Svar på tiltale. I anledning af det snarlige kommunalvalg harcelerer Steen Leth Jeppesen i en lederartikel i Børsen i dag mod det talrige kor af borgmestre, politikkere og økonomer, der finder det problematisk, at kommunerne bruger færre penge end budgetteret med som følge af budgetloven.

Kritikken af det kommunale underforbrug bliver i Børsens lederartikel set som endnu et eksempel på det næsten umulige i, at slanke en ustyrlig og udgiftstung offentlig sektor. ”Det er besynderligt, at borgmestre på skrump snarere betragtes som en katastrofe end som en fordel”, konkluderer Leth Jeppesen afslutningsvist efter han har fremført en lang række økonomiske argumenter for, hvorfor det kommunale underforbrug er ønskeligt snarere end problematisk.

Men argumenter er mere udtryk for ideologisk snæversyn end økonomisk saglighed. Det er utroligt, at Børsen af alle aviser – der om nogen burde have saglig økonomisk journalistik som sit varemærke – på lederplads fremfører en argumentation, hvis lødighed er af tvivlsom karakter.

Netavisen Pio har gennemgået Børsens indlæg i et forsøg på at skille skidt fra kanel.

* * *

Argument #1. ”Mest overraskende er det dog, at økonomiminister Margrethe Vestager (R) nok har forsvaret sanktionssystemet, men derudover opfordret kommunerne til at øge forbruget med de midler, der faktisk er sat af på budgetterne. Bekymringen er nu, at kommunerne snarere bruger for få end for mange penge. Det er en barok situation: Der er vel grund til at antage, at langt hovedparten af kommunerne har tilrettelagt økonomien på en fornuftig og i forhold til deres opgaver socialt ansvarlig måde?”

Så argumentet lyder altså, at kommunerne ikke har nogen problemer, fordi de ellers havde truffet andre dispositioner. Dette står ikke blot i modstrid med udsagnet fra den kritiske borgmester, som Leth Jeppesen tidligere citerer i artiklen, men ignorerer også det faktum, at kommunerne netop ikke har turdet bruge de ekstra midler af frygt for voldsomme økonomiske sanktioner.

Man kan kun gisne om, hvordan lederartiklen havde set ud, hvis der omvendt havde været tale om store budgetoverskridelser. Ville Børsen i så tilfælde næppe blot have trukket på skuldrene og konstateret, at kommunerne havde ’tilrettelagt økonomien på en fornuftig måde’? Næppe. Læserne var snarere blevet serveret en svada om, hvor uansvarlige byrådspolitikerne opførte sig, når de ikke engang kunne overholde deres budgetter.

Det samme må gøre sig gældende i dette tilfælde: Det er ikke blot samfundsøkonomisk uansvarligt at mindske det offentlige forbrug med mere end, hvad Finansloven har lagt op til, men også socialt uansvarligt over for de borgere, som helt og aldeles er afhængige af den kommunale velfærd.

Argument #2. ”Når det så giver anledning til mindreforbrug i forhold til det ellers budgetterede, skal det naturligvis ikke bare ende i en slags kommunale opsparingsfonde (..) Derfor må det være helt nærliggende, at “underforbruget” udløser nedsættelse af de kommunale indkomstskatter, grundskyld, dækningsafgift og takster”.

Leth Jeppesen benytter sig her af en kommunal udgave af den klassiske borgerlige argumentation fra finanspolitikken: Hvis den offentlige sektor bruger mindre end den har i indtægter, skal pengene betales tilbage til skatteborgerne. Når den offentlige sektor omvendt bruger mere end den har og opererer med røde tal på bundlinjen, eksempelvis ved økonomiske kriser eller større ekstraordinære udgifter, er det ’uansvarligt’. Men enhver familie ved jo netop, at det er sund fornuft, at man sparer op i de gode tider, så man har penge på kistebunden, når tingene går dårligt. Hvorfor i alverden er Børsen imod, at kommunerne praktiserer denne form for økonomisk ansvarlighed?

Argument #3. ”Så kunne man love reelle lettelser for borgere og virksomheder med henblik på kommunevalget i november, og ikke den gamle slags politikerkneb med skattelettelse, der bliver omgjort året efter.”

Okay, lad os lige standse op i to sekunder! Nu mister Leth Jeppesens argumentation enhver form for logik. På den ene side har kommunerne nogle penge til overs i det indeværende år, fordi de ikke har brugt det beløb, som der var budgetteret med. På den anden side skal kommunens indtægter mindskes gennem skattelettelser, som ikke ’bliver omgjort året efter’, som Leth Jeppesen skriver. Hvordan pokker kan ét par ekstra millioner i overskud i ét enkelt år finansiere en permanent skattelettelse de næste mange år frem? Det lyder som den sikre vej mod kommunal gældsstiftelse.

Argument #4.”Statsansatte topøkonomer har åbenbart svært ved at goutere en sådan, i første omgang begrænset, omlægning af samfundsøkonomien. Men borgerne vil få bedre velfærd gennem øget privatforbrug, som på sigt vil øge væksten”.

Så argumentet lyder, at hvis de overskydende penge blive kanaliseret ud til højere privatforbrug, vil væksten i samfundet blive øget. Økonomisk er denne argumentation en solid omgang makværk, hvilket enhver der har åbnet Makroøkonomi for Begyndere burde vide: Det samlede forbrug i samfundsøkonomien bliver ikke større af, at private borgere bruger pengene i stedet for kommunen. Snarere tværtimod: For mens pengene bliver brugt til sidste øre af den offentlige sektor, forbruger private borgere aldrig hele deres indkomst, men betaler også af på gæld eller sparer pengene op. En portion af de penge, der netop skulle skabe vækst, bliver dermed med Leth Jeppesens forslag lagt uvirksomt til side.

Derfor kan man selvfølgelig sagtens politisk ønske, at pengene skal ligge i borgernes lommer i stedet for at anvendes på fælles goder. Men at pakke denne ideologiske holdning ind i en neutral, økonomisk argumentation er indbegrebet af usaglighed.