Under krisen er den danske flexicurity-model kommet under heftigt pres. Man har slækket på security-delen ved at halvere dagpengeperioden og fordoble genoptjeningskravet. I øjeblikket taler flere danske politikere og økonomer om at sænke ydelserne til de ledige, som er blandt de højeste i EU. Begrundelsen er, at de høje ydelser mindsker incitamentet til at søge arbejde og dermed er med til at fastholde personer i ledighed.

Her er der imidlertid grund til at råbe vagt i gevær. Der er nemlig flere ting, der taler for, at vi hellere skulle passe på vores danske model frem for at svække den yderligere.

Den danske model er for eksempel med til at sikre, at Danmark har relativt få personer, der går ledige i længere tid. Selvom Danmark er et af de lande i EU, hvor understøttelsen for de ledige er højest i procent af lønindkomsten, så er antallet af langtidsledige forholdsvis lavt sammenlignet med andre lande. Og det endda på trods af, at Danmark er blandt de EU-lande, som har mistet flest arbejdspladser i løbet af krisen.

Ud af alle arbejdsløse er cirka hver fjerde langtidsledig. Det er den fjerde laveste andel af langtidsledige i EU. Selvom Tyskland har lavere arbejdsløshed end Danmark, er andelen af langtidsledige herhjemme markant lavere end i Tyskland, hvor cirka 45 procent er langtidsledige på trods af, at man med Hartz-reformerne sænkede ydelserne for især de langtidsledige.

Forklaringen på den fortsat lave langtidsledighed er, at det danske arbejdsmarked er meget fleksibelt og præget af lav beskyttelse mod fyringer. Det sikrer mange jobåbninger, fordi virksomhederne bliver mere risikovillige i forhold til at oprette nye stillinger, som kan komme de arbejdsløse til gode. Samtidig har vi i Danmark også meget skrappe rådighedskrav, som de arbejdsløse skal leve op til.

Forudsætningen for at have en så lav grad af jobbeskyttelse, som vi har herhjemme, er netop, at der er et godt sikkerhedsnet. Derfor er det farligt at svække sikkerheden i vores flexicurity-model ved at sænke ydelserne til de arbejdsløse.

Selvom man med beskæftigelsesreformen har forsøgt at forbedre indsatsen for de arbejdsløse, kan man på det lidt længere sigt godt frygte, at svaret på lavere ydelser til de arbejdsløse bliver, at lønmodtagerne vil kræve større beskyttelse mod fyringer.

Større beskyttelse mod fyringer vil øge risikoen for, at arbejdsløse bliver fanget i langtidsledighed, fordi det samtidig vil betyde, at der vil være færre jobåbninger. Når det er svært at fyre folk, vil virksomhederne nemlig være mere påpasselige med at ansætte. En sådan udvikling vil også gøre det vanskeligere for unge at komme ind på arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Vil du have den danske model eller discount-modellen?

Derudover peger forskningsresultater på, at langtidsledige og svage ledige ikke reagerer synderligt på reduktioner i overførselsydelser. Det skyldes, at de typisk slås med andre problemer end bare ledighed og generelt er mindre efterspurgte på arbejdsmarkedet.

Forholdet mellem overførselsydelse, lønniveau (kompensationsgraden) og beskæftigelsesgraden er faktisk heller ikke så entydigt, som det ofte fremstilles. Man hører ofte kritikere sige, at de høje ydelser gør, at det ikke kan betale sig for lavtlønnede at arbejde.

Imidlertid kan denne tilsyneladende sammenhæng mellem høj kompensationsgrad og lav beskæftigelsesgrad lige så godt skyldes, at de lavtlønnede har ringe uddannelse. Personer med mindre uddannelse får nemlig typisk lavere løn end veluddannede og har derfor typisk også en højere kompensationsgrad end veluddannede, men samtidig kan et lavt uddannelsesniveau være en forhindring i forhold til ens jobchancer.

Så i virkeligheden er det måske snarere uddannelse, der er afgørende, end understøttelsens størrelse.

Vores danske model et godt værn mod langtidsledighed. Vi skal derfor stoppe med at svække flexicurity-modellen og bruge kræfterne på at styrke den i stedet.

Erik Bjørsted er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med speciale i konjunkturvurderinger og konsekvensberegninger af økonomisk politik.