Annonce

Nye forhandlinger i lufthavnskonflikt og lastbilchauffører aflyser demonstration

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I dagens nyhedsoverblik kommer vi forbi Københavns Lufthavn, hvor en konflikt mellem flyveledere og arbejdsgiveren Naviar har resulteret i mange forsinkelser. Torsdag mødes parterne dog igen ved forhandlingsbordet.

Der var lagt op til en stor demonstration i dagen op til Kristi Himmelfartsdag, hvor lastbilchauffører ville protestere over ny vejafgift. Men det bliver ikke til noget alligevel, og foreningen bag nedlægger sig selv med øjeblikkelig virkning.

I Rødby på Lolland er en kvinde kommet til skade ved en eksplosion. Hun er blevet fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet i København. Det skal nu undersøges, om der er tale om en arbejdsulykke.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Konflikt i Københavns Lufthavn: Parter til forhandlingsbordet

Uenigheden mellem flyvelederne og deres arbejdsgiver Naviair har skabt forsinkelser især i Københavns Lufthavn.

Balladen skyldes at der er mangel på flyveledere, og de tilbageværende derfor har været nødsaget til at tage ekstra vagter. Men det vil de ikke længere.

Derudover vil de også have højere løn. De kræver, ifølge Berlingske, at gennemsnitslønnen skal stige fra 1,2 millioner kroner til 1,7 millioner kroner.

Forholdet har derfor været ganske køligt mellem de to parter, men torsdag har Naviar og flyveledernes fagforening, Datca, genoptaget forhandlingerne.

”Vi ser meget frem til at forhandle, for vi er klar til at løse den her uholdbare forhandlingssituation, siger Datcas formand, Esben Blum til DR.

 

Lastbilchauffører demonstrerer ikke alligevel

Den stort anlagte demonstration i dagene op til Kristi Himmelfartsdag, hvor lastbilchauffører ville protestere over en ny vejafgift ved at blokere for veje og afkørsler er aflyst.

Samtidig nedlægger gruppen bag, Vejskatskomiteen, sig selv med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Vejskatskomiteen i en pressemeddelelse.

Myndighederne har, ifølge arrangørgruppen, lagt så mange forhindringer i vejen, at det er umuligt at gennemføre demonstrationen.

”I stedet for at samarbejde med os om at gennemføre en lovlig og Grundlovssikret demonstration har det offentlige Danmark i form af repræsentanter fra midt- og østjyllandspoliti koordineret deres indsats og sat juristerne til at kulegrave sagen. Denne kulegravning har medført at vi må konstatere at vi stilles overfor betingelser som er umulige for Vejskatskomiteen at være en del af,” lyder det fra Vejskatskomiteen, som tilføjer:

”De har på den måde fundet hver en sprække og lov de kan bruge til at forhindre det den af os planlagte lovlige demonstration. På denne baggrund og da vi som komite udelukkende vil stå bag lovlige demokratiske metoder, opløses Vejskatskomiteen med øjeblikkelig virkning!”

 

Eksplosion sender kvinde på hospitalet

Torsdag morgen arbejdede en kvinde med dampe i Rødby på Lolland. Noget gik galt, og en eksplosion sendte kvinden med lægehelikopter til Rigshospitalet i København.

Det skriver Fagbladet 3F.

”Vi fik en melding om en brand med eksplosionsfare og alvorlig tilskadekomst klokken 07:53. En kvinde født i 1975 er kommet alvorligt til skade med forbrændinger,” siger vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Morten Kronbo til Fagbladet 3F.

Politiet skal nu i samarbejde med Arbejdstilsynet klarlægge omstændighederne og opklare, om der er tale om en arbejdsulykke.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet