Af gode grunde har mange haft travlt med at kritisere den nye trekløver regering. Nogle har haft det svært med det nye regeringsgrundlag og de to nye regeringspartiers pludselige lyst til kompromisser. Endnu flere har dog benyttet lejligheden til at angribe de nye ministres løn, pensioner og privilegier.

Det er fair at være kritisk over en ny regering, der ikke varsler de store politiske nybrud, men mest af alt holder fast i mere af det, vi har set de seneste 17 måneder. Man kunne med rette have sat næsen op efter lidt mere kant og gods. Især var jeg fuld af forventning over, at de konservative havde sikret en ny og mere proaktiv klima- og miljøpolitik, men det er indtil videre kun blevet ved pæne hensigter, der jo skal eksekveres af en minister, der ikke er den mest energiske på denne dagsorden, og han fik ovenikøbet lov til at blive på posten.

Til trods for, at den grønne omstilling genererer masser af jobs og eksport for Danmark, så har den smalle Venstre-regering formået at lade Danmark falde tilbage i feltet på rekordtid. Nu skulle vi tilbage i front, men man kan være bange for, at det igen kun bliver ved snakken – og at de eneste, der snakker er de få konservative i regeringen og de radikale og de alternative i oppositionen.

Klima- og miljøområdet er der, hvor de unge orienterer sig om, hvor de progressive kræfter i det politiske landskab befinder sig

Resten – og det indbefatter alle - er fortsat mere optaget af udlændingeområdet. Her forventer de, at den politiske slagmark fortsat vil være. Det er en skam. Og forkert. Især fordi klima- og miljøområdet er der, hvor de unge orienterer sig om, hvor de progressive kræfter i det politiske landskab befinder sig. Det er ekstra ærgerligt at konstatere, at Socialdemokratiet på denne dagsorden de facto er fuldstændig fraværende. Bortset fra et par kvæde kopipip a la fortidens grønne fyrtårn, er der desværre ikke meget nyt at hente her. Det virker som endnu en forspildt chance.

Bør roses for at tage ansvar
At spilde chancer er der dog ikke tale om, når det gælder den højlydte forargelse også her på piopio over, at LA og de konservative lod sig friste til ministerposterne. Egentlig skulle man faktisk applaudere de to partier for omsider at påtage sig et ansvar. Det er jo det, politik også handler om. Men forargelsen er stor og meget udtrykt. Blandt andet er flere meget optaget af, at de nye ministre får ministerbiler – og at de måske er årsagerne til, at regeringen blev udvidet.

Mon dog. Ministerbiler hørte jo også til i socialdemokraternes og SF’ernes tid - og vi må formode også vil gøre det, når de (socialdemokraterne) kommer til igen. ’Audi-Anders solgte ud’, skal man forstå. Det kan være, men gør det noget? LA bøjer af på sine ultimative krav for at nå den ultimative indflydelse på flere politikområder. I min bog er det ikke en dårlig byttehandel.

’Audi-Anders solgte ud’, skal man forstå. Det kan være, men gør det noget?

Audi er så blevet et slags skældsord, der kan regne ned over alle dem med privilegier. Eliten. Sådan nogle med indflydelse og gode indtægter. Dem er vi mange af. Også i centrum-venstre segmentet. Jeg ved godt, at det med eliten er blevet interessant på grund af henholdsvis folkets nej til EU i Storbritannien og folkets ja til Trump i USA. Men slap nu lidt af. Vi lever i en verden, der er så foranderlig, at vi ikke altid kan forklare det med snusfornuft og politisk korrekthed. At der er strømninger og tendenser, der overses af parnasset, er ikke nyt. Men nyt er det, at gode politisk engagerede mennesker forfalder til misundelse over deres politiske modstandere. Det er for nemt og for slapt.

Alle bør have en chance
Jeg er søn af en sælger og en butiksassistent, der blev skilt da jeg var fem år gammel. Der stod vi ydmyget på kommunen og søgte om ny bolig, der ikke var til at hugge eller stikke i. Min stedfar var ufaglært tjener og ulykkelig over de missede chancer og lod det gå gerne ud over mig med af en flok af kindheste. Dog gennemførte jeg både folkeskole og gymnasium med middelmådigt resultat, røg på socialydelse, så jeg kunne slippe væk fra øretæverne derhjemme, tog en mellemlang uddannelse på universitetet, var politisk aktiv, semi-BZ’er, arbejdsløs, klientgjort bistandsmodtager og endelig far i en meget ung alder og uden en krone på lommen.

Mennesker, der orker at kæmpe, slide og knokle og gribe chancen, når den pludselig er der, kan jeg kun nikke anerkendende til

Jeg har senere betalt min skat med glæde i sikker vished om, at velfærdssamfundet er det hele værd. Og jeg har aldrig været misundelig på eliten. Måske lidt på dem, der har skøjtet sig ubesværet gennem livet har opnået det, de ville via familien, arven eller solid nepotisme uden at have prøvet bistandssystemet eller arbejdsmarkedet. Snyltere er alle steder, og de skal have besked. Men de mennesker, der orker at kæmpe, slide og knokle og gribe chancen, når den pludselig er der, kan jeg kun nikke anerkendende til. Politisk uenighed til trods er Anders Samuelsen en af dem. Søren Pape er en anden.

Lykken tilsmiler ikke alle, men alle bør have en chance for at slide og arbejde sig til indflydelse og privilegier. Og måske kan man endda være så heldig at køre Audi en dag, uden at man af den grund føler sig hævet eller mere betydningsfuld end andre mennesker. Ja, jeg kører Audi.

 
Kim Nøhr Skibsted er koncerndirektør for kommunikation og eksterne relationer hos Grundfos. Han har tidligere været med i JYSK koncernens ledelse og direktør for kommunikation, social ansvarlighed og HR samt seniorkonsulent inden for PR og public affairs og i reklamebranchen.
I 1997-1998 var han medlem af folketinget for Socialdemokratiet og før det i mange år aktiv og ansat i arbejderbevægelsen.
Dagens Pioklumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.