De gamle instruktører forstod ikke den nye generation, og pludselig opstod en breche for en lang række unge instruktører, der stort set fik total råderet over deres produktioner.

Instruktører som Stanley Kubrick, Francis Ford Coppola, George Lucas, Martin Scorsese og Steven Spielberg fik alle deres store gennembrud i halvfjerdserne, her også William Friedkin, der var en autodidakt ung mand, der kom fra tv-verdenen, hvor han blandt andet havde lavet dokumentarfilm.

Hans absolutte gennembrud var med filmen ’The French Connection’, der nærmest fremstår som en drejebog over den nye tids dogmer. Den er ”gritty” (grynet på dansk), og Friedkin benyttede sig kun af det lys, der var til rådighed på filmens lokationer. Filmen er skudt, som var det en dokumentarfilm, og Friedkin ynder at prale med, at han stort set kun lavede ét take, når han skød sine scener (hvilket var en stærk overdrivelse).

Han brugte en ukendt og ung Gene Hackman til hovedrollen, hvilket også var normalen i disse skelsættende år. Gene Hackman, der spiller den hårdkogte New Yorker-betjent, kaldet Popeye, sekunderes af sin makker, spillet af Roy Scheider. Sammen kommer de på sporet af en fransk heroinsmugler, spillet af Alain Charnier.

Det er en barsk fortælling, skudt midt under skraldemandsstrejken i New York, der dengang var forgældet til op over begge ører. Byen fremstod støvet, beskidt og nedslidt, og dens indbyggere og skildringen af de mere rå kvarterer, fremstår i dag som indbegrebet af datidens uoverskuelige storby, hvor mord, vold og misbrug af alle slags mere er reglen end undtagelsen.

Sprogbrugen i filmen, og selve handlingen fremstår selv i dag frisk og udfordrende

Det er præcis denne stemning, der gør, at ’The French Connection’ selv i dag fremstår så imminent og ”klassisk”. Historien, der bygger på en sand fortælling om to betjente, er gjort ekstra realistisk af, at William Friedkin selv havde oplevet disse barske typer på nært hold.

Selv har han senere udtalt, at betjentene dengang frygtede for deres liv, at de skulle være barske for at kunne overleve i storbyjunglen. og at de var drevet af ren adrenalin.

Og netop sådan spiller Gene Hackman. Han er en vred, racistisk og rå betjent, der bruger de mest beskidte kneb. Sprogbrugen i filmen, og selve handlingen fremstår selv i dag frisk og udfordrende. Det blev også et af Friedkins varemærker: en art kulturel adrenalin-infuseret tourettes.  

For øvrigt indeholder ’The French Connection’ en af filmhistoriens mest berømte biljagter, der også fremstår autentisk i dag, simpelthen fordi den faktisk er skudt midt i den offentlige trafik, hvor de bare fræsede gennem gaderne, mens de skød scenerne.

’The French Connection’ fik premiere i 1971, og den vandt hele fem Oscars, heriblandt prisen som årets bedste film. I dag bliver den betragtet som en af de bedste film nogensinde.

’The Exorcist’

Efter ’The French Connection’ var der slet ikke tvivl om, at en ny art amerikansk realisme havde slået rødder. Med William Friedkins brug af den dokumentaristiske kameraføring oplevedes det hele mere autentisk og frisk.

Og det var netop den idé, der blev udslagsgivende for William Friedkins næste film, ’The Exorcist’, der er mindst lige så betydelig og banebrydende som ’The French Connection’. ’The Exorcist’ er en horrorfilm, hvor en 12-årig pige bliver besat af djævelen og udsættes for eksorcisme.

Det er en filmatisering af William Peter Blattys roman med samme titel. Romanen bygger på en virkelig eksorcisme, som Blatty havde studeret, og det var netop muligheden for at tage selve uddrivelsen seriøst, kombineret med muligheden for at kreere en klassisk fortælling om kampen mellem det gode og det onde, krydret med ekstreme horror effekter, der fascinerede Friedkin.

Scenen, hvor pigen masturberer med et krucifiks, er legendarisk i al sin voldsomhed

Filmen er rå, uhyggelig og ofte kåret som verdens bedste horrorfilm. Det var i hvert fald ikke noget, som man havde set lignende, den gang den fik premiere i 1973. Folk stod i lange køer uden foran biograferne, og flere kom ud før slutningen, syge og rystede over, hvad de havde set.

På mange måder er filmen et blasfemisk værk, hvor den besatte pige besudler Jesus og kristendommen på den allermest grove facon. Scenen, hvor pigen masturberer med et krucifiks, er legendarisk i al sin voldsomhed.

Det forunderlige er, at den katolske kirke reagerede med stor divergens, fordi William Friedkin havde benyttet sig præster og skuespillere, der havde et reelt forhold til troen. På mange måder er filmen også et forsvar for katolicismen. Det er komplekst, og det er også en af grundene til, at den er blevet en klassiker.

William Friedkin var en ekstremt begavet og vidende mand

I et filmet interview til Alexandre O. Philippe, med titlen ’Leap of Faith’ fra 2019, fortæller William Friedkin om tilblivelsen af filmen.

Interviewet illustrerer også, at William Friedkin var en ekstremt begavet og vidende mand, der også evnede at fænge som historiker og filmekspert.

At gense ’The Exorcist’, og lytte til interviewet gør, at man virkelig forstår, hvor kompleks en film det i grunden er, og hvor langt Friedkin var villig til at gå, for at skabe den helt realistiske stemning, og det gribende indtryk, der skulle til for at forføre tilskuerne til at købe ind på ideen om en besættelse.

The Sorcerer

’The French Connection’ og ’The Exorcist’ er ubestridelige mesterværker, men Friedkins film blev ikke altid modtaget så begejstret. Hans film, ’The Sorcerer’ fra 1977, blev for eksempel et flop, der næsten ruinerede ham. Måske fordi den udkom lige efter premieren på Georg Lucas’ ’Star Wars’, der havde så stor gennemslagskraft.

Senere, derimod, er filmen blevet genopdaget, og betragtes blandt andet af filminstruktør Nicolas Winding Refn som et gedigent mesterværk.

Det samme er tilfældet med filmen ’Cruising’ fra 1980, der også blev et kommercielt flop. Al Pacino havde hovedrollen i denne sære og stærkt originale film, der handler om en betjent, der skal gå undercover i s/m og lædermiljøet blandt de homoseksuelle, for at tiltrække og anholde en seriemorder.

Fans kan se frem til endnu en film, som Friedkin nåede at færdiggøre, inden han døde

Ligesom så meget andet af det, som Friedkin har produceret, var ’Cruising’ kontroversiel og mødte meget modstand i LBGT-miljøet, der frygtede at de blev stigmatiseret af filmens portræt af denne lidt mere ekstreme del af deres kultur, men senere, for nogle år siden, er filmen blevet hyldet som et gedigent og pro-homoseksuelt mesterstykke.

Men sådan er det med William Friedkin. Hans karriere er gået fra de højeste tinder, til de laveste bakkedale, og konstant reevalueres hans mange film. Han var en ener, og hans originalitet uomtvistelig.

Fans kan se frem til endnu en film, som Friedkin nåede at færdiggøre, inden han døde. Den vil få premiere på årets filmfestival i Venedig.

Alexandre O. Philippe’s interessante interview med William Friedkin om tilblivelsen af ’The Exorcist’, ’Leap of Faith’, kan for øvrigt streames på Filmstriben.