Selvfølgelig må de ikke bande, selvfølgelig skal de have engle-malerier hængende, selvfølgelig skal de ligge under for et ustyrligt undertrykt seksuelt begær, selvfølgelig skal de have sekteriske hemmeligheder og selvfølgelig skal de hade andre religioner indædt. DR’s nye satsning med søndagsdramaet ’Herrens veje’ indeholder en næsten ustoppelig strøm af klicheer og floskler, som forfatter og idémand Adam Price serverer appetitligt.

Prices skarpe blik ser klicheerne, han ved præcis, hvor de er, og han vælger at vade direkte ind i dem

Man kan næsten se Adam Price, som den lille dreng i slikbutikken, der godt ved, at han skal lade være, men alligevel bare spiser, til han revner. Prices skarpe blik ser klicheerne, han ved præcis, hvor de er, og han vælger at vade direkte ind i dem. Den alternative løsning er ellers at danse elegant uden om klichémylderet og sætte historien i centrum.

Det er ganske enkelt med klicheer, at Price fortæller sine historier og har skabt sin succes. Det er sådan, han vil få sit publikum i nettet. Mange vil sikkert også kunne huske det fra DR-serien Borgen, hvor Sidse Babett Knudsen havde hovedrollen som politikeren Birgitte Nyborg – der ryger direkte ind i Statsministeriet, fordi hun fortæller vælgerne hudløst ærligt om sine politiske værdier og størrelsen på sin bagdel. Helt tilsvarende spiller Ole Thestrup rollen som en ekstremt brovtende og forudsigelig højrepopulist, der næsten giver serien karakter af en komedie.

En præstesøns bekendelse
Jeg må som præstesøn indrømme, at jeg dels er en smule forudindtaget i min anmeldelse og dels aldrig har mødt noget som helst i min opvækst, der er nær lige så farvefyldt, som det liv, der portrætteres i 'Herrens veje'. Ikke én af de mange klicheer kan jeg erindre at have stødt på. Livet i en almindelig dansk præstegård med Grundtvig på væggen er langt fra så spændende, som Price forestiller sig, men alligevel rammer serien noget.

Selvom klicheerne givetvis kommer til at stå i kø de kommende søndage, så afslører første episode af ’Herrens veje’ et kæmpe potentiale

Selvom klicheerne givetvis kommer til at stå i kø de kommende søndage, så afslører første episode af ’Herrens veje’ et kæmpe potentiale og skaber en lyst til at se mere. Skuespilpræstationerne er ganske enkelt i særklasse. Dels fra Lars Mikkelsen, der spiller hovedrollen, som præsten Johannes (opfindsomt navn ikke?) understreger overlegent, at han er landets største mandlige skuespiller på skærmen og dels fra hans kontrapart og præstkone Ann Eleonora Jørgensen, der matcher ham til fulde. Det er ren fryd at følge de to veksle mellem livskrise, sorg og sejrsikkerhed, imens de går i valgkamp for at sætte sig på bispesædet i København.

På samme måde rammer 'Herrens veje' med de højtravende eksistentielle spørgsmål en åre i tiden. Det er modigt at tage dem op og skrive dem ind i danskernes tv-oversigt for søndag aften. Spørgsmålene om hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi frygter er ligeså vigtige som de er evigtgyldige. Umoderne begreber som eksistentialisme, weltschmerz og tristesse vækkes til live i kontekst af arvelig sindssygdom, som virkelig giver materiale til længere tids grublen.

Troende: ’Så dum må man ikke være nu om stunder’
Det bliver spændende at følge provsten Johannes, hans kone Elisabeth og deres tø sønner, hvor den ene, August, har fulgt i faderens fodspor, mens den anden, Christian, stadig ikke rigtig har fundet rette hylde. Konflikter, intriger og dramaet lurer tydeligt under overfladen.

På samme måde, som de indre konflikter og modsætninger bliver spændende at følge, så vil jeg også holde øje med, hvordan Price og kompagni vælger at tegne billedet af det mikrokosmos af et liv, der foregår i en præstegård. Præsten som sjælesørger, besøgene hos de vordende ægtepar og de mange samtaler med sognebørn i krydset, over køledisken, eller over rundstykker i konfirmandstuen.

Og så afskriver du dig det her højintellektualiserede sammenhold.

Ganske overbevisende er det også at, hovedrolleindehaver Lars Mikkelsen selv sætter noget på spil, som er mere end bare det overbevisende skuespil. Det er nemlig en kærkommen bonus for 'Herrens veje,' at Lars Mikkelsen sætter sin egen tro på spil og i flere interviews blandt andet har sat ord på, hvordan han mener, at  det moderne samfund ser ned på folk, der bekender sig som troende:  ”Nu tør jeg sige, jeg er troende. Og det har jeg ikke turdet hele mit liv, fordi det kræver jo et vist mål af naivitet for et moderne menneske at sige: ’Jeg tror’. Og så afskriver du dig det her højintellektualiserede sammenhold, man er en del af, når man er skuespiller og kunstner".

Hvis man bekender sin tro og erklærer sig som kristen, så falder man ifølge Lars Mikkelsen i en ganske upopulær kategori. Som Mikkelsen selv formulerer det: "så dum må man jo ikke være nu om stunder”.

Giv plads til de dybere tanker
Vi lever i en tidsalder, hvor folk er forvirrede i sindet, og hvor mange har vænnet sig til aldrig at sætte noget på spil. De sociale medier har lært mange, at man kan sige hvad som helst, at man bare skal høste den overfladiske applaus og aldrig sige noget som stikker følelsesmæssigt dybt. Det er no go.

'Herrens veje' har potentiale til at levere noget af det, som tiden skriger på

Hvis 'Herrens veje' fortsat formår at sætte noget på spil, dykke ned i de komplicerede følelser og udfordre seerne på deres egen ballast, så kan det blive en aldeles fremragende serie. 'Herrens veje' har potentiale til at levere noget af det, som tiden skriger på. Omvendt så kan Mikkelsen og Jørgensen heller ikke holde - den klichetyngede - båd flydende helt alene. Men det var en flot start på DRs nye søndagsdrama.