Annonce

Ny trussel mod Danmarks sikkerhed og kendt debattør stiller op for Moderaterne

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til dit sidste nyhedsoverblik inden weekenden.

I dag skal vi først et smut forbi Moderaterne, der har valgt deres spidskandidat til Europa-Parlamentet næste år. Og så viser en stor afsløring fra Dagbladet Information, at Rusland har en elitesoldat udstationeret i Danmark.

Endelig tyder en ny måling på, at regeringen er lykkedes med at finde en folkelig vindersag i deres forslag om kriminalisering af koranafbrændinger.

Moderaterne vælger spidskandidat

Ligesom mange andre partier er Moderaterne i fuld gang med at forberede sig på næste års Europa-Parlamentsvalg. Og torsdag har de så valgt debattør og tidligere koncernchef i Tryg Stine Bosse som deres spidskandidat.

Det fortæller Bosse selv i Politiken.

Dermed er det altså ikke partiets eneste nuværende medlem af parlamentet, Bergur Løkke Rasmussen, der skal være den ledende skikkelse i partiets EU-valgkamp.

Partileder Lars Løkke Rasmussen fortæller, at Bosse bliver “spids-spids”-kandidat, men at partiet satser på at få både Bosse og Bergur Løkke Rasmussen valgt ind.

 

Trussel mod den nationale sikkerhed

Dagbladet Information kan i dag afsløre, at Rusland har en oberst i efterretningstjenesten GRU udstationeret i Danmark.

Den 43-årige elitesoldat Vladimir Grekov, der siden 17. februar har nemlig været registreret som diplomat i Danmark. Grekov har et imponerende CV, der kan være grund til bekymring for danske autoriteter.

“I er nødt til at forstå, at når man placerer en person med erfaringer i specialoperationer i et land, så handler det ikke bare om efterretningsarbejde. Så handler det om, at våbendepoter på mystisk vis vil begynde at eksplodere,” udtaler den russiske journalist og dissident Andrej Soldatov til avisen.

 

Danskerne bakker op om koranlov

I dag landede den første meningsmåling om danskernes holdning til koranafbrændinger, siden regeringen offentliggjorde lovforslaget, der har til sigte at kriminalisere koranafbrændinger.

Og den kan regeringen glæde sig over.

Den viser nemlig, at 50 procent af vælgerne støtter SVM-regeringens forslag om at forbyde utilbørlig behandling af religiøse skrifter. Kun 35 procent af vælgerne er imod, mens resten har svaret “ved ikke”.

Målingen er lavet af Voxmeter for Ritzau.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"tidligere koncernchef i Tryg Stine Bosse" hvorfor røg hun ud af Tryg???
Sådan er radikaler - føj, hellig har hun altid været

og Bulgur, fars dreng, selvfølgelig skal han ha' en plads i EU - husk blyantspengene (over 30.000kr pr. måned- skattefrit) -

det er sgu ikke underligt hvis politikerleden eksisterer
.

Trussel mod den nationale sikkerhed
"Danmark smider russere ud af ambassaden"
https://jyllands-posten.dk/nyhedsoverblik/ECE16398774/nyhedsoverblik/