Den norske filminstruktør, Erik Poppe, har nu valgt at gå i kødet på den fascistiske Vidkun Quisling, der under den nazistiske besættelse af Norge sad som regeringsleder, udvalgt af Hitler.

Den reelle norske regering, inklusive kongen, nægtede at anerkende Quislings regering. Og efter krigens afslutning blev Quisling dømt til døden som landsforræder.

Erik Poppe er kendt for sine film, ’Kongens Valg’ og ’Utøya 22. juli’, så stoffet er bestemt ikke ukendt for ham, hverken ideologisk eller historisk.

'Quislings sidste dage' er baseret på præsten Peder Olsens skrifter. Han blev udpeget som sjælesørger, og meget tyder på, at hans egentlige opgave gik ud på at få Quisling til at undskylde overfor det norske folk, hvilket aldrig skete.

Derudover bruges der også kildemateriale fra Quislings anden kone, den ukrainske Maria Vasiljevna Pasetchnikove.

Hun støttede sin mand til det sidste, og i filmen bruges hun som et vidne, der kan menneskeliggøre Quisling.

Den norske race

Menneskeliggørelsen af Quisling, der er filmens intention, foregår ved blandt andet at pege på, at han, sammen med Fridtjof Nansen fra 1921, hjalp ukrainere, der var døden nær, grundet sult.

Under hungersnøden i Rusland og Ukraine lykkedes det for Nansen og Quisling at redde mange mennesker.

I begyndelsen var Quisling positivt indstillet overfor den russiske revolution, men senere, da bolsjevismen fik fat, blev han modstander af regimet.

Og her begyndte hans egentlige ultra borgerlige og nationalistiske ideer at tage til. Han stifter i hemmelighed Nordisk Folkereisning (NS), der havde som erklæret program at vælte regeringen, og understøtte ‘den norske race’ og bekæmpe kommunismen i egne rækker, for efterfølgende at udvide selvsamme ideer udenrigspolitisk.

Kort før krigens udbrud har Quisling flere private møder med Adolf Hitler

Selvom Quisling havde været forsvarsminister i Bondepartiet, var hans fascistiske ideer under stærk opsejling.

Quisling stifter partiet National Samling i 1932, men både til valget i 1933 og 1936, viser det sig, at partiet ikke har folkets støtte.

Kort før krigens udbrud har Quisling flere private møder med Adolf Hitler, hvor de blandt andet snakker om, at Tyskland skal forsvare Norge imod England.

Hitler vælger også at støtte Quislings parti økonomisk. Quisling begynder en række foredragsture, hvor han taler varmt for Hitler-Tysklands ideer, og samtidig begynder har at udtale sig om jøderne som et problem.

Akavet

Erik Poppe har valgt at skildre Quislings sidste dage på en helt anden måde end at skildre disse politiske tiltag fra hans side.

For eksempel undlader han at medtage, at Quisling forsøgte at redde sig selv, og anmodede om at modtage et præsteembede, selvom han ikke havde den formelle uddannelse. Men han kom dog fra en præsteslægt.

Denne udeladelse virker akavet, eftersom store dele af filmen handler om Quislings samtaler med præsten Peder Olsen, der er af teologisk karakter.

Sådanne grelle udtalelser har Erik Poppe ikke taget med i sin film

Erik Poppe lader også Quisling slippe afsted med den undskyldning, som han forsvarer sig med i retten, hvor har udtaler, at han ikke kendte til de jøders skæbne, som han var med til at sende afsted til koncentrationslejre i Tyskland.

Allerede i 1942 udtaler Quisling følgende: 

”Så er der det ræsonnement, at jøden kan da ikke gøre for, at han er jøde. Det er et forkert, ja helt meningsløst ræsonnement. Er der noget, et menneske kan gøre for, så er det vel, at han er som den han er. Han er ikke Nordmand, han er orientaler, og hører ikke hjemme i Europa.” 

Sådanne grelle udtalelser har Erik Poppe ikke taget med i sin film.

Ved sine fulde fem

Da jeg så filmen til en særudstilling, hvor Erik Poppe blev interviewet efterfølgende, udtalte han, at det var filmens intention at vise at Quisling ikke var et monster, men grundlæggende et menneske.

Det er en tilgang, som har været populær, siden filosoffen og journalisten Hannah Arendt anvendte denne tilgang under retssagen mod nazisten Adolf Eichmann i Jerusalem.

Erik Poppe udtalte også, at nu hvor højrepopulismen er stærkt stigende, er det netop vigtigt at pege på det humane i alle mennesker.

At han var intelligent, er næppe et argument for, at han ikke samtidig var et monster, eller i hvert fald tog monstrøse beslutninger

Han påpegede også, at Quisling - i modsætning til Anders Breivik - var meget intelligent, og at mange psykiatere havde undersøgt ham, og betegnede ham som værende ved sine fulde fem.

Men ligesom Breivik skrev Quisling også på sit epos om Universalismen, som han aldrig færdiggjorde, men som immervæk var et manuskript på 800 sider.

Hvem der kan få noget meningsfuldt ud af det værk, er vanskeligt at forestille sig. At han var intelligent, er næppe et argument for, at han ikke samtidig var et monster, eller i hvert fald tog monstrøse beslutninger.

Noget forceret

'Quislings sidste dage' er på mange måder en god film med masser af stemning, masser af karakteropbygning og et stærkt lydbillede, ligesom billedsiden er meget virkningsfuld.

Jeg forstår bare ikke tilgangen, som om at helt almindelige mennesker, mig selv inkluderet, ikke kan forstå at Quisling også bare er et menneske.

Der er noget forceret over denne postuleren, samtidig med, at Quislings mere grove, og direkte ideologiske had til jøderne, samt hans forkærlighed for fascismen, sådan underprioriteres i filmen.

Eller skal man om et halvt århundrede se en film om Breivik, hvor man fokuserer på hans ‘menneskelige træk’?

Måske bør man skelne mellem at karakterisere et andet menneske som et monster, men at det er i stand til at handle monstrøst, burde ikke være en kontroversiel holdning.

Eller skal man om et halvt århundrede se en film om Breivik, hvor man fokuserer på hans ‘menneskelige træk’? Det er ikke et ønske fra min side, og 'Quislings sidste dage' lider desværre under en sådan holdning, der kunne føre til sådan et ønske, netop fordi Erik Poppe udelader alt for meget væsentligt, historisk stof.

Erik Poppe: 'Quislings sidste dage'. Manuskript af Siv Rajendram Eliassen og Anna Bache-Wiig. 146 min. Kan ses i danske biografer.