Som formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation kommer jeg en del rundt. Jeg snakker med mennesker, som er ansat i forskellige stillinger, både offentligt og privat, og det er rart at møde dissse folk og udveksle synspunkter om, hvordan vi ser på samfundet. Men det er direkte sjovt, når jeg fortæller dem om mine arbejdsforhold og ikke mindst min løn.

”Kun 44 kroner i timen,” siger de med en blanding af foragt og manglende forståelse.

Jeg bekræfter dem i, at de ikke hørte forkert og får som regel også lige skudt ind:

”Ja, sådan er det, når lidt over 100 akademikere skal bestemme ens løn og arbejdsforhold ved (finans)lov”.

Ja, man kan jo gå så langt til at sige, at skolepraktikelever er et levende eksempel på, hvor vigtig den danske model er for vores samfund og arbejdsmarked.

Politikerne snakker højt om visioner og ideer omkring skolepraktikken, og hvordan netop den skal være den magiske løsning på vores problemer. Imens sidder jeg hjemme i lejligheden og tænker tunge tanker om, hvordan jeg skal få min økonomi til at hænge sammen, nu da julen melder sin ankomst. Julebonusser får jeg ingen af, og huslejen skal jo også betales, og madpakken skal smøres.

Nu kommer jeg til at kræve meget af politikerne, jeg ved det godt, men de må snart tage en reel beslutning om, hvorvidt skolepraktikken skal fortsætte som en halvfærdig nødløsning, eller om den skal være et reelt alternativ til en læreplads hos mester.

Hvis man spørger undervisningsministeren og alle folk, hvis ord omkring uddannelse har stor indflydelse, så hælder det mod, at skolepraktikken skal være et reelt alternativ.

Spørgsmålet er så bare, om de rent faktisk vil gøre det mere reelt eller bare pynte en lort ved at smække det hele i en skål og kalde det for et ”skolepraktikcenter”. Hvis man ønsker, at denne førnævnte skål skal være et reelt alternativ, så skal der gøres op med nogle ting. Blandt andet, at skolepraktikelever kun har alt det dårlige fra det danske arbejdsmarked og ingen af goderne.

Blandt de ulemper, vi har, kan nævnes vores seks ugers ferie, som vi i ingen eller meget lille grad har indflydelse over. Det betyder, at det er rigtig svært at koordinere med sin kone eller kæreste eller børn, hvis man er så heldig.

Vi har ingen pension. Den almindelige lærling får betalt pension af mester, men i skolepraktik er det ens egen sag. Den her gør rigtig ondt. Jeg har nu gået i skolepraktik i to år af min 4-årige uddannelse, og det betyder, hvis jeg regner ud fra Dansk Metals overenskomst, at jeg mangler lidt over 70.000 kroner i indbetaling til min pension. Og med en folkepensionsalder, der ligger mellem 72 og 74 år, og ingen mulighed for efterløn, ja, så er 70.000 kroner virkelig mange penge.

Og så har vi har ingen forhandling af løn. For som før nævnt, er vores løn fastsat i finansloven. Det kan der slet ikke forhandles om. Hvilket er rigtig synd, da netop arbejderens egen indflydelse på løn er et af de rigtig store kernepunkter i hele vores arbejdsmarked og overenskomstsystem, som rigtig mange af os både almindelige lærlinge og skolepraktikelever kommer til at gå under resten af vores dage.

Og listen kunne fortsættes.

Når man kigger på vores krav, så er de ikke store, og de er ikke uretfærdige. Vi gør vores pligt, vi møder på arbejde hver dag og yder dagens gode gerning. Vi ønsker bare en fair løn for fair arbejde, så vi har lidt rum til både at spare op og betale regninger og samtidig har lidt rum til at nyde vores ungdom. Eller i denne tid rum til at betale julegaver.

Det er vel ikke for meget forlangt, er det ?

Morten Ryom er formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation

Netavisen Pio har inviteret fire unge formænd fra den virkelige verden til at skrive en uddannelsesklumme. Klummen vil i den kommende tid gå på omgang mellem Phillip Dimsits Lehrer fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning,  Morten Ryom fra Erhvervsskolernes Elevorganisation, Agnete Vienberg Hansen fra Danske Skoleelever og Zacharias Polonius fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.