Forleden kunne der høres et lettelsens suk i de fleste afkroge af arbejderbevægelsen. Lettelsens skyldtes at regeringen endelig havde fået taget sig sammen til at få gjort noget ved det dagpengespøgelse, der næsten fra dag et har reddet regeringen som en mare og skabt en kløft imellem socialdemokraterne på Christiansborg og ja, nærmest alle der i bund og grund vil partiet dem det godt.

Debatten om dagpengene sled hårdt på partiet, ligesom debatterne om den generelle økonomiske politik, europæisk finansskat, selskabsskattelettelser og betalingsringen har gjort det. Og debat har der været, meget offentligt og meget højlydt.

Derfor virker det en anelse malplaceret, når tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) langede i søndagens udgave af Jyllandsposten ud efter sit parti, og efterspurgte en mere ”åben debat”. Han sagde:

”Jeg mener grundlæggende, ligesom jeg mente i 1990'erne, at det er sundt at have en åben debat, hvor meninger krydses. Dengang var det ofte møgbesværligt og nogle gange for meget. En tro kopi kan jeg derfor ikke anbefale. Men debatten kunne godt være tydeligere i dag, og det ville være godt for os alle sammen, hvis vi fik en friere debat,”

Det er i sig selv jo et rimelig harmløst budskab, for hvem kan være imod en mere åben debat? Men så skal man altså se bort fra, at Socialdemokratiet lige nu sidder i regering og en hel del socialdemokratiske vælgere, der nok hellere vil have en række klare svar om hvad partiet vil med regeringsmagten, end de vil opleve et regeringsparti, der bruger tiden på at slå hinanden oven i hovedet.

Nyrup ikke havde opdaget, at der det sidste halvandet år næsten ikke været andet end en lang debat, der har fået Socialdemokratiet til at fremstå omtrent lige så organiseret som en specialklasse med ADHD-børn, hvor læreren har glemt ritalinen.

Man skulle næsten tro, at Nyrup ikke havde opdaget, at der det sidste halvandet år næsten ikke været andet end en lang debat, der har fået Socialdemokratiet til at fremstå omtrent lige så organiseret som en specialklasse med ADHD-børn, hvor læreren har glemt ritalinen.

Nyrups budskab er måske, hvis man skulle være lidt forsigtig, også en udtryk for en særdeles selektiv fortolkning af den socialdemokratiske partihistorie. Nyrup ønskede vist, lige så lidt som alle mulige andre ledere af regeringer, en åben debat om noget som helst, og slet ikke om den politiske linje, da han selv sad med ansvaret.

Hvis Poul Nyrup Rasmussen - og alle andre socialdemokrater for den sags skyld – ønsker at debatterer partiets fremtid, så må de være på sin plads at stille det helt grundlæggende spørgsmål: ”Hvad vil du selv?”. Så må folk skrive alle de kronikker, læserbreve, give alle de interviews til Jyllandsposten og optræde i alle de tv-programmer som de orker. Det er altså bare en smule for let, bare at efterspørge en tydeligere debat. Lad os bruge tiden på at diskutere indhold.

Så hvis Nyrup og andre i stedet for bare at ville debattere, så ville komme med nogle gode, gennemtænkte, offensive bud på hvad det er I vil med partiet. Del jeres tanker med os. Giv os et bud på en retning. Og så kan vi tage en åben debat om det i stedet.