Den erkendelse ramte Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen efter statsministeriet tilbagekaldte advarslen til departementchef Barbara Bertelsen.

Derved svarer chefredaktøren også på spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen vil underminere tilliden til institutionerne. Selvfølgelig vil den det, hvis altså Jyllands-Postens læsere tager avisens leder seriøst.

En bananrepublik, er nemlig ifølge ordbogen et “uland som er økonomisk ustabilt, og som evt. har en høj forekomst af korruption, ofte sammenfaldende med, at landet ledes af militæret”.

En styreform, der må antages at være beslægtet med det, formanden for det for tiden største borgerlige parti, Alex Vanopslagh (LA) kalder et “klovnedemokrati”.

Historisk har konspirationsteorier om korrupte magthavere, der står i ledtog og dækker over ulovligheder ellers været mest udbredt på venstrefløjen.

Men efter Mette Frederiksen er blevet statsminister, er den slags mainstream på højrefløjen og i medierne.

Det er i bananstater, at folkedomstolen råder

Det kan man begræde og trække på smilebåndet over. Sandheden er, at det netop er i bananstater og klovedemokratier, at man lader folkedomstolen råde og straffer uskyldige embedsmænd.

For uanset hvor meget man har set sig rasende på Barbara Bertelsen, er hun ifølge rigets dygtigste jurister uskyldig i ulovligheder i forbindelse med nedslagtningen af minkene.

Minkkommissionen anbefalede, at der blev rejst tjenestemandssager mod en række topembedsmænd. Det skete, og de blev alle frikendt.

I stedet vælger chefredaktøren for et af landets største dagblade, at skrue op for tossefaktoren og kravle helt op i træet

Frikendelsen af Bertelsen og de andre embedsmænd burde havde været en anledning til for de toneangivende medier at stoppe op og reflektere over, om man mon ikke fra starten er gået for skråsikkert og aggressivt til dækningen af minksagen.

I stedet vælger chefredaktøren for et af landets største dagblade, at skrue op for tossefaktoren og kravle helt op i træet.

Det er bare snak, men konsekvensen er alvorlig

Det skal man ikke tage alt for seriøst. Når Neel Gjertsen bruger ordet “bananstat”, er der tale om et kraftudtryk i samme kategori, som når autonome aktivister råber “fascist” eller politiet eller en teenager siger, at hun hader sin mor.

Der er tale om en sproglig handling. Journalister og politikere lever i en verden af ord og symboler. Det er ikke meningen, at man skal handle på vores ord. Bliver vi skingre i retorikken, er det blot for at understrege en pointe.

Det mener Jyllands-Posten naturligvis ikke at demokratiet er, og derfor burde de holde sig for gode til at skrive sådan noget sludder

Problemet er bare, at der også findes mennesker, der lever i en verden af handlinger. Når Barbara Bertelsen har behov for PET-livvagter, så skyldes det ikke, at der findes borgere, som skriver grimme ting om hende.

Og skulle man være så ondskabsfuld at tage Neel Gjertsen og Vanopslaghs alvorligt, så giver verdensbilledet hos en hooligan-gruppe som Men In Black da pludseligt også mening.

Hvis demokratiet er i færd med at blive afmonteret, så er det logisk, ja en borgerpligt, at gå til modstand med alle forhåndenværende midler.

Det mener Jyllands-Posten naturligvis ikke at demokratiet er, og derfor burde de holde sig for gode til at skrive sådan noget sludder.