Dokumentaren, ‘Bedraget i Helmand’, som lige er blevet vist første gang på DR den 19. september, er en rystende omgang afsløring af projekt ‘State Building’ i Afghanistan, der som bekendt endte tragisk.

Da de allierede tropper forlod landet i august 2021, overtog Taleban magten, og siden er historierne om landets forfatning ren horror med nye drakoniske regler mod kvinders rettigheder, vold og øget brutalitet.

Spørgsmålet er blot, om Afghanistans befolkning fandt forholdene bedre, dengang vores tropper var i landet for at beskytte dem, samt træne og opbygge en lokal politistyrke. Martin Tamm Andersen og Nagieb Khaja nærer begrundet tvivl til netop det, og deres dokumentar fremstår særdeles overbevisende og gruopvækkende.

Martin Tamm Andersen, der selv har været udstationeret i Afghanistan som soldat, fortæller at han endte med at betragte samarbejdet med det lokale politi, som var det et samarbejde med familien Sopranos. Men dokumentarens virkelige antagonister, i form af daværende leder for politistyrken, Issa Khan og hans kumpaner, gør referencen til tv-serien Sopranos til en underdrivelse.

Khan-familien og hans styrke var nemlig mere gamle ”Warlords” end gode politimænd, og en britisk ekspert udtaler i dokumentaren, at det mest af alt var narkobaroner, der blev politibetjente, og ikke omvendt.

De udnyttede simpelthen de naive, udenlandske styrker til at tilegne sig mere magt, og sammen med dem kunne de bekæmpe talebanerne og tryne den lokale befolkning.

De internationale styrker indbildte sig, at de var i krig mod terror og Taleban, men alligevel valgte store dele af befolkningen at støtte Taleban, og denne dokumentar illustrerer glimrende hvorfor.

Pædofili

‘Bedraget i Helmand’ stiller især skarpt på pædofili. Det er en horribel historie, hvor det afsløres at familien Khan har udnyttet små drenge seksuelt, og på bestialsk vis tortureret dem.

Det frygtelige er, at de internationale styrker godt vidste, at dette skete, men de greb ikke ind. Samtidig er det evident, at det ikke kun var familien Khan, der begik disse horrible overgreb, men at det faktisk var et utal af magtfulde mænd, som koalitionsstyrkerne samarbejdede med.

Denne del af historien er desværre velkendt, omend nærmest glemt. Tilbage i 2010 blussede historien om ‘de dansende drenge’ op, da dokumentarfilmen ‘The dancing boys of Afghanistan’ fik premiere.

Dokumentaren satte fokus på et særdeles uhyggeligt fænomen, hvor dele af Afghanistan og Pakistan havde tradition for, at magtfulde mænd kidnappede og udnyttede unge drenge, som de lærte op som slaver, iklædte dem feminint tøj og udnyttede dem seksuelt.

Dengang havde jeg et stort netværk, bestående af blandt andet herboende Taleban-tilhængere, der blev ved med at pointere, at når vi talte om homoseksuelle, der blev smidt ud fra høje huse, så var det Talebans hævn over misbrug af drenge.

Mange af de interviewede forklarer, at disse overgreb var med til, at de i sidste ende valgte at støtte Taleban

Jeg kunne ikke få det til at passe sammen, men netop dokumentaren fokuserede på det.

Det samme gør ‘Bedraget i Helmand’. Her er adskillige interviews med ofre for den lokale politistyrke. Unge mennesker, der er blevet massevoldtaget og tortureret samt tvunget til at se deres familiemedlemmer blive dræbt.

Mange af de interviewede forklarer, at disse overgreb var med til, at de i sidste ende valgte at støtte Taleban.

Da dokumentaren om de dansende drenge kom ud, gav det også resonans i danske medier. I en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 10. oktober 2010 udtalte chefen for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando, oberst Jørgen Høll:

“Vi kan og skal ikke ændre kulturen i Afghanistan, og vi har ingen sanktionsmuligheder.”

Artikler druknede

Det var, mildest talt, en rystende udtalelse. Sammen med Sosun Sendi skrev jeg tre artikler, der blev bragt i Dagbladet Information den 3. november 2010. Samme weekend blev der udskrevet valg og historierne druknede.

Dengang havde vi fået kontakt med flere udstationerede soldater, der havde overværet disse modbydelige overgreb på unge drenge. De ville kun berette om disse overgreb anonymt, for de havde fået besked om, at de ikke måtte udtale sig om det. Men nu, efter tilbagetrækningen, kan ‘Bedraget i Helmand’ fremvise flere navngivne soldater, der beretter om disse overgreb.

Det er sandt nok, at dette fænomen med dansende drenge og pædofili er en kulturel ballast

I dokumentaren fortæller de også, at den øverste ledelse af den internationale koalition forklarede dem, at det var et lokalt og kulturelt fænomen, som de ikke kunne blande sig i.

Samtidig fortæller en soldat, at det slet ikke ville være muligt at gribe ind, eftersom en mulig reaktion kunne være, at politistyrken vendte sig imod dem selv, og derfor kunne true dem på livet.

Det er sandt nok, at dette fænomen med dansende drenge og pædofili er en kulturel ballast. Du kan vores artikel om det her.

Nu skal det ikke fremstå sådan, at Taleban selv er uskyldige, men som mange kilder forklarede, var det netop de kriminelle narkobaroner og pædofile ”warlords”, som den internationale styrke allierede sig med, der gjorde, at store dele af befolkningen endte med at støtte Taleban.

Rystende resultat

‘Bedraget i Helmand' vil forhåbentlig genstarte en debat om alt dette, og igen spørge ind til hvorledes det dog kunne lade sig gøre, at man fra øverste myndighed anerkendte pædofili som et kulturelt fænomen, man ikke måtte blande sig i.

‘Bedraget i Helmand’ er en traditionel krigsdokumentar, der på mange måder minder om Nagieb Khajas andre fremragende dokumentarfilm fra Afghanistan. De er dramatiske, og en stor del af effekten beror på, at man aner hvor farlige hans missioner faktisk er. Det er virkningsfuldt og skaber et rystende resultat.

Men det er bare lidt ærgerligt, at dokumentaren samtidig ikke berører de tidligere afsløringer og debatter om selvsamme emne. Dokumentaren fremstår nærmest som om, at de har fundet noget helt nyt frem.

Fred være med det, men det ærgerlige er bare, at tidligere udtalelser så heller ikke optræder i dokumentaren.

De øvrige historier som undertegnede og Sosun Sendi skrev, tilbage i 2010, kan du læse her og her.

 

’Bedraget i Helmand’. Dokumentar. Instruktion: Martin Tamm Andersen og Nagieb Khaja. Medvirkende: Martin Tamm Andersen og Nagieb Khaja. Spilletid: 60 min. Premiere: 19. september på DR.