I dag (lørdag) er det forfatteren Johannes V. Jensens fødselsdag. Han har nu været død længe (1873-1950), men som forfatter er han værd at mindes. Jeg sidder i toget denne morgen og betragter morgengryet, der får det jyske, sneklædte landskab til at lyse op, skært hvidt med sorte kontraster.

Jeg er på vej til Farsø, Johannes V. Jensens fødeby, hvor museet for ham og hans søster, Thit Jensen, befinder sig.

Jeg skulle i grunden have deltaget i en festlighed, hvor museet ville fejre bysbarnet og digteren med servering af fire stykker smørrebrød og en kold, ravgul øl samt et isafkølet glas snaps, der skinner som en levende diamant, præcis som Johannes V. Jensen beskrev det i sit berømte digt, ‘Ved Frokosten’ fra 1906.

Det et digt, hvor forfatteren hylder det nationale, udtrykt i smørrebrødet og i kvindens brystkasse, der er “dyb og elastisk som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver”, med “smækre Arme og de klareste Tænder, en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger”.

Jo, Johannes V. Jensen bragte et mere bramfrit og spillevende sprog til den danske litteratur.

Desværre var der ikke nok tilmeldinger, så arrangementet blev aflyst. Til gengæld har jeg aftalt at spise smørrebrød med museets direktør, Peter Hørup. Da vi talte i telefon sammen, for at aftale nærmere, faldt snakken på Kristian Bang Foss’ nye roman, ’Manden der bar solen’.

Det er en roman, der handler om bronzealderen, og den sprudler af naturlyriske billeder, af voldsom vitalitet, blod, gamle guder og myter, krigeriske sind og heltemod. Den flyder over med skikkelser fra fortiden, der levede langs Limfjorden, byggede deres gravhøje for de faldne og drog i krig sydpå.

I dag fremstår romanværket en kende bizar

Vi blev hurtigt enige om, at Kristian Bang Foss’ bog på mange måder minder om et af Johannes V. Jensens senværker, ’Den lange rejse’ (1908-22). Det er på mange måder en underlig og ujævn roman, der ikke som sådan fungerer som en episk fortælling.

Den er konstrueret ud fra Johannes V. Jensens evolutionsbiologiske ideer, og selve romanen består af mindre stykker, noveller, der først i 1922 blev samlet under en fælles titel.

Novellen ‘Bræen’ fra 1908, der senere indgik i ‘Den lange rejse’ som første del, blev Johannes V. Jensens økonomiske gennembrud, og det forstår man samtidig godt.  

I dag fremstår romanværket en kende bizar, trods de særskilte novellers sproglige finurligheder og stærke billeddannelser, fordi Johannes V. Jensen heri svælger i socialdarwinisme, i raceideer, der ikke klæder en stor, anerkendt forfatter.

Til gengæld er romanens beskrivelser af urmennesket fra Norden malerisk og stærk. Man kommer til at tænke på flere passager fra bogen, når man for eksempel ser film som ’The Revenant’ og ’Bastarden’.

Men det er selve sprogets sprudlende og livagtige billeder, der gør, at ’Den lange rejse’ og ’Manden der bar solen’ minder om hinanden, foruden at de begge handler om krige, med meget eksplicitte og blodige scener, der samtidig er brutalt smukke.

Det er også derfor, at jeg formoder, at også Kristian Bang Foss’ roman vil stå i eftertiden, ligesom Johannes V. Jensens

Jeg blev nysgerrig og kontaktede derfor Kristian Bang Foss, for at spørge ham om Johannes V. Jensens roman havde inspireret ham, og han svarede.

“Jeg genlæste ’Den lange rejse’, inden jeg skrev ’Manden der bar solen’, og selv om han ikke er lige så god rent stilistisk som i ’Himmerlandshistorier’ og ’Kongens Fald’, er det stadigvæk et vildt værk, der ikke ligner meget andet i dansk litteratur.”

Så der var noget om snakken, om de anelser Peter Hørup og jeg delte. Og sammenfaldet mellem Johannes V. Jensens og Kristian Bang Foss' naturbeskrivelser, personkarakteristikker og menneskelige relationer er entydigt positivt, for der findes ingen andre i dansk litteraturhistorie, der har evnet at skrive netop sådan.

Det er også derfor, at jeg formoder, at også Kristian Bang Foss’ roman vil stå i eftertiden, ligesom Johannes V. Jensens.

Det buldrende fremskridtslokomotiv

Når jeg nu sidder her i toget, der nærmer sig Himmerland, som Johannes V. Jensen tidligt i sit forfatterskab besang og satte på det litterære landkort, så falder det mig naturligt at mindes et andet digt fra 1906, foruden digtet om den frokost, der venter mig på museet: ’Paa Memphis Station’.

Her står den unge mand i stampe og betragter det prustende lokomotiv, der ikke bevæger sig. Han mærker inertien og uvirksomheden. Han er ved at sprænges af længsel over at komme videre, her i Den Nye Verden.

Johannes V. Jensen debuterede som forfatter i 1896

At gå i stå, i Amerika, var for Johannes V. Jensen et absurd paradoks. Dette sælsomme sted, hvor fortidens tyngde fra Europa var fraværende, og hvor fremskridtet og teknikken strømmede som landets identitet gennem det evigt pulserende landskab, var for Johannes V. Jensen som at slippe ud af et bur.

Johannes V. Jensen debuterede som forfatter i 1896, med den korte roman ’Danskere’. Senere tog han afstand fra den, samt andre af hans tidligste skrifter, i erkendelse af, at han endnu ikke havde fundet sin egen stil, og fordi de mindede alt for meget om datidens helt store forfatter, symbolisten Johannes Jørgensen.

Det er slående, at heltene hos Johannes Jørgensen er svage, fortabte og nogle gange, som ham selv, måtte ty til troen. Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen og drog til Italien, landet, hvor også Danmarks store forfattere var draget til.

Det var netop denne linje, den vej, som Johannes V. Jensen ville bryde med, ligesom han hverken delte tro eller pessimisme med sine umiddelbare foregangsmænd.

Trådte i spinaten

Nybruddet, som Johannes V. Jensen bringer til torvs, er måske tydeligst i bogen ’Digte 1906’. Her er hans hyldest til den danske natur, til mandigheden og ”den barmfagre kvinde”, samt hans higen efter Den ny Verden og en fornemmelse af en forbindelse til Verdensaltet, sådan som han lyrisk besynger det, i digtet ’Interferens’, en helt afgørende ny og klangfuld stemme i dansk lyrik.

Men lige så ungdommeligt smukt og sydende vitalistisk, Johannes V. Jensen brusede frem i 1906, lige så fordummende fordomsfuld og brovtende trådte han i spinaten.

I Politiken hånede han forfatterkollegaen, Herman Bang, der var homoseksuel. Det blussede op, og blev endnu en af Danmarkshistoriens mange sædelighedsfejder, hvor mange gjorde sig morsom på bekostning af offeret, der kunne ende med at få en fængselsstraf.

Johannes V. Jensen fortrød senere dette ondsindede og svagt begavede angreb på Herman Bang, der blev ramt særdeles hårdt. Nogen speciel god satiriker var Johannes V. Jensen bestemt ikke.

Slet ikke genialt bidsk og herligt spydig, ligesom Henrik Pontoppidan, der som ingen anden evnede at angribe med satire.

Derimod er Johannes V. Jensens åbenlyse racisme stærkt ekspliciteret flere steder i hans forfatterskab

Det samme kan man i grunden sige om Johannes V. Jensens evner som en episk forfatter. Også Henrik Pontoppidan skrev slet, eller satirisk, om sorte mennesker, men det fylder ikke meget i hans forfatterskab og - i nutidens mere klare lys - skæmmer heller ikke stærkt, for disse stik minder umiskendeligt om alle hans andre bidske angreb mod alle og enhver.

Derimod er Johannes V. Jensens åbenlyse racisme stærkt ekspliciteret flere steder i hans forfatterskab, blandt andet i hans syn på de sorte i Amerika, men også som en direkte evaluering af ”de fremmede” fra Sydeuropa, som han mente var mindre arbejdsomme og livsduelige, end ”goterne”, dvs. dem, der gennemlevede de store evolutionære skift i Norden.

Henrik Pontoppidan var en fremragende episk forfatter, og måske ikke overgået af andre danske forfattere. Han fik tildelt Nobels litteraturpris i 1917, året før afslutningen på Første Verdenskrig.

Senere, i 1944, året før afslutningen på Anden Verdenskrig, fik Johannes V. Jensen samme pris. Det er et spøjst sammenfald, at vores mest internationalt anerkendte forfattere fik tildelt verdens nok fineste litteraturpris, mens verden stod i brand, og med udsigt til afslutningen, hvor man måske efterfølgende kunne håbe på bedre tider.

Et paradoks

Johannes V. Jensen er særlig i dansk litteraturhistorie, fordi han både mestrede lyrikken og prosaen. Det er ikke rigtig muligt at afgøre om den ene eller den anden genre er hans mest betydelige.

De står begge stærkt, og det er samlingerne, ’Himmerlandshistorier’, ’Myter’ og i romanen ’Kongens Fald’, at Johannes V. Jensen med stor kraft foldede sine mægtige evner som prosaist fuldt ud.

Men dilemmaet står tilbage. Ligesom Kristian Bang Foss pointerede, at det er sproget, det lyriske element og formuleringerne, der selv i dag kan inspirere, pointerer digteren Thomas Boberg, at hans forhold til Johannes V. Jensen er et paradoks.

I forbindelse med min tur til Farsø, kontaktede jeg ham, fordi han som digter tidligere har ladet sig inspirere af Johannes V. Jensen. Han har blandt andet skrevet et digt, der nærmest kan læses som en replik til Johannes V Jensens ’Paa Memphis Station’.

Jeg er snart i Johannes V. Jensen-land

Thomas Boberg vendte hurtigt tilbage med svar på mit spørgsmål om hvordan Johannes V. Jensen står litteraturhistorisk: 

“Johannes V. Jensens ’Digte 1906’ har betydet meget for dansk moderne poesi, og for mig personligt var det med til at åbne døren til den kraft, der findes i det danske sprog. ’Himmerlandshistorier’ og ’Kongens Fald’ er også magtfulde og åbnende i deres prosapoetiske energier.”

”Lige så meget som jeg afskyr Johannes V. Jensen-personens racisme, lige så meget beundrer jeg digterens fantasi og sproglige nerve. Det er et paradoks, som jeg er ubehageligt bevidst om".

Den jyske hede

Strækningen mellem Aarhus og Aalborg er særligt smuk set fra toget, som jeg sidder i. Landskabet er udstrakt, bakkede og beklædt med den hvide sne, hvor træernes nøgne silhuetter og sporene i den sorte muld tegner et næsten fortidigt malerisk billede med stærke grafiske elementer.

Jeg er snart i Johannes V. Jensen-land, som han på en underlig måde formåede at holde fast ved, selvom han sådan hyldede det forjættede Amerika.

Det er den jyske hede, det kuperede terræn, agerland, klint, skov og kystlandskaber, samt dets mange originale beboere, der bandt Johannes V. Jensen og som fik ham til at vælge andre veje, og vedblive med at forsvare regionen imod alle former for københavneri og storbysnobbisme.

Lige i nærheden ligger Rebild Bakker også, hvor Johannes V. Jensen kunne skabe kontakt til danskere, der havde et tilhørsforhold til Amerika, og hvor han senere selv kom til at stå for at holde årets tale.

Johannes V. Jensen valgte side, og forblev udkant-Danmarks stemme

På sine Amerikarejser mødte han, underligt nok, hverken fotografen Jacob A. Riis eller Louis Pio, begge danskere, der bosatte sig i USA.

På hver sin måde kunne et bekendtskab med disse pionerer ellers godt være endt med noget brugbart for alle parter. Johannes V. Jensen fik derimod kontakt til de mange danskere, der havde bosat sig i Amerika, og som havde skabt en danskerkoloni.

Det var i 1907, hvor de såkaldte ”bondemalere” blev angrebet af de intellektuelle fra København. Der var tale om malerne fra Fyn, specifikt Peter Hansen, men som gruppering også familien Syberg og Johannes Larsen.

Johannes V. Jensen forsvarede dem inderligt, og deres venskab blev konsolideret og varede gennem hele livet. Johannes V. Jensen valgte side, og forblev udkant-Danmarks stemme.

Tog afstand fra nazismen

Det virker ikke som om, at denne tilknytning til landbefolkningen og det historisk forankrede Danmark, der ellers på ingen måde hørte til fremskridtet og den store udvikling, var noget som Johannes V. Jensen behøvede at kæmpe for.

Sammen med vennen og maleren, Johannes Larsen, dyrkede han jagt og naturens dyr. Han skrev om årstiderne og om fuglene, og det er alt sammen smukt. At han som ideolog, og som dårlig læser af evolutionslæren i grunden burde kastes på de ukendtes grave, ændrer intet ved, at han også besad noget andet, helt særligt, overvældende stærkt og smukt, der hører til her på disse himmelstrøg, i landskabet og i sproget.

‘Kongens fald’ blev også kåret som det tyvende århundredes bedste danske roman

Heldigt var det i hvert fald, at Johannes V. Jensen meget tidligt forstod, at den gryende nazisme og dennes raceideologi var af det onde.

Han tog afstand fra Nazitysklands ekspansionsiver og endte derfor ikke ligesom sin forfatterkollega fra Norge, Knut Hamsun, der også fik Nobels litteraturpris og som forærede medaljen til nazisten Joseph Goebbels.

Jeg kører igennem Skørping, som jeg sidst stod af på, da jeg var på disse kanter. Det var her at forfatteren Herman Bang fik inspiration til at skrive sin mesterlige novelle ‘Ved Vejen’

Jeg kører også gennem byen Støvring, som jeg gætter på at den borgerlige debattør og forfatter, Kasper Støvring, er opkaldt efter. Han kommer fra den nærliggende købstad Viborg, og han mener, at Johannes V. Jensens ’Kongens Fald’ er Danmarkshistoriens ubetinget bedste roman.

‘Kongens fald’ blev også kåret som det tyvende århundredes bedste danske roman tilbage til slutningen af 1990’erne i en stor landsdækkende undersøgelse.

Værd at skrive om

Jeg står på Farsø Busterminal, mæt af indtryk og de stykker smørrebrød, som jeg nød på Johannes V. Jensen-museet. To unge knejter står og hænger der. De drikker dåseøl og ryger smøger.

Når nogle kommer forbi, hilser de. De snakker om hvor dejligt det er at arbejde som bilmekanikere. Ud fra samtalen kan jeg forstå, at de begge er i lære, men ikke samme sted. En udveksling finder sted:

”Forleden kom en Mercedes ind på værkstedet. Det hele var løst på den, og den brummede helt vildt.”

”For Satan, alle drenge burde arbejde som mekanikere, så de kan høre den lyd!”

”Nogle gange, ik, så har jeg de her drømme, hvor jeg kommer tilbage til Farsø, bare for at besøge gamle venner, du ved. Så kommer jeg i den fedeste bil.” 

”Ja, fuck lejligheder. Man kan da bare bo i sin bil.”

Der er stadigvæk spændende karakterer rundt omkring i landet. Mennesker med drømme og fantasier, der er værd at skrive om.

Jeg håber dog, at disse to drenge får mere end deres nutidige drømme om fremtiden, der oser af udlængsel, fart og bedre status.

Måske en ny Johannes V. Jensen vil dukke op og beskrive sådanne mennesker, og det ville slet, slet ikke være at foragte.