeling
I modsætning til farverige skikkelser som kulturoprøreren Peter Rindal og politikeren Mogens Glistrup, der agiterede mod den voksende socialstat, så lå Søren Krarup fokus på kulturkampen og det nationale fællesskab.
Han var ikke modstander af skatter og omfordeling.
Derved gav han så at sige højrefløjen et ekstra ben at gå på.
Syntesen af Anders Foghs reformerede liberalisme og Dansk Folkepartis folkelige nationalkonservatisme skabte dansk borgerligheds mest populære og slagkraftige projekt fra 2001-2009.
Ideerne er vigtige
I årene fra 2001, hvor Krarup og Langballe sad i Folketinget, ændrede holdningen sig til indvandringspolitikken og islam sig radikalt.
Søren Krarups fokus på De Radikale, som symbolet på det kulturradikale projekt, skabte opbrud både på højrefløjen og venstrefløjen.
Som andre intellektuelle fungerede Krarup bedre i rollen som kritiker, end som magthaver, men han demonstrerede mere overbevisende end nogen dansker siden Georg Brandes, vigtigheden af idékamp.
En stridsmand, der aldrig gav den mindste indrømmelse
Éne mand bevæbnet med en skrivemaskine og en duplikator overbeviste han først kredsen omkring sig. Derefter højrefløjen og til sidst nationen.
En stridsmand, der aldrig gav den mindste indrømmelse, men stod ukueligt fast imod tidsånden. Visionær og reaktionær. Også når han var på taberholdet, såsom i kampen for revselsesretten.
Søren Krarup blev kaldt for “den sorte præst fra Seem” og racist, men det som han kaldte for “systemskiftet”, endte med at ændre dansk politik i en grad, så alle hans mest ideologiske fjender i dag er en skygge af sig selv.
Kommentarer
Indfødsretsprøvens opfinder er død...
"Det er et meget besynderligt lovforslag, det vil jeg sige til de mennesker, der måtte sidde her og høre på det, og også til de mange, der følger med i transmissionen af debatten her fra salen”, udtalte Pia Gjellerup (S) under 1. behandlingen af L 180 den 19. april 2006.
"Er kendskab til H.C. Andersens eventyr, Grundtvigs salmer og sange og Holbergs komedier ikke en del af dansk kultur? Er kendskab til danmarkshistorien, beretningen om, hvordan dette lille land trods uhyre vanskelige forhold i geografisk og strategisk henseende har overlevet gennem tusinde år, ikke forudsætningen for at kunne høre hjemme i Danmark? Er kendskabet til dansk lovgivning, Jyske Lov, grundloven, som er den verdslige - med et fremmedord sekulære- lov, der råder i landet, ikke grundlaget for at kunne forstå danske samfundsforhold, hvor loven skal tjene menneskelivet og ikke et helligt ideal?”, svarede Krarup.
Allan Niebuhr (K) konstaterede: "Det er svært at komme herop efter hr. Søren Krarup, der jo i den grad har ordet i sin magt”.
I dag fanges halvdelen af MENAPTE-traskerne i dette grovfilter, imens 90 procent af tyskerne består.
I overskriften får vi at vide, at Søren Krarup "fik ret". Det er jo en voldsom påstand, idet den slet ikke nuancerer, og egentlig erklærer de to artikelforfattere totalt enige med Søren Krarup. Men det var nok ikke meningen, vi skulle nok bare lokkes til at læse hele artiklen, skønt det danske samfunds nuværende enighed med Søren Krarup er opportunistisk og genstand for hidsig debat.
Den største fejl vi begik med hensyn til at integrere nye borgere fra islamiske lande, var, at vi ikke fortalte dem at vi danskere skam har en religion, som ikke er valgfri. Og det gjorde vi ikke, fordi vi hellere vil anse vort samfund som overmåde frit, end som et gennemstruktureret ideologisk system. Alle samfund har naturligvis en ideologi, men den danske er speciel derved, at den er frivilligt accepteret af størstedelen af befolkningen, og derfor er vores ideologi diffus og underforstået - hvilket gør det svært for emigranter fra lande hvor ideologien er eksplicit og påtvunget.