Annonce

Regeringen jubler: Den hovedmistænkte i udbyttesagen er udleveret til Danmark

Kæmpe sejr til anklagemyndigheden: Sanjay Shah på vej til Danmark i fly - han ventes varetægtsfængslet - justitsminister Peter Hummelgaard (S) “ovenud tilfreds”
Foto: Sanjay Shah/Youtube
Sanjay Shah, hovedmistænkt i udbytte-svindelsagen
Rigspolitiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har onsdag hentet den hovedmistænkte i udbyttesagen, Sanjay Shah, til Danmark fra Dubai.

Det er intet mindre end en kæmpe sejr for anklagemyndigheden.

Ved ankomsten til Danmark bliver han anholdt af dansk politi og vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det forventes, at anklagemyndigheden i Danmark vil begære den sigtede varetægtsfængslet. Straffesagen mod den formodede gerningsmand er berammet til den 8. januar næste år.

“Kulminationen på flere års benhårdt arbejde”

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er ovenud tilfreds med Sanjay Shahs forestående anholdelse på dansk jord:

I dag er en meget god dag at være justitsminister

“I dag er en meget god dag at være justitsminister. Udleveringen er den foreløbige kulmination på flere års benhårdt og grundigt arbejde fra myndighedernes side for at sikre, at en af de formodede gerningsmænd i udbyttesagen kan retsforfølges i Danmark. Jeg er ovenud tilfreds med, at det arbejde nu er lykkedes. For det er dybt krænkende for retsfølelsen, hvis man kan undgå retsforfølgning ved at opholde sig i udlandet.”

Hummelgaard understreger, at udbyttesagen er af de største og mest alvorlige straffesager om svindel i dansk retshistorie: 

“Det er vores statskasse, vores velfærdssamfund og vores tillidsfulde fællesskab, der er på spil. Helt principielt er udleveringen et bevis på et stærkt dansk retssystem, hvor den konkrete sag nu skal have lov til at gå sin gang.”

Hummelgaard takker myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater for “et tæt og godt samarbejde i sagen”:

“Både i forhold til den konkrete sag og i forbindelse med de bilaterale aftaler om udlevering og retshjælp mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater, der blev underskrevet i marts, og som trådte i kraft i november 2022.”

Skatteministeren: Vigtigt signal

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er også mere end tilfreds:

“Jeg er mere end tilfreds med, at det er lykkedes at få udleveret Sanjay Shah til Danmark. Med udleveringen sender vi et vigtigt signal om, at man ikke kan opnå straffrihed ved at opholde sig i udlandet. Det har krævet flere års hårdt arbejde fra en række danske myndigheder, inklusiv en stor diplomatisk indsats at nå hertil.”

Løkke Rasmussen takker også myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater for det gode samarbejde. Han sender en særlig tak til udenrigsminister Abdullah bin Zayed Al Nahyan, som Lars Løkke Rasmussen havde “en god samtale med så sent som i sidste uge”.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) understreger, at udleveringen af Sanjay Shah er et stærkt signal om at danske myndigheder forfølger økonomisk kriminalitet uanset hvor i verden den begås:

Med udleveringen sender vi et stærkt signal

“Sagen er en af Danmarkshistoriens største straffesager om svindel, og det siger sig selv, at vi som samfund ikke kan acceptere, at vores statskasse udsættes for det. Med udleveringen sender vi et stærkt signal om, at de danske myndigheder forfølger økonomisk kriminalitet også på tværs af landegrænser.”

Jeppe Bruus oplyser, at Skattestyrelsen parallelt med udbyttesagens strafferetlige spor har anlagt over 500 civile søgsmål verden over med henblik på at få de mange milliarder tilbage til Danmark.

Indtil videre er lige over 1,5 milliard kroner hentet hjem til statskassen.

Sanjay Shahs vej til Danmark

Den 3. april 2023 blev der ved Kassationsretten i De Forende Arabiske Emirater truffet endelig afgørelse om, at Sanjay Shah kunne udleveres til Danmark. Udleveringen er sket efter længere tids samarbejde mellem de danske myndigheder og myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater Den danske straffesag er berammet til den 8. januar 2024 i Retten i Glostrup.

Den 17. marts 2022 underskrev tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) en udleveringsaftale mellem Danmark og de Forenede Arabiske Emirater. Aftalen har til formål at hjælpe konkrete straffesager på vej. Det gælder bl.a. om udlevering af henholdsvis en af de formodede gerningsmænd i udbyttesagen og den sigtede i sagen om vanvidsbilisten, der påkørte og dræbte en betjent på Langebro i 2019.

Andre EU-lande har indgået lignende aftaler med De Forenede Arabiske Emirater. Læs mere om aftaleteksten om udlevering mellem Danmark og de Forenede Arabiske Emirater  her.

Den 17. marts 2022 blev der også indgået en aftale om gensidig retshjælp i straffesager. Aftaleteksten kan læses her.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet