Østeuropæere i Danmark trodser anbefaling: Dropper karantænen

Fagforbund og politikere vil have udenlandsk arbejdskraft i tvungen karantæne.
Foto: Colourbox
14 dages karantæne før du kan arbejde i Danmark, lyder opfordringen til udlændinge, der vil arbejde i Danmark.

Når udenlandske ansatte kører over den danske grænse, er opfordringen fra sundhedsmyndighederne klar: Ryk direkte i karantæne i to uger, før du går ud på en dansk arbejdsplads.

Men opfordringen om at udlændinge skal i karantæne, bliver ikke fulgt. Det skriver A4 Arbejdsliv.

Selv om grænserne har været lukket, så er det fortsat været muligt at komme ind i Danmark, hvis man kan fremvise dokumentation på, at man har arbejde. Og det er der fortsat mange udlændinge der gør - f.eks. fra Polen.

Men selv om myndighederne opfordrer dem, der kommer til Danmark, til at gå i 14-dages karantæne, så er det langt fra alle steder at opfordringen efterleves.

A4 Arbejdsliv har talt med flere polakker, der arbejder i Danmark og henviser til debatter fra Facebook-gruppen 'Polakker i Danmark', hvor polske ansatte i Danmark fortæller om, hvordan opfordringen til karantæne langtfra bliver efterlevet.

Flere kan berette om, hvordan de selv eller kolleger, kommer direkte fra Polen og ud på danske arbejdspladser.

Kræver tvungen karantæne

Spørgsmålet om coronakarantæne til udenlandske ansatte har også været oppe og vende politisk.

En stribe af landets fagforeninger samlet i BAT-Kartellet, samt Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti har krævet, at regeringen erstatter den frivillige opfordring og i stedet indfører tvungen karantæne til alle udenlandske ansatte, der kommer til Danmark.

Claus Von Elling, der er gruppeformand i byggegruppen i 3F, mener, at beskæftigelsesministeren må på banen.

"Det er en minister, som ønsker at inddrage de andre politiske partier, men når det kommer hertil, rækker det her samfundssind ikke længere, fordi man har et massivt ønske om at holde gang i de store byggeprojekter og dermed økonomien,” siger han til Ekstra Bladet, hvor han kræver 14 dages karantæne til alle.

Enhedslisten ønsker en model, hvor myndighederne får mulighed for at pålægge ansatte at gå i karantæne, hvis de kommer fra områder med særligt højt smittetryk.

"Men det skal også være muligt at slække på karantænekravet, hvis et land får bedre styr på coronaepidimien, og smittetrykket falder. Men lige nu er det jo helt tosset, at man uden problemer kan rejse fra Italien og Spanien og tage arbejde i Danmark uden at skulle i karantæne, siger Christian Juhl til A4 Arbejdsliv.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er ikke afvisende overfor at stramme reglerne, men til Ekstra Bladet advarer han imod at lave reglerne for firkantede.

"Jeg vil gerne diskutere, om vi kan lave test eller en karantæneordning for mennesker for højrisikoområder,” siger han til avisen.



David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Dummernik... Jyllandspesten igen igen, alt hvad de ikke har opfundet bør være ulovligt...