Frøken Frederiksens fornemmelse for show

Som gammelt teaterbarn har jeg en film kørende for mit indre øje af en lastbil, nylakeret med røde roser, der bakker op mod et plejehjem med åben bagdør.

En scenograf løber ind i værelse 15a og smider en 1/3 færdigstrikket sweater i skødet på Ingelise og stopper hende fuld af bridgeblanding. To teaterteknikere på HK-overenskomst skændes med tårer i øjnene om, hvorvidt Frijsenborg eller mågestellet er mest autentisk, inden de tømmer en to-go-kop fra Espresso House ned i filterkanden.

Shu-bi-dua-coverbandet kravler også ud af lastbilen. Netop løssluppet af et sminke/kostume-hold som efter bedste evne har klædt de fem mænd ud som "nogens far".

Barbara Bertelsen stormer ind på værelse 15a og hiver en sosu-studerende efter sig med et fast tag i kraven på hende.

Hvorfor helvede har I ikke valgt noget, der ligger mere i tråd med den socialdemokratiske ånd?

 "Hun er for blond og for køn!"

BBB havde eftertrykkeligt bedt om, at kommunen skulle tilpasse vagtplanen, så der kun var ægte mennesker fra den virkelige verden på arbejde mellem 15:45 og 17:00.

Samtidig, på vej ned ad Århusvej mod plejehjemmet i Odder, messes folkeskolens kulturkanon fra højre bagsæde i ministerbilen. "Jeg kan føle mig glad, jeg kan føle mig fri?" reciterer Mette Frederiksen spørgende og kigger op fra statsministeriets udprint af Bamses Venner. "Hvorfor helvede har I ikke valgt noget, der ligger mere i tråd med den socialdemokratiske ånd? Undskyld mig, ved I ikke at hele Danmark ser med?"

Chaufføren er enig og foreslår Den knaldrøde gummibåd. Mette knipser anerkendende.

En pressechef rykker en buket røde roser ud af favnen på centerlederen og vrisser noget om, at Djøfere ikke er god presse. I stedet bliver kørestolsbrugeren med flest smilerynker nøje udvalgt, og pressechefen hviner begejstret over hans rustikke look. Han får en nyindkøbt plaid over benene og sidder nu i sin alzheimerståge med roserne i armene. Imellem ham og plejehjemmets hovedindgang står en rollup med ordene “du bliver aldrig for gammel til at have det godt”.

Barbara har på sin jagt efter et ægte menneske gravet en 35-årig administrativ medarbejder frem fra hovedkontoret. Hun er storbarmet og med sine runde kinder og kortklippede leverpostejhår ligner hun virkelig en, der kan trylle noget hjemlig charme frem, forklarer Barbara DSU'eren, som hun sender ned til lastbilens kostume-hold for at hente en uniform.

"Hvid eller blå?" spørger DSU'eren.

BBB kigger op fra manusset. Hun var optaget af rytmen i Ingelises replikker. Det lyder godt. Hun har selv skrevet dem.

"Rød" svarer hun.