Annonce

Nye tal: Flere lærepladser trods corona

I september blev der indgået 38 procent flere lærepladsaftaler end samme måned året før, viser nye tal. “Rigtig god nyhed”, lyder det fra fagbevægelsen
Det meget store fald i antallet af unge, der får en læreplads, som vi så under coronakrisen i foråret, er nu vendt til en stigning, viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Antallet af lærepladsaftaler på det private arbejdsmarked er siden juni steget stødt. I september alene er antallet steget med hele 38 procent - svarende til 4.310 aftaler. Sidste år i september blev der til sammenligning indgået 3.125 lærepladsaftaler.  

Børne- og undervisningsministeren glæder sig over udviklingen:

Det er strengt nødvendigt, at unge får en læreplads, så de kan få deres uddannelse

“I en mørk tid, hvor det ikke vrimler med gode nyheder, er de her tal virkelig glædelige. Det er strengt nødvendigt, at unge får en læreplads, så de kan få deres uddannelse.” 

“Det er vigtigt, at vi handler, så vi undgår et større corona-efterslæb, og vi må blive ved med at følge udviklingen. Men det her viser, at vi kan gøre noget, hvis vi finder de rigtige redskaber i værktøjskassen,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse.

Glæde hos fagbevægelsen

Også Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som repræsenterer 1,3 millioner lønmodtagere, ser positivt på nyheden om flere lærepladsaftaler.

“Det er en rigtig god nyhed, at vi med den trepartsaftale, vi lavede før sommerferien, har formået at holde hånd under de elever, som stod og manglede en praktikplads. Så jeg er rigtig glad for, at den aftale virker,” siger Nanna Højlund, der er næstformand i FH, til Netavisen Pio.

Så jeg er rigtig glad for, at den aftale virker

Tilbage i maj indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, som skulle holde hånden under lærlinge og danske virksomheder via midler fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

Minister: Trepartsaftale virker

”Det var en nødvendig aftale, som har vist sig at virke rigtig godt. Og det siger noget om, hvor langt vi kan komme som samfund, når vi sammen finder løsninger,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ifølge Nanna Højlund er det netop trepartsaftalen, der nu har kastet flere lærepladsaftaler af sig:

“Med trepartsaftalen sikrede vi, at arbejdsgivernes udgift til lærlinge faldt betydeligt. Det er faktisk sådan, at arbejdsgiverne får 90 procent dækket. Dog ikke hvis de tager nogen i en kort aftale, fordi vi ikke er særlig begejstret for de korte lærepladsaftaler.“

Med trepartsaftalen sikrede vi, at arbejdsgivernes udgift til lærlinge faldt betydeligt

“Derfor viser denne nyhed jo også, at man i virkeligheden godt kan tage lærlingene i en fuld aftale. Så vi er rigtig glade, fordi på den anden side af coronakrisen får vi brug for hver og en af dem, vi uddanner,” siger Nanna Højlund.

Færre korte lærepladsaftaler

Ud af de 4.310 indgåede lærepladsaftaler i september 2020 er 598 af dem korte lærepladsaftaler, som FH er kritisk over for. I september 2019 blev der indgået 526 korte lærepladsaftaler ud af de i alt 3.125 indgåede lærepladsaftaler.

Det er i procent tale om et fald fra 16,8 procent til 13,9 procent - svarende til 2,9 procentpoint - i antallet af korte lærepladsaftaler fra september 2019 til september 2020.

Og det glæder Nanna Højlund fra FH.

Så det virker, og man kan godt tage lærlingene i en fuld aftale

“Så er det jo en endnu bedre nyhed. Arbejdsgiverne får som sagt heller ikke den samme udgift dækket i aftalen. Så det virker, og man kan godt tage lærlingene i en fuld aftale,” siger hun.

Arbejdsgiverne skal bare lige forstå, at det er nemmest at tage lærlinge ind i en fuld aftale, lyder det fra Nanna Højlund.

Hvad er en kort lærepladsaftale?

  • En korttids-lærepladsaftale er indgået for en kortere del af praktiktiden i stedet for den fulde praktikperiode.

  • En hel del af korttids-lærepladsaftalerne løber ikke mere end tre måneder. Andre løber 6-7 måneder - og andre igen omkring 10 måneder.

  • Der er på den måde eksempler på, at unge under uddannelse til tømrer, elektriker og frisør skal ud skaffe helt op til fire praktikpladser for at få udfyldt den fulde praktiktid.

  • Hvis lærlingen ikke får en ny lærepladsaftale efter udløbet af en kort aftale, har lærlingen ret til at begynde i skolepraktik.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet 

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet