DR: Clements tone påvirkede interview negativt

DR2-vært Clement Kjersgaard bidrog til en hård tone i interviewet med Mette Frederiksen, hvorfor interviewet ikke gik, som DR havde håbet. Det indrømmer DR-chef i en mail, som Netavisen Pio er kommet i besiddelse af.
Clement Kjersgaards interview med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har været heftigt omdiskuteret, siden den socialdemokratiske frontfigur gæstede ”Vi ses hos Clement” i søndags.

På den ene side hævder Clement Kjersgaard, at Mette Frederiksen ikke besvarede hans spørgsmål. Og på den anden side har flere hævdet, at Clement Kjærsgaard saboterede interviewet ved at afbryde Mette Frederiksen 78 gange og at han forventede meget korte svar på meget komplekse spørgsmål.

DR kritiske over for den hårde tone

Netavisen Pio er kommet i besiddelse af svaret på en seerklage over interviewet, hvor programredaktør Judith Skriver fra DR medgiver, at Clement Kjærsgaards meget hårde og kontante tone var skadeligt for programmet.

”Stemningen i programmet…blev påvirket negativt af den hårde og kontante tone, som ikke mindst Clement Kjersgaard bidrog til”, skriver programchef Judith Skriver i mailen og tilføjer, at det ikke er ”hensigtsmæssigt, hvis tone og stil kommer til at skygge for det væsentlige.”

I en samtale med Netavisen Pio bekræfter Judith Skriver indholdet af mailen.
”Det skal handle om indhold, ikke om form. Jeg ville ønske, interviewet var forløbet anderledes. Det gik ikke, som vi ønskede”, siger Judith Skriver og tilføjer.

”Nogle gange går man hen til kanten i politiske interviews. Men vi skal ikke lave programmer, hvor man bare står og råber ad hinanden.”

Ny DR-kurs problematiserer Clements rolle
Det nye mail-svar fra DR og Judith Skriver står i kontrast til de hidtidige udmeldinger fra Danmarks Radio, der ellers har forsvaret DR2-værten uden forbehold. Det der tidligere blev beskrevet som kritisk journalistik bliver nu udlagt som ’ikke hensigtsmæssigt’.

Clement Kjersgaard selv har på Facebook afvist at have afbrudt Mette Frederiksen for meget og sagt, at han ”aldrig har afbrudt en politiker, der var i gang med at sige noget interessant.”

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook