Enten vil det populistiske, indvandrerfjendtlige og EU-skeptiske parti Rassemblement National, RN, anført af den kun 28-årige Jordan Bardella, med omkring 35 procent af stemmerne have en reel chance for at vinde absolut flertal i Nationalforsamlingen i anden runde.

Den anden mulighed er, at partiet bliver det største parti i Nationalforsamlingen, men uden absolut flertal.

I begge tilfælde vil intet blive som før hverken i Frankrig eller i EU, og en sejr til FN risikerer at udløse voldsom uro især i indvandrerkvartererne.

De tre blokke

I Frankrig vil et parti af den type for første gang være i stand til at regere. Det vil tiltrække knap 40 procent af arbejderne, et solidt flertal af mænd og kvinder under 45 år, og det vil være massivt repræsenteret overalt i landet undtagen i Paris.

Alligevel er det langt fra sikkert, at det opnår et absolut flertal af mandater, og uden absolut flertal til RN vil Nationalforsamlingen blive delt i tre grupper:

Efter RN kommer den samlede venstrefløj med venstrepartiet ’Det Ukuelige Frankrig’ (en fransk Enhedsliste), socialdemokrater, kommunister og De Grønne i en alliance under navnet den ’Nye Folkefront’. De kan ifølge flere målinger regne med op til 28 procent af stemmerne.

’Macronismen’ afgår ved døden

 De sørgelige rester af præsident Macrons centrum-højre koalition må nøjes med 20 – 22 procent af stemmerne. ’Macronismen’, som mange i 2017 Danmark hyldede som et forsøg på at sætte den gamle venstre-højre model ud af spil, afgør ved døden med et brag, hvilket også udenfor Frankrig bør give stof til eftertanke.

Får Jordan Bardella absolut flertal, får præsident Macron svært ved at komme udenom ham som premierminister, og præsidentens magt vil i de følgende år være meget begrænset.

Slagsmål om udenrigspolitik

Det bliver ofte hævdet, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er præsidentens ’domaine reservé’ – særlige domæne, og at regeringschefen og præsidenten ved tidligere lejligheder, hvor de har repræsenteret hver sin lejr, har ’delt’ dette område mellem sig.

Men det nævner forfatningen intet om, og RN’s reelle leder, Marine Le Pen, gjorde det torsdag klart, at Jordan Bardella som mulig regeringschef også vil lede regeringens politik på dette område.

Der er lagt op til et slagsmål, som vil svække fransk diplomati

Der er lagt op til et slagsmål, som vil svække fransk diplomati og indflydelse alene af den grund, at landets partnere vil have svært ved at vide, om præsidentens eller regeringschefens ord tæller.

Ukraine – og Danmark

Hvis vi alene ser på de internationale konsekvenser, betyder et fransk krav om forhandling af dele af EU-traktaterne voldsom uro i unionen. Dertill kommer, at miljø- og energipolitiske initiativer vil blive stoppet, og øget grænsekontrol vil svække EU’s indre marked – og for eksempel koste danske virksomheder mange penge.

Hjælpen til Ukraine vil blive nedtrappet, og Frankrig vil arbejde ihærdigt for en øjeblikkelig fredsløsning – hvilket vil være til fordel for Rusland, som RN’s ledere med Marine Le Pen i spidsen har haft tætte forbindelser til.

RN godkendte for eksempel Ruslands anneksion af Krim i 2014.

Vi er milevidt fra den politik, som ikke mindst den danske regering har ført og gjort sig til talsmand for.

Massiv støtte til Israel

I forhold til Mellemøsten vil en regering under ledelse af Jordan Bardella modsætte sig en to-statsløsning i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

RN deler helt og fuldt de mest rabiate israeleres syn på konflikten, og partiet bakker totalt op om regeringschef Netanyahus linje.

Vi er meget langt fra den danske regerings og de danske socialdemokraters traditionelt pro-israelske linje.

Et andet vigtigt punkt er RN’s holdning til international handel. Partiet mener, at internationale handelsaftaler åbner EU for illoyal udenlandsk konkurrence.

Men de barske kendsgerninger viser, at de har været til fordel for EU, og for et eksportorienteret land som Danmark vil selv et mindre åbent EU blive et dyrebart eksperiment.

Parlamentarisk kaos

Alt det forudsætter en total sejr til RN. Men hvad sker der i en situation, hvor partiet ikke får absolut flertal i parlamentet? Om det bliver tilfældet, får vi et fingerpeg om allerede søndag aften.

I den eventualitet vil RN dominere parlamentet med en stor gruppe, venstre vil i form af den ’Nye Folkefront’ blive nummer to, og præsident Macrons centrum-højre alliance vil udgøre en tredje og meget begrænset flok.

Efter parlamentsvalget i 2022 opnåede præsident Macron overraskende ikke absolut flertal.

Nul samarbejde

Hans skiftende premierministre har formået at gennemføre lovgivning enten ved at bruge skiftende flertal – som i Danmark – eller ved at ophæve lovforslag til lov uden afstemning i parlamentet, hvilket den ikke specielt demokratiske franske forfatning giver mulighed for.

Kan det ikke ske igen? Nej. For det er helt usandsynligt, at den ’Nye Folkefront’ vil stemme for lovforslag, som populisterne i RN går ind for. Modsætningerne mellem de tre blokke, der i dag udgør fransk politik, er ganske enkelt antagonistisk, og dialog er ikke mulig.

Resultatet er ikke svært at gætte sig til. Frankrig vil både indad- og udadtil være blokeret. Præsidenten kan først udskrive nyvalg efter er år, og et nyvalg risikerer at udløse et nyt kaos.

Dødvande i EU

Det vil føre til økonomisk stagnation, og Frankrigs rolle på den internationale scene vil blive stærkt begrænset. Der vil ikke komme franske initiativer, endsige fransk-tyske udspil, som vil bringe EU ud af det nuværende dødvande på fundamentale politikområder som klima og indvandring.

Resultatet af første runde søndag vil give os et indtryk af katastrofens omfang og det præcise styrkeforhold mellem de tre blokke.

Efter anden omgang vil præsidentens vakkelvorne koalition bryde endeligt sammen, og et brud mellem venstrefløjspartiet ’Det ukuelige Frankrig’ på den ene side og socialdemokrater allieret med kommunister og De Grønne på den anden side er ligeså sandsynligt.

Ikke mindst ’Det ukuelige Frankrigs’ tvetydige forhold til Hamas og radikale muslimske organisationer samt debatten om integration og islams rolle i det franske samfund gør det svært at forestille sig en alliance på længere sigt.

Men det vender vi tilbage ligesom til spørgsmålet: hvordan kunne det gå så galt?