Louis Pio har i de senere år oplevet fornyet interesse og nye vinkler er blevet anlagt på ham. Det gælder eksempelvis Netavisen Pio og Dan Jørgensens podcast 'Roser og torne', Kristian Himmelstrups roman 'Pio' og arkivar Jesper Jørgensens identifikation af en af Pios væsentligste inspirationskilder.

Oven i det er den nyligt udkomne 'Pio – Flugten til Amerika' af Anders Bo Rasmussen, som har Pios Amerika-år 1877-94 i fokus.

Hvis man stiller spørgsmålet om det nu er relevant at beskæftige sig med hvad Louis Pio gjorde og mente efter at han havde forladt dansk politik, så skal der svares med et rungende: Ja! 

Pio udviklede og bearbejdede sine holdninger livet igennem – og søgte at præge sin samtid politisk. Det er et spændende og lærerigt liv at følge – og det er også relevant som spejl af tiden.

For Pio både fulgte og brød med datidens samfundsnormer. Ikke altid konsistent og ikke altid i et klart gennemskueligt mønster.

Louis Pios sammensatte natur gør ham dog netop menneskelig, og på mange måder let at forholde sig til med den idealisme, fejlbarlighed, skrøbelighed og forfængelighed han havde i rigt mål.

Foruden den rastløse energi og velformulerethed, som var afgørende for arbejderbevægelsens udvikling under hans lederskab.

Betalt flugt til USA

Den største anke mod Anders Bo Rasmussens højst læseværdige og vigtige bog er, at den stort set begynder med Pios afrejse fra København i 1877.

Det er forståeligt, da bogen bygger på Anders Bo Rasmussens videnskabelige arbejde, men man mangler som læser føling med hvem den mærkelige mand, der gik under navnet Louis Pio var i 1877.

Det må andre tage op på et andet tidspunkt, men der er nok at tage fat på, for allerede inden udgivelsen af 'Socialistiske Blade' i 1871, var det som om Pio havde levet flere liv.

Han var vokset op i en familie, der havde udfordret enevældens handelsmonopoler, havde deltaget i 1864-krigen, havde haft en embedsmandskarriere og havde bevæget sig som en skygge blandt det københavnske borgerskab.

Vi møder Pio som en plaget, skuffet og desperat mand

Sideløbende havde han tænkt og skrevet. På én gang originalt og samtidigt. Hans bog fra 1869, 'Sagnet om Holger Danske', er en spændende dyb analyse af politisk og folkelig mytologi.

Det er rent ud sagt utroligt, at dette værk, som kom blot to år før stiftelsen af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, ikke er blevet genstand for intensive analyser.

Men det skal nok komme. Pios optagethed af hemmelige selskaber, religiøsitet og esoterik kommer vi heller ikke i dybden med i denne omgang.

Vi møder Pio som en plaget, skuffet og desperat mand, hvis livsværk ligger i ruiner, som frygter for sit liv, og ser en finansieret udvandring til USA som den sidste mulighed for redning.

Betalt, ja. Bestukket – det afhænger vist af øjnene der ser.

Pio havde på forhånd nedlagt sit formandshverv

Der var både vrede og lettelse i arbejderbevægelsen over, at den tidligere stormester (som var hans selvvalgte lederbetegnelse) forsvandt.

Det var ikke så pludseligt som myten går. Pio havde på forhånd nedlagt sit formandshverv og havde holdt en række møder om udvandring.

Han havde endda organiseret en gruppe, der var villig til at tage med.

Det var finansieringen fra ”storkapitalen”, ejerskabet over 'Social-Demokraten' samt gældsposter, der for alvor var anstødsstenen blandt kampfællerne.

Amerikansk statsborger

Dette vigtige forspil får vi med i Rasmussens nye bog.

Og så følger ellers den dramatiske beretning om Pios ankomst til USA. Næsten med det samme forvandledes venskabet med Poul Geleff til fjendskab – og anlæggelsens af den socialistiske koloni i Kansas som var rejsens mål, blev en fiasko.

I løbet af ingen tid var pengene forsvundet og kolonien opløst. Men Pio blev i USA, og denne sidste del af hans dramatiske liv får vi rigt udfoldet.

Han prøvede, især gennem journalistik, at skabe grobund for både skandinavisk sammenhold og en stærk amerikansk arbejderbevægelse

Pio blev hurtigt amerikansk statsborger, men engagerede sig samtidigt med stor energi i det dansk-amerikanske og dansk-skandinaviske miljø.

Han prøvede, især gennem journalistik, at skabe grobund for både skandinavisk sammenhold og en stærk amerikansk arbejderbevægelse.

Med alle hans forsøg og hans rastløse energi mødte han stort set alle toneangivende dansk-amerikanere, og en af bogens helt store styrker er forklaringen og udfoldelsen af dette miljø, som vi ikke er vant til at høre meget om i dansk historieskrivning, hvor skodderne har det med at blive lukket i for de udvandredes skæbne.

Reconstruction og racisme

Med Pios nye amerikanske identitet fulgte også hans engagement i det amerikanske samfund og den amerikanske debat.

Anders Bo Rasmussens bog udrydder enhver tvivl: Louis Pio var med til at opretholde og fasttømre den racisme, som blev institutionaliseret i netop disse år i USA under betegnelsen ”reconstruction”.

Der er noget Orwellsk over udtrykket, for umiddelbart skulle man tro, at det gælder genoptagelsen af sydstaterne i unionen og den deraf følgende accept af at borgerrettighederne gjaldt alle amerikanske borgere uanset tillagt race.

Det betød alverdens krumspring for at nægte sorte amerikanere stemmeret

Men reconstruction betegner i stedet genoprettelsen af den orden, der var (eller påståedes at have været) i sydstaterne før og under borgerkrigen; men i stedet organiseret på en måde så det fandt sted indenfor USA’s institutionelle rammer.

Det betød alverdens krumspring for at nægte sorte amerikanere stemmeret, og indarbejdelsen af en helt særlig politisk kultur, der havde som omdrejningspunkt, at sydstaterne politisk set havde kæmpet for den oprindelige vision for USA, og at det nu var muligt at realisere efter det offer som borgerkrigen havde været, fordi nord og syd nu forstod hinanden.

Lukkede øjnene

I denne store fortælling var især sorte amerikanere en anstødssten, og deres rettigheder og forhold til forhandling.

Louis Pio skrev tilsyneladende uanfægtet om lynchning og støttede også op om forskelsbehandlingen, både i kraft af arbejderbevægelsen og i det amerikanske samfund generelt.

Som de fleste progressive amerikanere rummede Louis Pio paradokset – og lukkede øjnene for det

Og det på trods af at han i ord gik ind for menneskers lighed over alt på jorden. Det havde han skrevet om, siden han grundlagde 'Socialisten' i 1871.

Som de fleste progressive amerikanere rummede Louis Pio paradokset – og lukkede øjnene for det.

Han var en periode optaget af den socialistiske Bellamy-bevægelse, der gik ind for en slags nationalisme, der var både socialistisk, idealistisk og personligt dannende.

Den hvide by

De forestillinger smeltede også sammen i Louis Pios sidste store projekt, etableringen af White City i sydstaten Florida.

Navnet skyldtes ikke alene at indbyggerne kun skulle være ”hvide” i amerikansk forstand, men også at byen skulle være et lysende eksempel både arkitektonisk og teknisk.

White City var initieret og finansieret af industrimagnaten Henry Flagler – og Louis Pio omfavnede samarbejdet med ham.

Imidlertid nåede Pio ikke at se realiseringen af ideen. Under en rekognosceringstur for han vild og pådrog sig tyfus, da han drak af at vandhul.

Den bør finde mange læsere

Anders Bo Rasmussen fortæller vidende og medrivende historien om Pio i USA, og hvordan den energiske danske politiker engagerede sig fuldt i det amerikanske samfund.

Det er en spændende tidsskildring, der flot formidler mange aspekter af de danske og skandinaviske udvandreres historie, og det er et meget tiltrængt bidrag til Louis Pios personlige historie.

Anders Bo Rasmussens bog har bragt meget nyt for dagen og aktualiseret billedet af Louis Pio. Den bør finde mange læsere.

 

Anders Bo Rasmussen. 'Pio – Flugten til Amerika. Lindhardt og Ringhof. 330 sider. 2023.