Regeringen forhandler med 15 lande om asylcentre uden for Europa

V kaldte S-udspil om modtagecentre i Nordafrika for ”et fatamorgana”, men VLAK forhandler nu med 15 europæiske lande om asylcentre uden for Europa
Venstre kaldte Socialdemokratiets asyludspil med opbygningen af modtagecentre i Nordafrika for et totalt urealistisk ”fatamorgana” – men nu erkender udlændingeminister Inger Støjberg (V), at regeringen forhandler med 15 europæiske lande om skabelsen af et helt nyt asylsystem, inklusive asylcentre ”i et tredjeland”.

Indrømmelsen falder i et svar til S-udenrigsordfører Nick Hækkerup.

”Følgende lande har deltaget - sammen med Danmark - i uformelle drøftelser på embedsmandsniveau om udviklingen af et nyt system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland frem for i Europa”, heddet det direkte citeret fra Støjbergs svar til Hækkerup.

Af svaret fremgår, at regeringen forhandler med følgende lande:

Belgien, Estland, Finland, Italien, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Støjberg fremhæver særskilt, at udviklingen af et nyt asylsystem også har været drøftet i nordisk regi. Af samme grund er Norge, som ikke er medlem af EU, blandt de lande, som Danmark forhandler et helt nyt asylsystem med.

V: At holde folk for nar
Tilbage i februar betegnede V-udlændingeordfører Marcus Knuth Socialdemokratiets udlændingeudspil om at stoppe asylansøgning i Danmark og i stedet flytte asylbehandlingen til modtagecentre i f.eks. Nordafrika "et fatamorgana".

”Jeg ville ønske, at vi kunne knipse med fingrene og skabe sådan et system. Men desværre er situationen i mange lande i Nordafrika så ustabil, at der ikke er mulighed for at lave de lejre”, sagde Marcus Knuth.

Så jeg synes, det er at holde folk for nar at tro, at man kan skabe denne her snuptagsløsning

”Derfor er det et meget skønt, men på den korte bane totalt urealistisk forslag. Så jeg synes, det er at holde folk for nar at tro, at man kan skabe denne her snuptagsløsning”, sagde Marcus Knuth.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind havde denne sarkastiske ”helt til månen”-kommentar til S-udlændingeudspillet på twitter:

27. februar afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også fuldstændig S-udspillet som noget, der ikke kunne lade sig gøre efter statsministerens ”virkelighedshåndbog”. Det sker i en debat med S-formand Mette Frederiksen under Folketingets spørgetid.

 

Venstres arrogance
Socialdemokratiets Europa-ordfører, Peter Hummelgaard, undrer sig over Venstres kløvede tungemål:

"Der er ingen tvivl om, at der er en lang række praktiske, juridiske og politiske spørgsmål, der skal afklares, før S-udspillet kan blive til virkelighed. Men når regeringen nu forhandler med 15 europæiske lande om en model, som ligner den Socialdemokratiet har foreslået, så må det virkelig undre, at ledende Venstre-folk møder Socialdemokratiets udlændinge-udspil med arrogance, nedladenhed og hån".

Opdateret 17.30 med kommentar fra Socialdemokratiets Europa-ordfører, Peter Hummelgaard.

 

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce