Annonce

Skandalerne i DR er ledelsens svigt

Professor: Vi skal redde DR’s ry og rygte fra dårlig ledelse
70.000 kroner på at tranportere en hest over Atlanten, 1 million kroner til en nyhedsdirektørs fly- og hoteludgifter, en generaldirektør, der tjener tre gange mere end vores statsminister og sidst, men ikke mindst, en ekstern ’mangfoldighedskonsulent’ til en årsløn på 2.1 millioner kroner.

Foråret har været præget af en række skandaler i DR, som kan få katastrofale konsekvenser for kanalen under de kommende medieforligsforhandlinger.

Bestyrelsesformanden har selv sagt i et radioprogram på P1, at der ikke er blevet udvist ’rettidig omhu’. Den tidligere generaldirektør Christian S. Nissen fortæller Netavisen Pio, at flere af disse sager formentlig ikke er helt så slemme, som de fremstilles i medierne.

Der er snarere tale om ringe kommunikation.

Det er professor i organisation og ledelse ved CBS, Bent Meier Sørensen, dog langt fra enig i. Han vurderer, at bestyrelsen har svigtet, og at ledelsen i DR ingenlunde lever op til det ansvar, som følger med, når man er en offentlig medievirksomhed.

Han fortæller Netavisen Pio, at han håber, at det vil lykkes DR at indføre en ny ledelseskultur.

Et vanvittigt lønningsniveau
Bent Meier Sørensen kalder lønningsniveauet blandt DR’s ledelse for ’vanvittigt:’

”Generaldirektøren får noget der minder om apanage, og det hænger slet ikke sammen med, hvad andre topledere inden for det offentlige får i Danmark.”

For ham hænger det slet ikke sammen med den rolle, som DR’s ledelse reelt udøver. Han fortæller, at nuværende kulturminister, Mette Bock (LA), som tidligere arbejdede som programchef i DR, har beskrevet, at det var umuligt at bedrive ’synlig ledelse’ i DR.

”DR er en kreativ og på mange måder selvstyrende organisation, som i den nuværende form er noget nær ledelsesresistent – og derfor er det helt absurd at se de her tårnhøje lønninger i ledelsen, for det er immervæk ikke ledelsen, men de menige medarbejdere, som skaber DR’s fantastisk gode produkter.”

Kreative mennesker har brug for nogle gode og forudsigelige rammer for deres arbejde og så skal de nok levere: ”De skal vide, at til næste år skal vi også producere Ramasjang, fordi vi gør det så godt,” mener Bent Meier Sørensen.

”Medarbejderne skal ikke konstant frygte at miste deres arbejde på grund af nye medieskandaler, fordi deres ledere får nogle helt vilde lønninger. Det må være virkelig frustrerende at være medarbejder i DR, og så opleve den form for amatørisme fra deres lederes side.”

Tidligere generaldirektør: Man hæmmes, når man bombarderes af kritik
Den tidligere generaldirektør i DR, Christian S. Nissen, er ikke enig i den sidste tids hårde kritik af Danmarks Radio. Dermed ikke sagt, at han afviser, at der er blevet begået fejl. Han vurderer at selve det, at den nuværende bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har udtalt i et radioprogram på P1, at ’der ikke er blevet udvist rettidig omhu’ i forhold til de mange skandaler, skal tages meget alvorligt, når det kommer fra ham.

”Han er en ekstremt dygtig bestyrelsesformand, folk jeg taler med siger, at han har gjort en fantastisk indsats. Jeg har også bidt mærke i, at ingen fra bestyrelsen har protesteret, og det siger noget om, at der har været enighed, når beslutninger om lønningerne er blevet truffet.”

For Christian S. Nissen har der snarere været tale om kommunikationsvanskeligheder:

”Ledelsen har været udsat for et bombardement af kritik i den seneste tid. Og jeg ved fra min egen tid som generaldirektør, hvad det er, der så sker. Man bliver hæmmet, man går i forsvarsposition og måske begår man lettere fejl.”

Christian S. Nissen vurderer ikke, at der er særlig meget substans i kritikken af lønningsniveauet i DR:

”Hvis man vil vurdere Maria Rørbye Rønns lønningsniveau, må man sammenligne med, hvad de øvrige mediedirektører i Danmark tjener – og hun ligger absolut ikke i toppen. De fleste vil snarere ligge et sted over fem millioner. DR skal ikke være lønførende, men hvis man udregner lønudgifterne på ledelsesniveauet, så ligger DR et sted i midten i forhold til de øvrige danske medier – og det er formentlig også sådan det skal være.”

DR skal ikke sammenligne sig med private medier
Bent Meier Sørensen er meget uenig i, at DR skal sammenligne sig med lønniveauet i private medier i Danmark, fordi DR er et offentligt licensfinansieret medie.

”Offentlige institutioner skal generelt ikke være lønførende, fordi man jo til gengæld tilbydes nogle langt sikrere ansættelsesvilkår end i det private. Der er helt naturligt en anden opmærksomhed på en organisation som lever af skattekroner.”

For professoren gælder det nu om at redde DR’s ry og rygte, inden det er for sent. Men det vil kræve, at man indfører en ny ledelseskultur: ”Bestyrelsen skal op på hesten og vise politikerne og befolkningen, at DR er en veldrevet organisation, som er fokuseret på at skabe højkvalitetsprogrammer, og at de selvfølgelig har styr på deres udgifter.”

 

 


Flere artikler om emnet