Emnet for mobningen var statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen.

Hun skulle, ifølge Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, sammen med en række andre topembedsmænd, havde været hjemsendt oven på kritikken fra Minkkommissionen.

Enhver fugl synger med sit næb og den efterfølgende forargelse bekom givetvis den hensygnende formiddagsavis vel. Man er stadig den frække dreng i klassen.

Men selv om de pænere morgenaviser rynkede på næsen af Ekstra Bladets banner-aktion, så var linjen den samme.

I Jyllands-Posten skrev chefredaktør Marchen Neel Gjertsen:

“Lidt forsimplet så sparker Ekstra Bladet bare med træsko, mens Jyllands-Posten nok har en mere velpoleret sko. Men vi sparker samme vej.”

Tomme spark i luften

Meget tyder på, at der var tale om spark i luften. I forrige uge blev rigspolitichef Thorkild Fogde, der har været hjemsendt i flere måneder, frikendt i sin tjenestemandssag og kan genindtræde i jobbet.

Bag afgørelsen stod forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam, og når det er vigtigt og bemærkelsesværdigt, så skyldes det, at frikendelsen ifølge tre topjurister er en underkendelse af Minkkommissionen og dermed kritikken af topembedsmændene.

Thomas Rørdam er heller ikke en hr. hvem-som-helst

Bag Minkkommissionen stod landsdommer Michael Kistrup. Det er anden gang på kort tid, at hans arbejde underkendes. Forrige gang skete, da en undersøgelseskommission i det store og hele afviste kritikken fra det kontroludvalg med efterretningstjenesterne, som Kistrup også ledte.

Jura er ikke et spil Stratego og en højesteretspræsident trumfer ikke automatisk en landsdommer. Men Thomas Rørdam er heller ikke en hr. hvem-som-helst. Han ledte rigsretten mod Inger Støjberg.

Magtkritik er tidsånden

Hvor Minkkommissionens kritik fik massivt medvind i medierne - uden kritiske modspørgsmål, så udløser underkendelsen af selvsamme Minkkommission larmende tavshed.

Lige så skarpe medierne er i kritikken af andre, lige så uvillige er vi generelt til selv at modtage kritik.

Stillede man dengang spørgsmål ved kampagnejournalistikken mod Barbara Bertelsen, Thorkild Fogde og de andre embedsmænd, blev man beskyldt for at dække over magten.

Medierne skal nemlig være magtkritiske lyder det. Det er det nye buzzword, der lyder smart, men som ikke rigtigt betyder noget. Grundlæggende siger det mere om journaliststandens selvopfattelse end om de hjemlige magthavere.

I dag står Frihedsbrevets dyrt indkøbte voksfigurer af de implicerede embedsmænd ikke som et rædselskabinet over magtfuldkommenhed, men med mink-kommentator Frank Korsholms ord “som skamstøtter over pressens blodrus”.

Medierne løb med på en borgerlig klapjagt

For det er ikke særligt modigt, når alle store medier ukritisk løber efter den samme vinkel. Især ikke når det var åbenlyst, at klapjagten mod især Barbara Bertelsen samtidig var led i en borgerlig kampagne mod Mette Frederiksen.

Kunne man ikke få statsministeren for en rigsret, så kunne man i det mindste ramme hende igennem departementschefen, lød logikken.

I dag er den politiske kritik forstummet. Eller det vil sige, at den er henvist til de mere kulørte dele af højrefløjen. Nye Borgerliges næstformandsskab, LA’s online troldefabrik og så Rasmus Jarlov. Venstre og Moderaterne ved godt, at de dummede sig ved at give luft til konspirationsteorierne. Fornuftigt, men lidet ærefuldt.

når der ikke er benzin til et parlamentarisk stormløb, så er der heller ikke brændstof til den konfliktjournalistik som medierne (inkl. Netavisen Pio) elsker

Men den manglende politiske interesse udstiller også en usund dynamik mellem politikere og medier. For når der ikke er benzin til et parlamentarisk stormløb, så er der heller ikke brændstof til den konfliktjournalistik som medierne (inkl. Netavisen Pio) elsker.

Effekten bliver, at medierne i stedet for at udfordre magthavernes præmisser alle sammen løber efter den vinkel, der giver mest ramasjang. Det gør os forudsigelige. Og nemme at manipulere.

Skingerheden i Pilestræde

Berlingske har over de seneste år slået sin position fast som den mest skingre og aggressive kritiker af Mette Frederiksen og hendes regeringer.

Den i egen opfattelse konservative og samfundsbevarende avis bedrev skraldespandsjournalistik, da man uden grund hængte Barbara Bertelsen ud for noget så tilforladeligt, som at købe en ny mobiltelefon.

Eneste effekt var yderligere mistænkeliggørelse af en udsat embedsmand, der i forvejen var under PET-beskyttelse.

Eller da avisens chefredaktør, Tom Jensen, i den maleriske leder "Det dybe, mørke, sorte hul i minkskandalen" fremsatte teorier om, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen havde konspireret om at ødelægge bevismateriale og lyve for både offentlighed og myndigheder.

Deres tavshed siger mere end ord

Det er frisprog, der kan være på plads over for politikere, men over for en embedsmand, der i praksis er forhindret i at tage til genmæle, tenderer det bagvaskelse.

Med Information og enmandshæren Frank Korsholm som agtværdige undtagelser, så kommer denne del af minkskandalen stort set ikke til at blive dækket i medierne.

Vi kommer ikke til at se Knud Brix, Marchen Neel Gjertsen eller Tom Jensen reflektere over deres rolle i hetzen mod en række embedsmænd hvis brøde fremstår tiltagende uklar.

Det er også i orden. Deres tavshed siger mere end ord.