Rasmus Prehn bliver ny fødevareminister

Det bliver udviklingsminister Rasmus Prehn, der afløser Mogens Jensen som fødevareminister. Flemming Møller Mortensen er nyt ansigt i regeringen
Foto: Udenrigsministeriet
Fødevareminister, tidligere udviklingsminister Rasmus Prehn (S)
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) afløser Mogens Jensen (S) som ny fødevareminister i en lille regeringsrokade.

"Jeg vil ikke sige, at vi genoptager arbejdet, for det har været igang hele tiden, men nu er det så med nye kræfter," siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at beslutningen om at aflive samtlige mink i Danmark uden først at sikre, der var et lovgrundlag på plads, onsdag kostede Mogens Jensen posten som fødevareminister.

Den 47-årige Rasmus Prehn udnævnes til minister for et nyoprettet Ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Endvidere skifter Miljø- og Fødevareministeriet navn til Miljøministeriet under ledelse af miljøminister Lea Wermelin.

Jeres dyr må lade sig aflive

"Det har været nogle dramatiske dage ikke mindst for landets minkavlere - og for jeres familier - følgeerhvervene og lokalsamfundene," siger Mette Frederiksen. "Det hænger jo sammen i den her del af den danske produktion. Vi er kede af, at tingene er foregået, som de er, og vi er kede af, at I er blevet bragt i en situation, hvor vi desværre bliver nødt til, at jeres dyr må lade sig aflive."

Minister varmede op

Rasmus Prehn havde på forhånd varmet op til udnævnelsen på Facebook.

"Tid til træning," skrev den nye fødevareminister kort før udnævnelsen.

placeholder

 

Ifølge Mette Frederiksen skyldes beslutningen om at skille fødevare- og miljøområdet, at landbruget og fiskeriet står overfor store udfordringer.

"Vi står overfor nogle vanskelige forhandlinger, hvad angår Brexit, og dermed fremtiden for dansk fiskeri," siger statsministeren."

"Vi står i en meget ulykkelig situation, hvad angår minkavl i Danmark, som vi skal håndtere så godt, vi kan, ovenpå de fejl, som der desværre er begået fra vores side. Vi er et landbrugsland i Danmark. Mange af os føler os tæt forbundet med det, at vi kan producere vore egne fødevarer. Det er en vigtig del af dansk kultur og identitet. Og dansk landbrug står overfor store forandringer ikke mindst på grund af den klimakrise, som verden stadig befinder sig i."

Danmarks Naturfredning byder opdelingen velkommen.

Velkommen til nogle af tidens vigtigste dagsordener

"Jeg glæder mig meget til samarbejdet," skriver foreningens formand, Maria Reumert Gjerding på Twitter. "Om landbrugets klimaudfordring, omdannelse af landbrugsjord til natur og omstillingen af fiskerierhvervet, så vi kan passe på havnaturen. Velkommen til nogle af tidens vigtigste dagsordener."

placeholder
 

 

To nordjyder

Den socialdemokratiske gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, bliver minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde. Han er oprindeligt sygeplejerske og ligesom Rasmus Prehn fra Nordjylland.

Få styr på migrant- og asyludfordringerne

"Udviklingsområdet er et rigtig, rigtig vigtig område," siger Mette Frederiksen. "Det har det altid været. Men i dag hænger det jo også sammen med nogle af de prioriteter, vi har herhjemme, nemlig at få styr på migrant- og asyludfordringerne og at udviklingsbistanden i øvrigt skal bruges meget aktivt til at fremme danske værdier på for eksempel ligestillingsområdet og klimakampen."

Samtidig overføres ligestillingsområdet til Beskæftigelsesministeriet, således at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fremover også benævnes minister for ligestilling.

Forsinket rokade

Mette Frederiksen skulle oprindeligt have orienteret dronningen på Amalienborg allerede klokken 11.00, og derefter præsenteret de nye ministre uden for på slotspladsen, men tidsplanen måtte ændres, fordi en person i statsministerens familie var testet positiv for coronavirus.

Mette Frederiksen er nu selv testet negativ for coronavirus. Det ændrer dog ikke på, at det fysiske besøg hos dronningen er aflyst ud fra et ekstra forsigtighedsprincip.

placeholder

 

Den afgående fødevareminister og minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Mogens Jensen, var sammen med Mette Frederiksen i går, og han mødte derfor heller ikke op ved dronningen til afskedsaudiens. Mogens Jensen modtages i afskedsaudiens på Amalienborg på et senere tidspunkt.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Spændende med nye navne. MEN en klar fejl at beholde en departementschef der sover i timen, og har stor skyld i minkballaden.
Nu sidder vælgerne med en fornemmelse af, at der er lavet en lokumsaftale, og den mistanke kan jeg godt forstå.
En stor fejl af Mette Frederiksen.

Annonce