Statsministre: Et indblik i fem forskellige personligheder

Alt i alt har ”Statsministre” været god og velproduceret public service-underholdning.
Danmarks Radio sendte i søndags det fjerde og sidste afsnit i miniserien ’Statsministre’. For fjerde søndag i træk så vi de fem nulevende danske statsminister sidde i hyggelige omgivelser på Marienborg og snakke om livet som statsminister i Danmark, reflektere over de store beslutninger i deres statsministertid og diskutere hvordan embedet har udviklet sig i løbet af de 35 år, deres samlede regeringstid dækker over.

Da vi for tre uger siden anmeldte det første afsnit, roste vi seriens koncept, men efterlyste lidt mere bid i samtalerne og mere fokus på de kontroversielle beslutninger, der blev taget i løbet af perioden. De tre følgende afsnit har i nogen grad efterkommet det ønske, idet vi blandt andet er kommet rundt om Irakkrigen, Tamilsagen, Rushdie-sagen og DONG-salget.

Men rigtig ”farligt” er det ikke blevet, og det mest interessante ligger ofte mellem linjerne eller i relationerne mellem de fem, end i det, der fortælles direkte til kameraet.

Irakkrigen en ”detalje”
Vi kommer også ind på den måske mest kontroversielle politiske beslutning de seneste 35 år, nemlig beslutningen om at deltage i den amerikansk ledede krig mod Irak i 2003 på det snævrest mulige politiske flertal i Folketinget. Anders Fogh Rasmussen fortæller om, hvordan der generelt har været bred konsensus om en aktivistisk dansk udenrigspolitik de seneste årtier og konkluderer, at ”det tror jeg et lille land er godt tjent med”.

”Vi var ikke helt enige om det der med Irak”, lyder det så fra Thorning. ”Næ, men sådan i det store hele. Der vil jo altid være nogle detaljer….”, svarer Fogh. ”’Detalje’ er nok et stærkt ord at bruge i den sammenhæng”, lyder det tørt fra Nyrup, der mener, at ”Anders slap for let af krogen”.

Fogh fortæller, at han fra sit allerførste møde med George W. Bush i foråret 2002 fik at vide, at USA havde kig på Irak og overvejede militære aktioner. ”Når en allieret som USA beder om vores hjælp, så bør vi som udgangspunkt også deltage”, lyder det fra Fogh. Han taler endda ligefrem om en ”politisk-moralsk forpligtigelse til at hjælpe USA”.

Og her kommer Fogh måske i virkeligheden nærmere sandheden, end han gjorde som statsminister: Den danske deltagelse i Irakkrigen handlede i virkeligheden hverken om masseødelæggelsesvåben, FN-resolutioner eller demokrati i Irak. Den handlede om forholdet mellem Danmark og USA. På spørgsmålet om, hvorvidt Fogh fortryder, at man ikke var godt nok forberedt på situationen efter Saddam Husseins fald lyder det fra Fogh, at ”nej, det var amerikanerne der stod for den del af administrationen”. Her er altså stadig ikke noget at komme efter.

I forbindelse med beslutningen blev Fogh overfaldet med maling i Folketinget af en radikaliseret venstrefløjsaktivist. ”Man har lyst til at vende sig om og slå den pågældende ned”, fortæller Fogh. Episoden fik stor betydning for både Fogh og senere statsministre, for fra det øjeblik blev han konstant overvåget af livvagter fra PET.

Rushdie-sagen, der ikke var en rigtig sag
Schlüter fortæller om Tamilsagen – en sag, han tydeligvis stadig ikke er glad for at tale om. Vi bliver ikke klogere på selve substansen i sagen. Men Schlüter kan blandt andet fortælle, at det famøse udtryk om, at ”der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” ikke var hans eget påfund, men stammede fra et talepapir i Justitsministeriet. Set i bakspejlet er Schlüter ærgerlig over, at han brugte udtrykket, da det jo viste sig at være forkert.

Nyrup fortæller om den såkaldte Rushdie-sag fra 1996, hvor regeringen aflyste et besøg fra den britiske-indiske forfatter Salman Rushdie, der skulle modtage en bogpris, med henvisning til, at der var en konkret sikkerhedstrussel mod Rushdie, som ayatollahen i Iran havde udstedt en dødsdom over. Det førte til massive beskyldninger mod Nyrup om at tilsidesætte ytringsfriheden, en opfattelse som Rushdie selv afviste på et fælles pressemøde med Nyrup, da besøget endelig blev gennemført. Nyrup er tydeligvis stadig bitter på forfatteren ”med en selvforståelse der var større end Rundetårn”, som han formulerer det.

Nyrup mener i øvrigt ikke, at sagen var en rigtig ’sag’, men kun blev en ’sag’, fordi politiske modstandere ønskede at gøre det til en sag. ”Andre ville måske have fejet det væk og sikret sig, at der var et flertal, der kunne dække det af”, som han formulerer med slet skjult henvisning til Dansk Folkepartis mange fredninger af ministre under Fogh og Løkke.

Deltagerne bliver dog ikke for alvor udfordret, men får i høj grad lov til selv at fortælle om deres oplevelser, og de få kritiske spørgsmål, der stilles, bliver ikke fulgt op, når statsministrene glider af på dem. Det er for så vidt fint nok, det er en portrætudsendelse, ikke et debatprogram, men det betyder også, at flere af seancerne har karakter af partsindlæg.

Thorning: ”Vi havde masser af kriser”
Man mærker som i det første program også i de følgende tre programmer tydeligt, at Helle Thorning-Schmidt har nogle budskaber, hun gerne vil ud med. Flere gange vender Thorning tilbage til vanskelighederne med SF i regeringen, vanskeligheder som ifølge Thorning i høj grad skyldtes, at partiet ikke var fortrolig med regeringsansvaret. ”Det ødelagde dem, det åd SF op indefra, og det skadede regeringen”, fortæller Thorning.

Hun erkender, at hendes regering havde ”masser af kriser”. Vi genoplever blandt andet det tumultagtige forløb om betalingsringen i København, kulminerede med det bizarre ”der kommer en rigtig god løsning i morgen”-pressemøde i Statsministeriet. Thorning forsøger at tegne et billede af, at det i høj grad var hensynet til de i regeringssammenhæng uprøvede SF’ere som var årsag til mange af problemerne, og hun fremstiller det som en lettelse, da partiet i 2014 vælger at forlade regeringen.

Thorning kommer også med stikpiller til Nyrup og Lykketoft, der som tidligere formænd kom med lidt for mange ”gode råd” til hvad hun burde gøre og mere. Blandt andet i forbindelse med DONG-salget, hvor Nyrup var meget aktiv i den offentlige kritik af regeringen.

Thorning får dog ikke altid helt doceret det rigtigt, eksempelvis i sidste afsnit hvor hun kaster sig ud i en større forklaring om hvorfor løftebruddene ikke var rigtige løftebrud. Her lyder hun lidt for meget som den Helle Thorning der stod på tirsdagspressemøderne og forsøgte at overbevise journalister med indstuderede talelinjer, og hun møder da også kun en overbærende latter fra de øvrige.

God og velproduceret public service
Programmet er værst, når de fem statsministre får lov til lidt for længe at sidde med alvorlig stemmeføring og fortælle banaliteter eller bekræfte hinanden i, at de da alle har gjort en stor forskel og alle har arbejdet på at trække Danmark i en god retning. Det er bedst, når man ser statsministrene på slap line i situationer, som ikke på forhånd er indstuderet.

Som da Løkke har Schlüter på besøg i Statsministeriet, og Schlüter kommer med en bemærkning om, at han ikke bryder sig om malerierne på væggen. Løkke skynder sig at indskyde, at et af dem er malet af Dronningen, hvorefter Schlüter bemærker, at ”det er da en pæn ramme”. En situation, der siger meget om, hvem den underspillede Schlüter er som person – og som statsminister.

Og så er det igen spillet mellem de forskellige statsministre, der er interessant. Når eksempelvis Løkke forsigtigt bemærker, at der måske også er ”en skyggeside ved det der kontraktpolitik”, som Fogh introducerede, og Fogh kigger skeptisk, ja nærmest skuffet, på sin arvtager, der erkender, at han måske var for længe om at træde ud af Foghs skygge. Løkke demonstrerer i øvrigt også, at han evner at lave en ganske velklingende Nyrup-imitation (”Loo-nee”).

Der er også gode scener hvor både Løkke og Thorning fortæller om omkostningerne for familien, der pludselig ganske ufrivilligt kan havne på forsiden af formiddagsbladene. Og selvfølgelig da Poul Nyrup hudløst ærligt fortæller om datteren Signes selvmord og de refleksioner over livet, det satte gang i hos ham.

Til gengæld er der også emner, der slet ikke er berørt. Hele de økonomiske område, eksempelvis Foghs økonomiske politik i årene op til finanskrisen, berøres stort set ikke. Vurderingen har måske været, at det ikke egnede sig til underholdning søndag aften.

Alt i alt har ”Statsministre” været god og velproduceret public service-underholdning. Der er ikke blevet afsløret store statshemmeligheder, og der er ikke meget af selve indholdet, der ikke har været fortalt før. Men DR har vist os fem meget forskellige personligheder og givet os et indblik i, hvordan de hver især reflekterer over deres statsministertid. Og vi har set, at politikere faktisk godt kan sidde og tale ordentlig sammen, selvom de ikke er enige.


Kommentarer fra Facebook