Centraliseringer skaber frustationer hos vælgerne

Måske skal grunden til vælgernes frustration med det politiske system ikke findes i EU’s snørklede korridorer, men lige for næsen af os?
Frustrationen blandt en stor del af vælgerne – i Danmark, men fx også i Storbritannien og i USA – fylder meget i den politiske debat. For hvad er det dog, der er gået galt, når så mange vælgere tilsyneladende har mistet tilliden til de partier, der i årtier har forvaltet magten til det fælles bedste?

Den politiske debat er ikke den samme i starten af 2017, som den var i starten af 2015, og jeg kan se tegn på, at det politiske system er begyndt at lytte mere til befolkningernes frustration end før. I Europa er der en spirende diskussion om, hvordan EU-systemet kan blive bedre til at træffe beslutninger, der opleves som relevante af borgerne.

Her i Danmark kan diskussionen om pensionsalderen ses som et udtryk for, at Christiansborg-politikerne lytter, når befolkningen siger stop. For ikke så mange år siden ville svaret fra Christiansborg have været, at ”sådan er det jo”.

Vi glemmer måske den kilde til frustrationen blandt borgerne, som er vigtigst

Men vi glemmer måske den kilde til frustrationen blandt borgerne, som er vigtigst: De beslutninger om velfærdens udformning, som bliver taget og udført i kommuner og regioner. For det er i kommunerne og regionerne at det bliver besluttet, hvor meget velfærd der er råd til og hvordan den skal fordeles. Om der er råd til stadig at holde liv i den lokale folkeskole, og om der igen skal spares på omsorgen for de ældre.

Den nære velfærd lider under centralisering
Strukturreformen, der blev indført i 2007, betød en centralisering. Vi gik fra 271 til 98 kommuner og fra 13 amter til 5 regioner, så beslutningerne om skoler, ældreomsorg og hospitaler blev taget et andet sted end før og typisk i en anden by end den, man selv boede i. Vi har siden strukturreformen desværre set mange tegn på, at den nære velfærd har lidt under centraliseringen.

fuldtidsansatte

Tal fra både Danmarks Statistik og Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser nemlig, at antallet af medarbejdere i kommuner og regioner er faldet. Og tallene viser desværre også, at faldet er ikke ligeligt fordelt på alle medarbejdergrupper, så det især er de medarbejdergrupper, der betyder mest for den borgernære velfærd, der har måttet holde for: Omregnet til fuldtidsansatte er der 62 procent flere akademikere i regionerne og 48 procent flere jurister og økonomer (DJØF’ere) i 2016 end da strukturreformen blev indført i 2007.

Der er til gengæld blevet 12 procent færre social- og sundhedsansatte i kommuner og regioner

Der er til gengæld blevet 12 procent færre social- og sundhedsansatte i kommuner og regioner, selv om antallet af ældre bestemt ikke er faldet: Der er blevet 24 procent flere borgere på 70 år eller derovre.

Så det er ikke underligt, at de medarbejdere, der sørger for at yde omsorg og støtte til de ældre borgere, oplever, at de skal løbe stærkere og stærkere. Mens de kan se, at antallet af akademikere på rådhuset bare vokser og vokser. Og mens borgerne kan se, at der bliver mindre og mindre tid til at pleje de ældre pårørende.

Hver sjette folkeskole lukke siden 2007
Vi kan se samme tendens, når vi kigger på folkeskoleområdet: Antallet af børn er ganske vist faldet en smule, men faldet i antallet af lærere er langt større og faldet i antallet af folkeskoler er endnu større endnu: Siden 2007 er hver tiende folkeskolelærer forsvundet og hver sjette folkeskole lukket.

udvikling i folkeskoleområdet ha

I mange mindre samfund opleves lukningen af den lokale folkeskole som et stort tab. Både på grund af, at børnene skal køres til en ny skole, der ligger længere væk end den gamle og på grund af, at lukningen af folkeskolen er med til at tømme lokalsamfundet for de funktioner, der tidligere holdt det sammen og gjorde det levedygtigt.

Lukningen af folkeskolen er med til at tømme lokalsamfundet

Så hvis borgerne oplever, at de politiske beslutninger bliver taget længere væk end de var vant til, har de ret. Hvis de oplever, at kernevelfærden er under pres, har de også ret. Og hvis de oplever, at der er sket en bureaukratisering og akademisering af de kommunale og regionale velfærdsopgaver, har de desværre også ret.

Antallet af kontrolskemaer, evalueringsrapporter, udviklingsprojekter og alt det andet, der hører til New Public Management-filosofien, er eksploderet i det nye kommunale landskab. Mens antallet af medarbejdere ude de borgere, der ikke har brug for kontrolskemaer, men for hjælp og et omsorgsfuldt kram, er faldet.

Skaber mistillid til hvad vi skal med den offentlige sektor
De fleste danskere er tilhængere af velfærdsstaten, og langt de fleste af os betaler vores skat med glæde. For vi forstår godt, at det er nødvendigt, at vi giver en forholdsvis stor del af vores løn til fællesskabet, for at der er råd til at få løst de opgaver, vi sammen har besluttet er vigtige.

Men når vi kan se, at tingene går den gale vej og tiden til omsorg bliver erstattet af New Public Management-floskler, kan vi ikke længere kende den velfærdsstat, vi indtil for få år siden var så stolte af. Når vi føler, at diskussionen om den nære velfærd foregår i et akademisk sprog, der ikke giver mening for uindviede, skaber det grobund for en mistillid til, hvad vi egentlig skal med den offentlige sektor.

Så måske skal vi ikke kun kigge efter årsagerne til den frustration, der er så tydelig hos mange vælgere, i globaliseringens tåger eller i EU’s snørklede beslutningsgange. Men lige for næsen af os; dér hvor de politiske beslutninger, der har allerstørst beslutning for os, bliver taget og ført ud i livet.

 

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook