Selvfølgelig er der en forklaring på, at tilliden til politik og politikere lejlighedsvis er vigende. Men politikerlede er et rædsomt ord. Det er generaliserende og reelt uden indhold i et land, hvor vælgerne altid møder frem og i stort tal stemmer på nye og gamle partier.

De finansministerielle ideer
Alligevel må det være tilladt at påvise politiske manøvrer af den slags, som ude omkring får ordentlige folk til at spørge, hvad de har gang i derinde. Lige nu sidder der omkring 10.000 frustrerede politifolk rundt omkring på landets politistationer og spørger, hvorfor Folketingets flertal kommer som en tyv om natten og undergraver den politiordning, enhedspolitiet, som siden 1. april 1938 har givet Danmark det bedst organiserede og uddannede politikorps.

10.000 frustrerede politifolk spørger lige nu, hvorfor Folketingets flertal kommer som en tyv om natten

Det drejer sig om den slags ideer, der rulles ud i Finansministeriet i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger. I år dukkede, der pludseligt et B-hold op i politiets rækker. Et halvt års uddannelse i stedet for to år, til dem der skal varetage de kedsommelige bevogtningsopgaver. Da Finansloven var til førstebehandling blev politikadetterne nævnt med en halv snes ord om, at ”den nye ordning med politikadetter [skulle] give politiet nogle nye muligheder.”

Så tænker jeg på Politigårdens vagtstue. Jeg tænker på den lokale tillidsmand, der ikke kan svare og forbundsformanden som springer rundt i de partipolitiske overdrev og samler oplysninger, så forbundet kan formulere en politik i mørkeland.  Man taler om at kadetterne kan løse bevogtningsopgaver, som aflaster de dyrebare og veluddannede politifolk, men jeg vender hele tiden tilbage til tanken om, at alle bevogtningsopgaver desværre alt for hurtigt kan blive til egentlige og dramatiske politiopgaver. Og så skal A-holdet og B-holdet agere. I samarbejde eller konkurrence? Hvad sker der, hvis forbundet afviser at tage positivt imod de kadetter, som ikke skal være tjenestemænd, men overenskomstansatte?

En luset tak til de overarbejdende politifolk
Justitsministeren orienterede forbundet løst om planerne en uge inden forliget den 18. november, og skal man tro politiforbundets beskrivelse, så blev kadetforslaget: ”båret frem på bovbølge af trusler om yderligere opgaveglidning. Det handlede om private, som måske ville æde sig så langt ind på politiets opgaver, at tandsættet også fik fat i magtmonopolet. Som et reelt b-politi i en gråzone.”

Så meget respekt for politiet og den enkelte politimand, så lidt forståelse for, at den enkelte føler sin faglige stolthed gået for nær, så meget politisk markering i stedet for faglighed og saglighed, og så luset en tak til de politifolk, der har løst bevogtningsopgaverne på overtid det seneste år.

Det er den slags personalemæssige eksperimenter, som aldrig har ført noget godt med sig.

Der ligger tusindfold af erfaringer fra udlandet om hvordan opgavefordelingen mellem et A-hold og et B-hold altid går galt, men det er sådan set lige meget hvad jeg mener om indholdet. Det er processen, metoden og håndværket, det er galt med. Først forslag i nattens mulm og mørke, så bøllebank og trusler bag de lukkede døre til det politi, man omfavner og støtter, når det ser ud til at gavne politisk. Det er den slags personalemæssige eksperimenter, som aldrig har ført noget godt med sig.

Åben debat med folk, fæ og faglighed
Lad os tage denne sag som årets værste, hvor den konkrete politik skaber frustrationer. Det er muligt, at det i Danmark vil gå som i Sverige, hvor tre politifolk siger op hver dag; mit ærinde er politik og proces og folkestyre som (u)fornuft, men selvfølgelig er jeg da også tændt på indholdet. Som politisk rådgiver har jeg arbejdet sammen med danske politifolk i Basra i Irak, og Kabul i Afghanistan. I det internationalt miljø har jeg set kvalitet, moral, etik og engagement på et højt niveau som fortjener anerkendelse, ikke trusler om privatisering.

Kadetterne med kasketterne til nedsat pris er jo ikke blevet til på den måde, at et eller flere medlemmer af regeringen eller Folketinget har sagt til sig selv om hinanden: Lad os åbne en debat med folk, fæ og faglighed om nogle overgangsløsninger i en situation med huller i bemandingen. Nej, det er deres løsninger i deres verden for dem som regering og finanslovsforligsmagere.

Politikerne skal respektere hinanden
Jeg synes, at der i de forgangne år er andre beklagelige tegn på, at folkestyrets m/k ofte ser tinget som deres. Christiansborg er blevet en arbejdsplads, hvor voksenmobning sættes i system. Hvorfor skal vi møde politikerne med respekt, når de ikke respekterer hinanden?

Christiansborg er blevet en arbejdsplads, hvor voksenmobning sættes i system.

Politikadetterne er langt fra det eneste dårlig eksempel fra 2016, hvor man bestemt også bør huske både sagerne om Skat og lovgivningen mod såkaldte hadprædikanter. Hvad har Folketingets medlemmer eksempelvis gjort for at fortælle, hvorfor Danmark skal have Europas skrappeste forkynderlov, så man kan ramme religiøst had, men ikke politiske hadetaler. Her har man i høringsprocessen kørt masser af faglige indvendinger over. Ikke alene er Danmark nu begyndt at kriminalisere handlinger, før de har fundet sted, men har også overhørt alle betænkeligheder over, at Danmark går forrest med at mistænkeliggøre alle trosretninger uden for Folkekirken.

Man skal ikke overdrive debatten om en større afstand mellem den politiske elite og folk, og man skal slet ikke generalisere. Men det er et eksempel på at gå galt i byen, når forslaget om politikadetterne blev vedtaget med kun en halv snes ord i tinget.

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

.